Mogens Jensen. Foto fra bogen

Amatørarkæolog afdækker sine banebrydende opdagelser i ny bog

BOG

Mogens Jensen er fascineret af helleristninger.

Og det har han stort set været hele sit liv.

– Min første helleristning fandt jeg, da jeg var 12-13 år, siger han.

– Og nu er jeg 73.

Han har med andre ord beskæftiget sig med disse hilsener fra fortidens mennesker i mere end 60 år, og når han for nylig har udgivet bogen “Bornholms Oldtid – Helleristninger som solkalendere i bronzealderen” kan man altså godt konkludere, at forfatteren er en kapacitet på området.

Pudsigt nok er den helleristning, han fandt for så mange år siden, ikke blevet registreret endnu.

– Det er nok det sidste, jeg gør, før jeg lægger mig i graven, siger han med en lille latter.

Ja, hvabehar.

Indtil videre er der altså ingen steder, man lige kan slå op og finde de to-tre skåltegn, knægten Mogens Jensen dengang opdagede inde på en mark i Østerlars.

– Det er ikke nogle store, betydningsfulde helleristninger, beroliger han dog.

Den autodidakte museumsmand – han arbejdede faktisk på Bornholms Museum i en årrække som assistent for chefarkæolog Finn Ole Nielsen, selv om han ikke har papir på at være arkæolog – har bare aldrig lige taget sig tid til at registrere sit fund.

– Jeg havde så meget andet andet at lave. Vi gravede og gjorde ved og havde meget at se til, forklarer han.

Egentlig arbejdede Mogens Jensen for blandt andet FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) i Rønne, men han blev med mellemrum frikøbt til at hjælpe Finn Ole Nielsen med forskellige projekter, som havde med helleristninger at gøre.

– Jeg havde efterhånden fået tilegnet mig så megen viden om dem, at jeg kunne bruges i forskellige sammenhænge, siger han, som også har beskæftiget sig ret indgående med jægerstenalderen.

Oprindeligt er han uddannet dekoratør, og hvem ved, måske det har skærpet hans sans for de gamle dekorationer af sten på Bornholm?

Mogens Jensen optegner en helleristning. Foto fra bogen

Ja tak til dronningen

Hans lange liv med helleristninger for øje har blandt andet betydet, at han fandt de såkaldte “dronningeristninger” i Sandvig. Det navn fik de, fordi dronning Margrethe II hørte om hans fund og blev nysgerrig.

– Museet modtog et brev fra kongehuset om, at dronningen gerne ville komme og få helleristningerne forevist, og så måtte jeg selvfølgelig sige ja tak og vise dem frem, siger han.

Af samme grund kan man på internettet finde billeder fra Stakkebakken den 25. maj 2005, hvor Mogens Jensen ligger på alle fire på en klippesten, mens dronningen ligger dekorativt henslængt ved siden af ham, mens de sammen studerer de tydeligt markerede helleristninger.

– Og efter det begyndte folk så at kalde dem for dronningeristningerne, siger han.

Den bog, du nu har udgivet, har den været 60 år undervejs?

– Nej, det har den ikke, siger Mogens Jensen.

– Men engang i midten af 1980’erne blev jeg første gang opmærksom på, at helleristningerne peger i nogle bestemte retninger, som ikke er helt tilfældige. Og igen i 1990-91 diskuterede jeg det med Flemming Kaul (dansk arkæolog, ansat som museumsinspektør ved Nationalmuseet siden 1986, red.). Han mente, at de er tilfældigt placeret, men jeg sagde, at “nej, det er de ikke. De har nogle ganske bestemte få retninger”.

Din pointe er, at helleristningerne dengang blev brugt som en slags solkalendere?

– Ja.

Og det er dig, der har gennemskuet det?

– Ja, det kan man godt sige. Jeg fandt også ud af, at i jættestuerne ser man nogle af de samme retninger. Jeg kunne egentlig ikke helt forstå, hvad det var, jeg så, men så kom jeg i kontakt med astrofysikeren Claus Clausen, som skrev noget om jættestuerne på Sjælland, der fremviste de samme retninger, som var orienteret mod Månens opgang på bestemte dage. Jeg kontaktede ham og fortalte, at jeg syntes, det var interessant, fordi jeg så det samme på helleristningerne, hvilket han ikke var klar over. Men det løste spørgsmålet for mig og fortalte mig, at det simpelthen var noget rent astronomisk, der blev fokuseret på. Det er solopgang og solnedgang på de otte dage i løbet af et år, som var datidens menneskers store helligdage.

55 procent

Der findes forskellige typer af helleristninger, og i bogen forklarer Mogens Jensen, at de ældste er skåltegnene, formodentlig fra 10.000 f.Kr. – men at disse tegn også ses blandt de yngste, som stammer fra begyndelsen af vikingetiden omkring 800 e.Kr.

De er runde skålformede fordybninger med en typisk diameter på tre-fem centimeter, som tit er arrangeret i grupper, der kan forestille stjernebilleder, som man opfattede dem dengang. Og han har opdaget, at 55 procent af Bornholms helleristningsskibe, hjulkors, fodtegn og så videre er orienteret, så de peger mod solopgang eller solnedgang på oldtidens vigtigste otte helligdage, idet oldtiden dækker de forskellige tider frem til 1050 e.Kr.

Helligdagene var den 2. november, 21. december, 2. februar, 21. marts, 4. maj, 21. juni, 5. august og 21. september.

Andre 17 procent af helleristningerne har retning mod Månens indre og ydre vending, som sker ud fra nogle faste intervaller, og som handler om, hvor fuldmånen står op ved midsommertid eksempelvis.

– Det har været så specielt for mennesket dengang, at man har markeret den 18,6 års cyklus, fuldmånen bevæger sig i, siger Mogens Jensen.

Helleristningerne har hjulpet datidens mennesker til at finde ud af, hvornår de skulle så og høste deres afgrøder.

– Så siger folk måske, at det da giver sig selv, at man skal så i foråret, men plov og så videre skal jo gøres i stand måske en hel måned før, så det var vigtigt at komme i gang til tiden. Derfor var det også vigtigt, at man havde de her kalendere til at styre det, så man ikke kom for sent i gang. Der har så gået nogle præster eller druider rundt og styret årets gang for den almindelige befolkning – og det har de selv høstet magt og indflydelse på, siger han.

Mogens Jensen har sin egen hjemmeside – bornholmsoldtid.dk – hvor han øser af sin store viden.

Mogens Jensen: “Bornholms Oldtid – Helleristninger som solkalendere i bronzealderen” (William Dams Forlag, 264 ill. sider).

 

 

Helleristning

Wikipedia fortæller blandt andet følgende om helleristninger:

En helleristning (tidligere hælleristning fra svensk häll = “flad sten”, norsk helle, og rista = skære, ridse) er en arkæologisk betegnelse for billeder af mennesker, dyr, genstande og symboler af geometrisk eller mere abstrakt type, som er hugget, skåret, slebet eller malet på bjergsider, stenflader og også på fritstående sten.

Som regel findes helleristningerne på synlige steder, mens især de malede findes i huler. Helleristninger er kendt fra forskellige perioder og i samtlige beboede verdensdele. Den palæolitiske hulekunst i Frankrig, Spanien, til dels også Sibirien er den mest farverige og varierede. Helleristninger af mere almindelig type forekommer mest i Skandinavien, Nordrusland og Sibirien.