Lisbeth overtog firmaet efter sin mands død: 'En kvindelig vognmand – det lægger man mærke til i branchen'

ERHVERV

Klokken har sneget sig over ni og med den dagens første solstråler, der bader ejendommen på Stavsdalvej i Østerlars i lys. Her har transportvirksomheden ’Lennart Ipsen’ til huse, og inde i den hvide kontorbygning sidder Lisbeth Ipsen sammen med sin datter Dorthe Ipsen. Til sammen udgør de to kvinder den administrative hjerne i den familiedrevne virksomhed. Og hvor det for andre fortsat er tidligt på dagen, har 74-årige Lisbeth Ipsen vanen tro været i omdrejninger siden klokken fem. Klokken halv seks i morges ringede den første vognmand. Febrilsk over manglen på instrukser til dagens fragtopgave.

– Så måtte jeg jo fortælle ham, hvad der var på listen og ellers bare sige; kør!, griner Lisbeth Ipsen bag sit skrivebord, hvor telefonen ringer med jævne mellemrum.

Det har den gjort, siden hun i 1973 startede virksomheden med sin mand Lennart Ipsen.

– Jeg har siddet her fra dag et. Passet regnskaber, stået for planlægningen og passet telefonerne – alt går igennem mig, siger Lisbeth Ipsen.

I dag skriver vi 2020, og selvom Lisbeth Ipsen stadig sidder på kontoret i virksomheden af samme navn, er der et vigtigt men. Det er i dag hende, der enerådigt driver virksomheden, efter hendes mand pludseligt gik bort i 2004. Selv husker hun dagen, som var det i går.

– Det var en torsdag formiddag – samme tidspunkt som nu. Han havde været dårlig om morgenen, og jeg var gået på kontoret for at klare morgenens opgaver, da jeg kom hjem til ham om formiddagen, fandt jeg ham i sengen. Min første tanke var, at jeg havde lyst til at slippe alt, bare at sælge både huset og virksomheden. Det her kunne jeg ikke klare alene, fortæller Lisbeth Ipsen.

Et chok

Lennart og Lisbeth Ipsen køber i januar 1973 grunden i Østerlars med henblik på at drive vognmandsvirksomhed herfra og bo privat i den tilstødende røde murstensvilla. Lennart Ipsen har inden da arbejdet som chauffør med grisetransport hos Knud Nielsen i Klemensker, mens Lisbeth Ipsen har arbejdet gennem ti år i Asa-bageriet i Rønne. Lisbeth Ipsen, der ikke har uddannelse til mere end 7. klasse, står for alt det administrative i virksomheden, hvor man starter med to fragtlastbiler. På 31 år når parret at banke en veldrevet vognmandsvirksomhed op med 15 lastbiler, der står for fragt af både grise, træ og erhvervsaffald, samt udførelse kloak- og entreprenørarbejde.

Men i 2003 bliver Lennart Ipsen alvorligt syg. Året forinden har han været igennem en bypassoperation og begynder nu at skrænte med et voldsomt vægttab og massiv træthed. Lægerne får aldrig udredt ham, mens han går til omfattende helbredsundersøgelser på Rigshospitalet. Sidste undersøgelse er han netop hjemvendt fra dagen før, at han går bort.

– Hverken jeg eller lægerne vidste, hvor galt det var fat. Dagen, hvor han døde, ringede de fra Rigshospitalet for at meddele, at Lennart sagtens kunne arbejde på halv tid. Jeg stopper dem for at sige; I kan godt spare jer, for min mand er her ikke mere. Der blev de noget rystede – det var et chok for os alle, fortæller Lisbeth Ipsen.

Et halvt års frist

Der blev imidlertid ikke meget tid til at sørge over det alt for tidlige tab af hendes mand, der går bort som 56-årig. For selvom Lisbeth Ipsen sammen med sin mand har banket vognmandsfirmaet op fra grunden, står hun nu uden rettigheder. Virksomheden står i Lennart Ipsens navn, og ifølge daværende lovgivning hedder sig, at man ikke længere må drive vognmandsvirksomhed, hvis ikke man har selv har et vognmandskursus – hvilket Lisbeth Ipsen ikke har. Som selvstændig erhvervsdrivende står hun samtidig uden pension. Hun bliver givet en frist på et halvt år til at omstille sig til den nye virkelighed, hvis ikke hun vil miste sin virksomhed.

– Alt stod i Lennarts navn, så der var en hulens masse papirer, der skulle bringes i orden. Samtidig skulle jeg bestå det vognmandskursus, og jeg tænkte bare; det kommer aldrig til at gå. Det var en hård tid, fortæller Lisbeth Ipsen.

Hun tilskriver i dag sine børn, at hun fik samlet den fornødne styrke til for at fortsætte.

– Min datter sagde til mig; nu slapper du af, vi har ikke far mere, vi har kun dig, og så bliver du her i hvert fald et halvt år mere, siger Lisbeth Ipsen.

Hedder stadig Lennart Ipsen

Lisbeth Ipsen når på det halve år at komme i mål med både vognmandskursus og med at få alt i virksomheden omregistreret i hendes navn. Samtidig træder børnene Dorthe og Johnny Ipsen ind i firmaet. I dag hjælper Dorthe Ipsen sin mor på kontoret, mens Johnny Ipsen, der er uddannet vognmand fra Studsgaard, kører på vejene.

Og selvom virksomheden reelt blev genfødt som ny virksomhed i 2004 under Lisbeth Ipsen, har man valgt at beholde navnet Lennart Ipsen. For sådan kender man os, forklarer Lisbeth Ipsen.

– Firmaet er kendt ved Lennart Ipsen, det har vi altid heddet, og sådan skal det blive ved med. Folk herfra ved godt, at Lennart ikke er her mere. Men når sælgere ringer ovrefra og spørger efter Lennart Ipsen, så smækker jeg røret på –  så har de ikke lavet deres research ordentligt, spøger Lisbeth Ipsen.


En alsidig transportvirksomhed

Og hvor Lisbeth Ipsen i starten bare så sig selv ved roret i et halvt år, kan hun nu kigge tilbage på snart 20 år i spidsen for virksomheden, der er endt med at blive hendes livsværk. Selv betragter hun tidens gang med beskedenhed.

– Jeg troede ikke, at jeg kunne – men det er jo gået udmærket indtil videre, så jeg er jo bare fortsat, konstaterer Lisbeth Ipsen.

Og det med ”bare” at fortsætte, er en bornholmsk underdrivelse. For ’Lennart Ipsen’ har konstant udvidet, og råder i dag over 15 ansatte med 19 fragtbiler og tre tilhørende maskiner, der udfører entreprenøropgaver. I 2006 blev virksomheden nomineret til Årets Transportvirksomhed, og fragten dækker i dag over alt fra grise, renovation, træ og tømmer, samt privat- og erhvervsaffald. Om vinteren står virksomheden desuden for snerydning.

Det korte svar er, at Lennart Ipsen kører alt – undtagen fisk, griner Lisbeth Ipsen.

– Vi går efter at løse alle de opgaver, der måtte være. Men jeg har altid sagt; kun på Bornholm, siger Lisbeth Ipsen.


Grise er kronjuvelen

Grisetransporten er dog kronjuvelen. Hver uge leverer Lennart Ipsen 11.000 grise til slagtning hos Danish Crown fra over 50 bornholmske landmænd.

Danish Crown i Rønne har kun kapacitet til at modtage to transporter af gangen. Derfor tilfalder det også Lisbeth Ipsen at få et større puslespil til at gå op.

– Vi har lejet en holdeplads ude ved busholdepladsen på Industrivej i Rønne, hvor de ventende transporter kan køre ud, fortæller Lisbeth Ipsen, der selv står for logistikken. Et lokalt særtilfælde for Danish Crown, hvor man i alle andre afdelinger organiserer transporten centralt i koncernen.

– Jeg kender jo alle landmændene, og alle kender mig. Sammen får vi det til at glide. Som Lennart plejede at sige til alle; ring hjem til Lisbeth, så får hun styr på det, siger Lisbeth Ipsen, der griner af, at hun igennem tiden har fået ord for at være en skrap dame.

– Folk kender mig som en skrap dame, og mange af vognmændene kan nok huske, at de i tidens løb har fået en opsang fra mig.

Med til historien hører dog også, at hun som kvinde er et sjældent syn i en mandsdomineret branche, understreger Lisbeth Ipsen.

– En kvindelig vognmand – det lægger man mærke til i branchen. Men for mig handler det jo bare om at få det hele til at køre, som jeg gerne vil have det. Det er det sjove i det her arbejde, siger Lisbeth Ibsen.

Generationsskifte er endnu uvis

Snart kan vognmandsfruen fejre 50 års jubilæum som tovholder i transportvirksomheden. Og nogle dage kan den 74-årige Lisbeth Ipsen godt lege med tanken om at trække sig tilbage.

– Når dagene bliver meget lange, så begynder pensionen at lure, siger hun.

Hun lader det dog stå hen i det uvisse, hvornår virksomheden skal undergå et generationsskifte. Søn og datter står klar til at overtage, når tiden kommer, men endnu er Lisbeth Ipsen ikke klar til at slippe tøjlerne på den virksomhed, som hun startede med sin mand for snart et halvt århundrede siden. Og selv om hendes helbred har svigtet i det seneste år, hvor hun har lidt af nervebetændelse, der har gjort hende dårligt gående, ønsker hun at forblive den velkendte stemme ved telefonerne hos Lennart Ipsen lidt endnu.

– Alle de morgener, jeg er gået over gårdspladsen fra mit hjem til kontoret, har jeg ikke en eneste gang været ked af at skulle gå turen – jeg er bare blevet bidt af det her, siger Lisbeth Ipsen.