Læserbrev: Tak for den sprængte postkasse

Læserbrev: Tak for den sprængte postkasse
Nytåret blev enden på 20 års tro tjeneste for Sven-Erik Sørensens postkasse. Privatfoto (bragt med tilladelse).
| ABONNENT | 5. JAN 2021 • 10:23
Af:
redaktionen
| ABONNENT
5. JAN 2021 • 10:23
Stor var min forbløffelse, da jeg nytårsdag kom hjem og fandt min postkasse sprængt i stumper og stykker.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at noget sådant kunne finde sted i en lille fredelig by som Nyker! Men – nu da min første reaktion har lagt sig – vil jeg gerne sige mange tak til de ”kreative unge mennesker”, der har syntes, at det var sjovt at ødelægge den postkasse, der har siddet fredeligt og passet sig selv i 20 år.

Og her kommer vi så til overskriften. Det var jo en gammel postkasse, lidt træt i udseendet, små rustpletter og modtager af talrige rudekuverter. Så det var nok på tide at få den skiftet ud til en yngre og mere smart model. Dette havde jeg dog aldrig gjort uden den hjælp, som jeg har fået.

Så tusind tak for det.

Nu får jeg endelig lejlighed til at købe mig en ny – når forretningerne forhåbentlig åbner efter den 17. januar.

Jeg ved ikke, hvad motivet for sprængningen er. Forhåbentlig ikke racistist. Det var jo en hvid postkasse. Men hvis dig/jer, der har udført denne tapre dåd, vil forklare mig det, behøver du/I ikke kontakte mig face-to-face. Du/I kan jo bare lægge et brev i min… nåhh nej.

Med ønsket om et godt 2021 til alle og i håb om, at jeg engang får mig en ny postkasse, som forhåbentlig overlever mange år endnu.

Sven-Erik Sørensen Pilealle 4, Nyker 3700 Rønne