Talentshow vil samle dj’s i Rønne

KULTUR

Der er lang tid til november, men hvis man godt kan lide discjockeyer, så kan man begynde at glæde sig. Kulturarrangøren Dance Vibration planlægger talentkonkurrencen DJ Idol Danmark 2021, der ønsker at samle landets bedste dj’s i Rønne Idrætshal.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Ideen med DJ Idol Danmark er at sætte fokus på dj-håndværket og samtidig kåre Danmarks bedste dj blandt 15 finalister. Tre dj’s eller dj-duoer fra hver region vil blive udvalgt til finalen af en udvalgskomite og siden blive bedømt af et særligt udvalgt dommerpanel.

Ifølge Dance Vibration er konceptet ikke set i Danmark før i den form, og derfor er man meget spændt på, hvordan det vil blive modtaget af både dj’s og publikum.

DJ Idol Danmark 2021 finder sted i idrætshallen den 5. november, hvor publikum kan opleve det hele live, og det bliver ikke et stilsiddende publikum, forlyder det fra Dance Vibration.

Tilmeldingen til DJ Idol Danmark 2021 er i gang og slutter den 1. juni.