Bibliotek drukner i uafhentede bestillinger

Bibliotek drukner i uafhentede bestillinger
Selvom folkebibliotekerne holder lukket for tiden, er det stadig muligt at hente bestilte materialer på biblioteket i Rønne. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 5. JAN 2021 • 16:31
Af:
henrik-nielsen

5. JAN 2021 • 16:31
KULTUR

På Bornholms Folkebiblioteker er nedlukning ikke lig med total nedlukning. Selvom de kommunale biblioteker rundt om på øen holder lukket i denne tid, er det stadig muligt at hente bestilte materialer på Rønne Bibliotek. Den mulighed er der mange, som benytter sig af, men øjensynligt ikke nok.

Af en servicemeddelelse fremgår det, at Rønne Bibliotek har næsten 900 uafhentede bestillinger stående, og derfor opfordres bornholmerne til at hente de bøger og andet materiale, de har bestilt.

Man kan lukke sig ind på biblioteket med sit sundhedskort, men altså kun hvis man skal hente bestilte materialer. Det er ikke muligt at låne på normale vilkår. Torsdag er sidste frist for at hente bestillinger, man har fået besked om i december.

Har man ikke mulighed for at hente materiale på Rønne Bibliotek, opfordres man til at sætte feriepause på sin profil i den periode, hvor bibliotekerne holder lukket på grund af corona, så andre kan få glæde af bøgerne i mellemtiden.