Falcks testcenter i Søndermarkshallen, Rønne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Kun tre kommuner har lavere smittetryk end Bornholm

CORONA

Effekten af den hårde nedlukning lader til at afspejle sig i smittetallene de fleste steder i Danmark – ikke mindst på Bornholm, hvor blot 12 personer er testet positiv for covid-19 siden i mandags. Det viser fredagens opgørelse fra Statens Serum Institut, der kun omfatter prøver fra det offentlige testsystem.

Incidenstallet fortsætter med at falde og er nu nede på 45,6 smittede per 100.000 indbyggere på en uge, da blot 18 personer med bornholmsk adresse er testet positive i løbet af de seneste syv dage. I forhold til indbyggertallet har kun tre af landets 98 kommuner (Fanø, Lemvig og Langeland) et lavere smittetryk end Bornholm. Incidenstallet på Bornholm er ti gange lavere end de hårdest ramte kommuner, der ligger på den københavnske vestegn.

Der bliver fortsat testet forholdsvist mange på Bornholm – omkring 650 om dagen i gennemsnit i det offentlige testsystem. Det vil sige, at færre end 0,6 procent af ugens prøver har været positive

På lyntestcentret i Søndermarkshallen er gennemstrømningen noget mindre end i juledagene. Torsdag blev 115 personer podet, og der blev ikke fundet nogen smittede, oplyser Falck, der driver testcentret.