POLITIK
– Jeg tror ikke, at nogen vil tænke tilbage på 2020 uden at nævne coronakrisen. Det har først og fremmest handlet om at få Danmark godt og sikker igennem coronakrisen, og årets ord blev samfundssind. Jeg synes, at det meget fint viser, at vi i fællesskab i Danmark har stået sammen og prøvet at passe bedst muligt på hinanden.
Det svarer miljøminister Lea Wermelin (S), valgt til Folketinget på Bornholm, på spørgsmålet om, hvad hun specielt vil huske 2020 for – og så kommer tilføjelsen:
– Men selv om corona har fyldt meget, er det lykkedes at komme igennem med en masse af de ting, vi før valget sagde, at vi ville. For os bornholmere er der udligningsreformen, som kan lyde teknisk, men som i virkeligheden er motoren for fordelingen af velfærden i Danmark. Den har vi efter lang tids kamp fået ændret, således at den skævvridning, vi har set i mange år, bliver rettet i hvert fald et godt stykke op, så de kommuner, der har flere penge på kistebunden, skal aflevere til kommuner, der har det svært.
– Bornholm har været en af de sidstnævnte, og kommunalpolitikerne har kigget ind i sparekataloger år efter år. Det kan i den grad ses med budgettet for næste år, at der nu er flere penge til den nære velfærd, til vores børn, til de ældre på plejehjemmene og i ældreplejen.
– Det er helt afgørende for Bornholm, siger Lea Wermelin.
Energiøen
Miljøministeren glæder sig over flere aftaler på hendes eget område, hvor det har handlet om klima, miljø og natur.
– Hele energiøen har et spændende perspektiv for alt det, vi gerne vil med Bornholm med at være den grønne ø i Østersøen, hvor vi kan kopiere lidt af det vindmølleeventyr, man har haft i Nordsøen. Der er et kæmpe potentiale i forhold til arbejdspladser og til den teknologi, man skal komme til Bornholm fra resten af verden for at se.
– Rønne Havn har forberedt sig godt til det, og jeg tror, at det får kæmpe betydning for Bornholm i mange år frem, siger Lea Wermelin.
Den bornholmske miljøminister har ikke undgået kritik i 2020, og hun erkender, at sagen med nedgravningen af mink ved Boutrup Sø i Jylland var et uskønt forløb:
– Jeg ville da have ønsket mig, at der havde været en bedre inddragelse af borgmestre og kommuner, der var involveret. Jeg synes, der er lavet en god aftale om, at minkene skal graves op og fundet en model for, hvad der skal ske, siger Lea Wermelin.
En hånd under beskæftigelsen
Hvad ser du frem imod i 2021?
– Jeg håber, at vi kan lykkes med at knække coronasmittetallene. At alle kan hjælpe hinanden med at sikre, at det stærke fællesskab sammen med vaccinen kan være med til, at vi nu går et 2021 i møde, hvor vi får styr på coronasmitten.
– Det er selvfølgelig det vigtigste sammen med, at vi får økonomien og beskæftigelsen med. For os på Bornholm er det vigtigt er det vigtigt i forhold til turismen og oplevelsesøkonomien, at det holdes en hånd under den beskæftigelse, og det er en del af finanslovsaftalen. Det samme gælder hele eksportsiden.
Lea Wermelin ser det som en af årets store opgaver at være med til forberede et landbrugsudspil, hvor det handler om at få landbrugets klima- og miljøaftryk længere nedbragt.
– Det kommer vi til at bruge en del af 2021 på, og forhåbentlig kan vi få en bred aftale om det. Det er en af de sektorer, vi mangler på hele det grønne område, hvor vi allerede har været igennem mange områder. For mig er det afgørende, at vi får udledningen af næringsstoffer længere ned til fordel for vandmiljøet, og at vi med en aftale sikrer, at vi passer bedre på naturen, slutter Lea Wermelin.