Uddeleren i Kvickly: 'De ansatte er hverdagens helte'

Uddeleren i Kvickly: 'De ansatte er hverdagens helte'
Lars Kure fra Kvickly Nexø roser sit personale for at holde ud under coronakrisen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 5. JAN 2021 • 17:28
Af:
anette-vestergaard

5. JAN 2021 • 17:28
DETAILHANDEL

Mens vi andre går og stresser over om der er nogen, der kommer for tæt på i de ti minutter vi er i supermarkedet, sidder kassedamer og -mænd i kassen i timevis, mens hylderne løbende fyldes op af medarbejdere på gulvet.

Lars Kure, uddeler i Kvickly i Nexø, betegner uden tøven de 58 medarbejdere i butikken som hverdagens helte.

– Vi har i snit 1.000 ekspeditioner om dagen, så vores medarbejdere møder mange nye mennesker hver dag. Jeg synes ikke, det er for meget at kalde dem for hverdagens helte, siger Lars Kure.

Både han selv og hans personale testes løbende for at sikre, at der ikke er smittefare i butikken, og alle medarbejdere bærer mundbind eller visir i arbejdstiden.

– Det er tungt at gå på arbejde med mundbind. Man kan få problemer med huden, eksempelvis akne. Hvor fedt er det lige, spørger Lars Kure, der siden coronakrisen brød ud har haft samtaler med de medarbejdere, som følte sig ekstra udsatte.

– Dem har vi holdt omme bagved. Og så har vi generelt fundet nogle gode løsninger med plexiglas foran kasserne, i bageriet og kiosken.