Morten Riis om udsatte unge: 'Vi skal mistrivslen til livs'

Bornholms Tidende har siden november kørt en artikelserie om unge i udsatte positioner. Vi har talt med forskellige aktører, der arbejder med børn og unge, der har det svært. Vi har også talt med de unge selv.

Der tegner sig et billede af, at flere børn og unge mistrives, og at det kan få dem ud på kanten af samfundet og i nogle tilfælde i misbrug.

Nu fortæller Morten Riis (Ø), der er formand for børne- og skoleudvalget, hvordan han ser situationen, og hvad han vil gøre for at forbedre trivslen blandt børn og unge.

Hvordan ser du som formand for børne- og skoleudvalget på den nuværende situation med udsatte unge på Bornholm?

– Det er et problem, vi har haft et stykke tid. Det er jo ikke sådan, det er startet lige nu. Jeg kan huske, at vi for nogle år siden havde et tal, der hed, at hver sjette barn på Bornholm havde en sag i myndigheden. Hvor det hed hver 10. på landsplan. Om det tal holder i dag, det ved jeg ikke, men det siger jo noget om, at det ikke er en ny problemstilling.

– Vi har en befolkningssammensætning på Bornholm, som gør, at der er noget, der vender den tunge ende ned af. Det handler ikke om, at der er et problem med det enkelte barn. Det er en familie eller en samfundsstruktur, som den er gal med. Derfor er det heller ikke noget, man løser med et knips.

– Lige nu er vi relativt begunstiget med en høj konjunktur, men vi ved også, at når der er lavkonjunktur og høj ledighed, så er vi rigtigt udsatte på Bornholm. Det er også ødelæggende for nogle familier. Meget af det, vi ser, er symptomer på nogle problemer i forhold til lighed. Både lighed i forhold til uddannelsesniveau, men også indkomstniveau. Jeg tror grundlæggende, det er der, man skal sætte ind, hvis man skal gøre noget i forhold til udsathed.

Stoffer og medicin

Ifølge flere af vores kilder er der en gruppe af unge på Bornholm, som der er uro omkring, og som eksperimenterer med stoffer og medicin. I er blevet orienteret i børne- og skoleudvalget om den problematik. Hvad vil I gøre?

– Hvis vi ser på det lange perspektiv, har vi iværksat noget de seneste tre-fire år, hvor vi prøver at sikre os, at børn har mere lige forudsætninger for at lykkes. Det er meget det, De Små Børns Bornholm handler om. Vi prøver at lave en sammenhængende indsats, som faktisk starter allerede før, børnene er født. Det er det lange seje træk. Perspektivet på det arbejde kan vi måske begynde at se resultaterne af om 10 eller 15 år.

– Det andet perspektiv er jo det, man måske kunne kalde ildebrandene. Altså der, hvor den unge allerede er kommet ud på et sidespor. Inden vi ser effekterne af de lange seje træk, kan der komme mange af den slags ildebrande, der skal slukkes. Helst skal vi jo nå at opfange det, inden det stikker i brand. Så der er også meget arbejde, der skal gøres fra dag til dag, for at vi lykkes. Der er det rigtig vigtigt, at de to centre, som jeg har ansvar for, nemlig Center for Skole og Center for Børn og Familie, har et rigtig stærkt samarbejde. Har man viden om, at en familie og et barn har udfordringer, skal der være en bedre overlevering i forhold til skolen.

Hvordan fungerer det samarbejde, synes du?

– Der er nok plads til forbedring i øjeblikket. Det tror jeg, der er. Det handler nok også om, at der skal ske nogle kulturforandringer.

Hvad er det, der skal forandres?

– Grundlæggende er der noget med børnesynet, som der gerne skulle være samme blik på.


Forskelligt børnesyn

Er der et forskelligt børnesyn i de to centre?

– Ja det er der.

Hvordan ser du det?

– For eksempel er der stor forskel, når vi snakker daginstitution, og når vi snakker skole. For det første er det to helt forskellige verdner, og jeg tror, at noget af det handler om, at når man er forælder i daginstitution, så har man dagligt kontakt med daginstitutionen. Det vil sige, hvis der er nogle problemer, så ved man det også relativt hurtigt, og der er løbende kontakt om det. Man har også en anden tilgang til børnene. Børnene er ikke problemet. Det er det rundt om børnene, der skal ændre sig, hvis der er et problem.

– Når vi så snakker skole, så snakker vi om at blive skoleparat. Så gør man faktisk tingene til et individuelt problem. Og den kontakt, man som forælder har til skolen, er ikke på daglig basis. Der er en kultur, hvor det grundlæggende er sådan, at det ikke er skolen, der skal være parat til børnene, men børnene, der skal være parate til skolen. På den måde er der en kulturforskel mellem de to centre, og jeg tror, det ville være rigtig godt, hvis vi i skolen var mere pædagogiske. Hvis man kommer galt afsted i det system på en eller anden måde, så kan det også være svært at komme ind igen. Og der er bare nogle børn, for hvem det at gå i skole er svært.

Hvordan er det koblet til udfordringen med udsatte unge?

– Hvis man har svært ved at passe ind i skolen, så er risikoen for, at man glider ud i noget skrammel, når man bliver større, stor.

– Grundlæggende er misbrug et tegn på mistrivsel. Og det er jo den mistrivsel, vi skal til livs. Selvfølgelig er stofmisbrug ikke godt, men det er noget andet, man skal løse end bare at fjerne stofferne. Vi skal bremse, at den mistrivsel udvikler sig.

Hvordan vil I arbejde for at højne trivslen blandt børn og unge på Bornholm?

– Vi snakker jo om, at vi kun har et skolefritidstilbud til og med 3. klasse, og om det er godt nok. Det er det ikke. Man afskaffede det jo ikke, fordi man synes, det var overflødigt eller ligegyldigt. Det var før, jeg var aktiv i politik, men jeg tror, man afskaffede det, fordi det kostede penge, som man manglede. Og formentlig fordi der alt andet lige var mange efter 3. klasse, som alligevel valgte det fra.

Hvorfor er det lige et skolefritidstilbud, du tænker, kan være med til at gøre en forskel?

– Hvis der ikke er en eller anden form for pædagogisk ramme udenfor skolen for de børn, der er i mistrivsel, og hvor der måske ikke er opbakning fra forældrenes side, eller hvor forældrene er meget væk eller ikke er stærke nok til at gå ind i situationen, når barnet er på vej ud over kanten, så er der ikke noget til at gribe dem eller nogen til at råbe vagt i gevær.

– Hvis man har et klubtilbud fra 4. til 6. klasse eller en udvidelse af ungdomsskoletilbuddet, har man måske større opmærksomhed og mulighed for at gøre noget for dem, som er på vej et galt sted hen. Det kan måske også være en forebyggende indsats i forhold til, at der er nogen, der heller ikke kommer derud i første omgang.

Tilbud til de unge

Du nævner, at det kunne være en udvidelse af ungdomsskoletilbuddet eller et klubtilbud på de enkelte skoler. Hvad mener du, ville være det bedste?

– I den bedste af alle verdener skulle vi gøre begge dele. Og det kan da også være, at vi skal det. Det kommer jo meget an på, hvad det koster, og hvad vi har af penge. Og hvad vi kan få de andre i kommunalbestyrelsen med på. I børne- og skoleudvalget kan vi nok sagtens blive enige om, at vi skal have mere end det, vi har nu, men det skal jo prioriteres i forhold til de andre udvalg og deres sager, som jo også er vigtige. Det skal være en samlet beslutning. Ellers kan vi kun lave noget midlertidigt, hvor vi finansierer det med nogle penge, vi har i år. Det tror jeg ikke børnene er tjent med.

I har jo nogle penge i overskud i børne- og skoleudvalget, som nogle udvalgsmedlemmer mener, man godt kunne bruge på noget for børn og unge nu og her. Kunne man ikke bruge nogle af dem på de udsatte unge nu, mens man finder ud af, hvad der skal til på længere sigt?

– Jo det kan godt være. Men sagen er jo, hvis vi går i gang med at sige, at vi skal have et mere ø-dækkende ungdomsskoletilbud eller et klubtilbud på alle skolerne, så er vi jo i gang med at lave en driftsudvidelse, og hvis man laver det, så vil jeg mene, man også er nødt til at finansiere det i budgettet. Vi skal have varige midler til en varig ydelse.

– Vi finansierede weekendbemandingen af Ungehuset med nogle overførselsmidler i udgangspunktet, og så har vi gjort det til en del af budgettet efterfølgende. Så man kan godt gøre det, og det kan også være, vi skal gøre det nu, men det skal bare ikke være sådan, at politikerne fægter i blinde for at gøre et eller andet. Vi er nødt til at kvalificere det, vi skal gøre, for ellers spilder vi både penge og folks ressourcer og arbejdstid.

– Jeg forstår godt, man gerne vil gøre noget ved det her, men vi skal spørge os selv, hvad det er, vi skal gøre. Det vil jeg gerne kunne besvare mere præcist, før vi sætter noget i værk, for ellers gør vi bare et eller andet, fordi vi vil fremstå som handlekraftige politikere. Jeg synes, vi skal gøre det her på en ordentlig måde, så vi kan sikre, at det er det rigtige, vi gør, og at det ikke er noget, vi er nødt til at aflyse 1. januar 2022, fordi pengene fra overførslen løber ud.

Så hvor er I i processen med at få lavet et tilbud nu?

– Jeg vil gerne have, at vi bruger vores administrative apparat til at kvalificere vores beslutninger. Det er de gode til. Så det synes jeg jo, at vi skal først. Så finder vi også ud af, hvad det drejer sig om i kroner og ører. Vi kunne godt lave noget for de midler, vi har i overskud i børne- og skoleudvalget, men så vil vi jo ikke være sikre på, at det ville kunne fortsætte. Hvis vi skal have gjort det her til noget permanent, så skal vi have det med i budgetforhandlingen.

Permanent løsning

Er det det, du drømmer om? At lave en permanent løsning?

– Ja da. Det ville være ærgerligt at gøre det her i syv måneder for så at måtte lukke ned, især hvis man kan se, at det virker og har gode effekter.

– Vi skal måske også overveje, om vi skal have et behandlingstilbud til unge i misbrug. Det kan godt være, vi skal det. Grunden til, vi ikke har det, er jo netop, fordi man har sagt, at det ikke er stofmisbruget, der er problemet. Problemet er mistrivsel, og det er den, vi skal løse. Og løser vi den, så er der heller ikke et behandlingsbehov. Men problemet er måske bare så stort efterhånden, at vi ikke kan komme udenom at have en eller anden form for behandlingstilbud.

Hvad er din og børne- og skoleudvalgets rolle i beslutningen om, om der skal være et behandlingstilbud på øen?

– Det kan sagtens ligge indenfor vores regi i en eller anden forstand, selvom misbrugsbehandling almindeligvis ligger ovre i social- og sundhedsudvalget. Men der er en snitflade, og jeg tænker, det skal i hvert fald ikke være det, der gør, at vi ikke gør noget ved det.

– Vi havde sagen med den 15-årige (som døde af en overdosis i november, red.) på som orienteringspunkt på vores seneste møde i børne- og skoleudvalget, og vi snakkede om, hvad en udvidelse af paletten af tilbud kunne indebære. Jeg mener det meget alvorligt, at vi skal komme den mistrivsel til livs, men jeg er også nødt til at sige, at det er svært at forestille sig, at vi kan komme i en situation, hvor vi kan garantere, at det, der skete, ikke sker igen. Hvor tragisk det end er.