Ole Stigemo ved maleri af Niels Macholm på Gudhjem Museum. Foto: Berit Hvassum

Kunstners datter skænker maleri til Gudhjem

KULTUR

– Da Gudhjem Museum jo for længst er lukket for sæsonen, har vi valgt at anbringe billedet, så interesserede har mulighed for at se det ved at kigge ind gennem det store glasparti ind til udstillingssalen.

Det fortæller den udstillingsansvarlige på Gudhjem Museum, Ole Stigemo, i forbindelse med, at museet midt i det coronale tusmørketristesse har forøget sin i forvejen fine kunstsamling med et stort værk af Niels Macholm.

Det opmuntrende og livsbekræftende billede er malet på plade og måler hele 1,70 gange 2,60 meter x 60 cm i bredden og har den nærliggende titel ”Sommer i Gudhjem”. Det er skænket af malerens datter Rikke, og hun har stillet museet endnu et billede i udsigt.

Tilknytning til byen

Macholm, der døde i 1997, 82 år, anses som en af sin generations markante kunstnere. Han kom til at udstille i både ind- og udland. Han er repræsenteret på mange museer og har modtaget adskillige hædersbevisninger.

Blandt hans større udsmykningsopgaver er navnlig gavlen på Gl. Kongevej overfor Planetariet ved søernes i København iøjenfaldende. Også Bornholms Kunstmuseum ejer en fin samling af hans billeder, selvom hans seneste store udstilling på øen fandt sted i Sct. Mortensgade Rønne – før Helligdommens tid.

At han også er repræsenteret på Gudhjem Museum, er i den grad passende, idet der i hans billeder gennem årene er masser af hilsner til egnen omkring Gudhjem. Den høje udsigt mod himlen og havet, Østerlars Rundkirke, Gudhjem Mølle og Gudhjem Kirke.

”Tusmørke”, 1956, Bornholms Kunstmuseum.

Livsrejsen omkring Gudhjem

De tre bygninger går igen og igen med skiftende vægt og betydninger og har ofte næsten middelalderlig symbolsk karakter, når han spænder livsrejsen ud mellem den lykkebringende rundkirke over Gudhjem Mølle, der som livshjulet drejer med både bekræftende forfærdende usvigelighed, til den lille Gudhjem Kirke, som markerer livsløbets afslutning.

I det hele taget synes hans umiddelbart naivistisk fabulerende kunst i slægt med dem, der skabte middelalderens kalkmalerier i tegneserier ved hjælp af symboler, som alle kendte og forstod. Med sine egne symboler søgte Macholm at videregive barnets oprindelige tryghedsglæde ved hjem og familieliv til vores rodløse og forvirrede voksenverden.

I øvrigt debuterede Niels Macholm som billedkunstner på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1944, 29 år gammel. Samme år var Bornholm for alvor blevet aksen i hans liv, da han i Østerlars Rundkirke giftede sig med stoftrykkeren Ilse Kure fra Kjeldsebygaard.

 

 

Mens Bornholm endnu var kunstnerisk hotspot

Der skulle gå længere end tyve år efter debuten, før Niels Macholms naivistisk, fabulerende kunst for alvor kom til at swinge i takt med fremkomsten af 1960’ernes mere legende farveglade tidsånd.

I tiåret 1967 til 1977, inden han på grund af en fremadskridende øjensygdom lidt efter lidt mistede synet, anerkendtes hans hidtil ikke altid påskønnede kunst af en bredere offentlighed.

Og ved større udstillinger og offentlige udsmykningsopgaver fik han rig lejlighed til at udfolde sit originale talent og rigt fabulerende, opmuntrende billedunivers.

Niels Macholm, som hele livet igennem jævnligt besøgte øen, havde relationer til Bornholm helt tilbage fra barndommen, idet hans onkel havde sommerhus i Allinge. Her tumlede Niels rundt og lavede gale streger sammen med den uregerlige »Lille Einar« – Einar Herman Jensen – hvis korte malerliv og skæbne blev heftig og tragisk.

”Aftenrummet” 1949, Bornholms Kunstmuseum.

Drengestreger med Ole Høst

I skolen i København havde Macholm Christiansø-maleren Gitz-Johansen som inspirerende lærer. Og han var skolekammerat med den senere talentfulde maler Ole Høst indtil 1929, hvor familien Høst flyttede helårs til Gudhjem. Ole Høst omkom under krigen.

– Dengang boede de på Sct. Thomas Plads ved Frederiksberg Alle. Jeg var sammen med Ole hver dag. Hans bror Niels – som senere blev biografdirektør i Gudhjem – var kun en lille snotunge, vi ikke regnede med, har han fortalt.

– Ole imponerede mig meget ved at være lidt vild og krigerisk. Engang var vi kommet i klammeri med nogle rødder oppe på Vesterbrogade – langt fra hjemmet. Vi søgte tilflugt på en trappeopgang, men da vi blev forfulgt, bankede Ole på hos en fremmed dame, hvor vi kom ind, til faren drev over. Pudsigt nok forlangte Ole, at vi skulle vende jakkerne på vrangen, da vi gik hjem. Så mente han ikke, at vi kunne genkendes.

Tidens avantgarde

En stor del af Macholms kunstnerliv fandt altså sted, mens Bornholm endnu for alvor var et billedkunstnerisk hotspot. Og gennem sin kul-, koks- og cindersforretning på Frederiksberg med tilhørende kunsthandel, lærte tidens avantgarde at kende.

Han havde den i 1952 udstillet for von Garvens – den tyske friherre og kunstsamler på Abildgaard ved Sandkaas. Og viste også dengang endnu ret ukendte navne som Chagall, Miro, Jorn, Carl-Henning Pedersen, Heerup og Eigill Jacobsen, hvoraf von Garvens om sommeren på Bornholm husede flere af danskerne.

Usælgelige verdensnavne

– Jeg kunne have været mangemillionær i dag, hvis jeg dengang havde haft råd til at købe billederne i min egen kunsthandel. Omtalte udstilling havde for eksempel også værker af Max Ernst, Giacometti, Duchamp, George Grosz, Kokoschka, Miro og Picasso, fortalte han.

– Men heller ingen andre købte desværre ret meget. Verdensnavnene var usælgelige. De fleste billeder gik derfor usolgte tilbage til Bornholm. Men da von Garvens døde i 1954, sloges arvingerne vildt om boet. Og mange af de fine billeder blev spredt for alle vinde.

Et Macholm-billede fra dødsboet – ”Mødet” fra 1949 med motiv fra Gudhjem – forblev dog på øen, om end det måtte en flyvetur udover de bornholmske marker fra taget af en gammel Ford, inden det dengang blev hjemført af gdr. William Harild til Slettegaard ved Gudhjem.