Den gamle præstegård i Dalen. Opført 1692 . Den blev nedrevet i begyndelsen af 1900-tallet og materialerne genbrugt i en ny længe. Gudhjem Museum.

Kun døde rotter på Pestkirkegården

Den mere utilgængelige del af Holkadalen i Gudhjem fra broen og ned mod byen, der er omkranset af gamle stengærder, har så længe nogen kan huske tilbage henligget i skiftevis urskovs- eller ryddet tilstand. I folkemunde er området kendt som ”Pestkirkegaarden”.

HOLKADALEN

Den mere utilgængelige del af Holkadalen i Gudhjem fra broen og ned mod byen, der er omkranset af gamle stengærder, har så længe nogen kan huske tilbage henligget i skiftevis urskovs- eller ryddet tilstand. I folkemunde er området kendt som ”Pestkirkegaarden”.

Oprindelsen til det under tidens truende pandemi ekstra uheldssvangre navn er usikker. Umiddelbart forestiller man sig en begravelsesplads under af en fortidens mange voldsomme pestepidemier, som i flere perioder næsten skal have lagt byen øde.

Her kunne det være nok så rart at kunne begrave ligene lidt af vejen, så de ikke smittede fra den autoriserede kirkegård gennem grundvandet. Andre historier fortæller om nedkuling af syge, ilandsejlede søfolk, som de også kendes adskillige andre steder i landet.

Mytespinderi

For eksempel har Snekkersten ved Helsingør også sin særdeles attraktivt beliggende og ligeledes myteomspundne ”pestkirkegaard” i form af en ubebygget kommunalt ejet matrikel ud til strandevejen og med havudsigt.

Men akkurat som i Snekkersten betegner kyndige det som mere end tvivlsomt, om der nogensinde er begravet andet end eventuelle døde rotter på “pestkirkegaarden” under Holkabroen, selv om det er en kendsgerning, at fortidens pestepidemier hærgede vildt og voldsomt i Gudhjem.

Gudhjem Kirkes adkomst til Holkadalen – og hermed formentlig også kirkegårds-associationerne – fortaber sig i fortidens tåger. Men i folkemunde kendes det pågældende areal også som ”Kirkeløkken”, ligesom den tidligere landbrugsejendom længere oppe i dalen tidligere var almindeligt kendt som ”Den gamle Præstegaard”.

En stilig rytter omtrent under den nuværende bro. Gudhjem Museum.

Kirkebo

Gudhjem har imidlertid, så længe man kender, altid haft præstefællesskab med nabosognet Østerlars. Og præsten har altid boet på skiftende præstegårde, der stadig grupperer sig omkring rundkirken. Men i gamle dage ejede kirken rundt omkring forskelligt “kirkebo” i form af ejendomme og jordlodder, hvis indtægter tilfaldt kirken.

Flere steder på øen kendes ”Kirkebogaarde”. For eksempel er det navnet på en af gårdene lige omkring Østerlars Kirke. Og ejerskaberne af de til en kirke tilhørende gård, gårde eller jordlodder kan udmærket stamme helt tilbage fra katolsk tid.

Således berettes i ”Hübertz, Aktstykker om Bornholm” fra 1500-årene, at kirken årligt får landgildesmør af ”ett kirckeboo ij Vestirmarcker sognn liggendis.” Og det oplyses, at et kirkebo i Olsker Sogn er en mindre jordejendom. Akkurat som ”Gudhjems gamle præstegaard i Dalen”.

 

 

Svenskere fulgte efter pesten

Selv om det er mere end tvivlsomt, om der nogensinde er begravet nogen eller noget som helst på “Pestkirkegaarden” i Holkadalen i Gudhjem, som kommunen aktuelt har fået tilbudt af menighedsrådet, så er det en kendsgerning, at fortidens pestepidemier hærgede vildt og voldsomt i Gudhjem.

Bornholms historiker M. K. Zahrtmanns antager således, at Gudhjem nærmest lå øde hen efter to voldsomme pestangreb i 1618 og 1654, hvor dødeligheden var meget stor. Herefter skal byen være blevet befolket af flygtninge fra Skåne, efter at landsdelen var gået tabt for Danmark.

Der har formentlig været tale om, at det ret så folketomme Gudhjem kun langsomt har restitueret sig efter det sidste pestangreb i 1654, og at byen først i 1680’erne tilføres skånske flygtninge – måske helt op til 60 procent, men nok nærmere 35, hvis efternavne stadig kan spores i byen.

Brødrene Poul og Finn Henrik Tranberg, der er direkte efterkommere efter en af disse indvandrere, har i forbindelse med slægtsforskning sandsynliggjort, at en senere smed og kirkeværge i Gudhjem omkring 1679 kom med sin far og resten af familien fra Skåne til Bornholm sammen med andre indvandrere fra Skåne, Halland og Blekinge.

Hvilken eller hvilke sygdomme – ofte kombineret med sult – der har ligget bag ”pestangrebene” – er uklart. I landsprovst Jens Pedersens indberetning om Gudhjem og Melsted 1624-25 læses, at der bor “meget arme folk begge steder og såre lidet formående til kapellets vedligeholdelse og præstens lønning”.

Og der er da heller ingen grund til – på baggrund af præsteindberetningerne – at tvivle på, at beboerne i Gudhjem og Melsted var fattige. Også i en bornholmsk målestok, hvor det med rimelighed kan skønnes, at dødstallene har udgjort 35-45 procent af befolkningen.

Præsterne vidste naturligvis ikke, hvad de enkelte døde af – om det var pest eller noget andet. Dødstallene er således formentlig i de fleste tilfælde det samlede antal døde det år i sognet. I 1618 indberettes 63 lokale døde, og 105 døde i 1654.

I lensregnskabet 1656 hedder det om betaling af dagværk i Gudhjem, at dette ikke kunne lade sig gennemføre, eftersom der kun var “de Par, som blev overlevende i forledne Pestis Tid”. Man skal dog være opmærksom på, at ”de Par” udmærket kan dækkes over flere hele familier.

Brødrene Tranberg har ud fra forskellige fundne tal konstrueret sig frem til, at mindst 35 og højest 195 personer i Gudhjem og Melsted overlevede de to pestangreb, inden de ”svenske” tilflyttere genoprettede et funktionsdygtigt befolkningstal.