LOKALSAMFUND
En gruppe beboere på Balka Strand har de seneste dage løftet stemmerne efter at en husejer før jul spærrede den sti, der fører forbi huset og direkte ud på stranden, af med en træplade.
Pladen er sat op af ejerne af ejendommen Sandstien 5, stedet, der tidligere dannede rammen om en strandkiosk med minigolfbane.
Ejendommen har i dag sommerhusstatus og er netop sat til salg på Home for ni millioner kroner.
Husets ejere hævder, at der ikke passerer en offentlig sti langs udkanten af grunden, men det er forkert, siger de lokale.
Sandstien har ifølge beboerne i området været offentligt tilgængelig i 100 år og derfor er vejspærringen ulovlig og skal fjernes, lyder det.
Protesterne kan ses på facebooksiden Balka Strand og Omegn før og nu, hvor der også er lagt billeder op af spærringen.
Nina Gjettermann er indirekte påvirket af sagen, fordi hendes forældre bor på Sandstien. Hun fortæller, at dele af spærringen er blevet fjernet, efter at billederne blev taget den 4. januar.
– Men der hænger stadig en snor tværs over stien, så min mor, der bruger stien flere gange om dagen, skal bukke sig for at komme under, siger hun.
Vejen slutter ved nummer 3
Huset på Sandstien 5 ejes af formanden for grundejerforeningen på Balka Strand, Kirsten Holm, og hendes mand.
Kirsten Holm siger til Bornholms Tidende, at der er ikke er tale om en afspærring, men om beskyttelse mod sandfygning.
– Vi sætter altid en plade op, når det fyger fra øst, og så fik vi ikke taget den ned i mellemdagene, da det holdt op med at blæse. Men vi har fjernet den nu, siger hun.
Men nu er der en snor på tværs af stien?
– Ja, der hænger en snor med en juleguirlande på. Men man kan godt komme forbi, siger Kirsten Holm og påpeger, at vejen ifølge offentligt tilgængelige matrikelkort slutter ved Sandstien 3.
– Det er ikke en offentlig sti, der går forbi vores hus, og det har været et irritationsmoment i mange år, at folk går så tæt forbi vores vinduer. Men beboerne på vejen er velkomne til at gå forbi, som de plejer, siger hun.
Så det har ikke noget at gøre med, at I har sat jeres hus til salg, og så skal det se ud som om, at der ikke er en offentlig sti, der går lige forbi?
– Nej, det har det ikke. Der er i øvrigt masser af adgangsveje til vandet her i området. Vi har talt seks syd for vores hus og fire nord for, siger Kirsten Holm.
Fælles udtalelse på vej
I dag er snoren med juleguirlanden fjernet, men der står fortsat et skilt ved indkørslen til nummer 5 med påskriften "Privat". Det er ifølge Nina Gjettermann sat op inden for den seneste måned, og det bekræftes af husets ejere.
– Det har vi gjort, fordi vi er trætte af, at folk kører i bil ned til stranden, siger Kirsten Holm.
Nina Gjettermann fortæller desuden, at der har været snak om, at ejerne af nummer 5 ville sætte et permanent hegn op mod stranden med en låge i, som beboere på vejen ville få lov til at passere igennem.
– Det er rigtigt, det er en tanke, vi har luftet. Men vi har ikke besluttet noget endnu, siger Kirsten Holm.
Hun fortæller, at der kommer en fælles udtalelse fra grundejerforeningen om sagen i løbet af få dage.
Bornholms Tidende har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra regionskommunens planafdeling.