DØDSFALD
Karsten Tranberg fra Rønne var radioamatør i mere end 60 år, og det var en hobby, der gav ham kontakter og venskaber over hele verden.
Men nu er der tavshed fra kaldesignal OZ4FF. Karsten Tranberg døde i mellemjulen, 81 år gammel. Et dødsfald, der også blevet noteret internationalt i radioamatørkredse. Han var, ud over medlemskabet af den lokale afdeling af Eksperimenterende Danske Radioamatører, med i en international radioklub, hvor der kun er 500 medlemmer.
Karsten Tranbergs sidste tid var præget af sygdom, men han var radioamatør lige til det sidste.
– Det kunne han i søvne, fortæller hustruen igennem 38 år, Aase Tranberg.
– Vi var ungdomskærester, men det gled ud. Men senere begyndte vi at spille badminton sammen, og så sagde det bang, fortæller Aase Tranberg.
Polen og La Santa
– Karsten var meget humoristisk. Han elskede sit hus og at gå i sin have, men ikke at luge ukrudt. Han elskede at læse aviser og gik meget op i sin radio. Det kunne han gøre døgnet rundt, og somme tider kunne han stå op klokken 5 om morgenen for at komme i kontakt med folk over hele verden.
Radiointeressen førte til, at mange ferier blev holdt i Polen:
– Vi havde nogle polske radioamatørvenner, som kom her i en uge i juli, og så tog vi derned i en uge i august, fortæller Aase Tranberg.
Det andet foretrukne feriested var La Santa Sport på Lanzarote, hvor parret har været 28 gange. Så blev der dyrket masser af sport, blandt andet tennis og badminton, som var to andre af Karsten Tranbergs helt store interesser.
Karsten Tranberg var i 28 år formand for Rønne Badminton- og Tennisklub (RBTK), inden han stoppede i 2009. På det tidspunkt var han allerede blevet udnævnt til æresmedlem af klubben, og han har modtaget flere priser for sit idrætslederarbejde.
Forsikringsmand i 39 år
Mange bornholmere vil også huske Karsten Tranberg for de 39 år, han var i forsikringsbranchen, hvor han især arbejdede med store erhvervskunder på Bornholm. Faktisk var det et besøg hos frisøren, der kom til at bane vejen for den lange karriere med forsikringer.
Det fortalte han med et glimt i øjet om i Bornholms Tidende om, da han i 2004 gik på pension:
"Lige over for frisørsalonen havde Nye Danske af 1864 kontor. Der blev holdt reception i anledning af firmaets 100 års fødselsdag. "Kom ind og få et glas", lokkede et skilt Karsten Tranberg. Da han gik igen, var han blevet fritidsmedarbejder i forsikringsselskabet. Et lille halvt år efter, den 1. juni 1965, var Karsten Tranberg fastansat. Han skiftede fra en stilling ved skattevæsenet i Rønne. Siden har han været i firmaet, der efter en række fusioner nu er blevet til Tryg", skrev Bornholms Tidende, da Karsten Tranberg var blevet 65 år og gik på pension.
Karsten Tranberg efterlader sig hustruen Aase, to sønner, Jesper og Thomas, to børnebørn og et oldebarn.