Søren Wolff tror at smittetallet er forholdsvist lavt i Danmark, fordi vi har været fornuftige og rettet os efter anbefalingerne. Foto: Jens-Erik Larsen

Søren Wolff om et år præget af sygdom og epidemi: ‘Jeg vil gerne være her lidt endnu’

– Jeg ville gerne rydde op, men det kan jeg ikke tage mig sammen til, siger Søren Wolff og sukker.
For to et halvt år siden fik den nu 77-årige vinhandler konstateret prostatakræft.

PORTRÆT

– Jeg ville gerne rydde op, men det kan jeg ikke tage mig sammen til, siger Søren Wolff og sukker.

For to et halvt år siden fik den nu 77-årige vinhandler konstateret prostatakræft.

Han drev på det tidspunkt stadig Bornholms Vinforsyning i Aakirkeby sammen med sin hustru, men forretningen skulle overdrages til Martin Barslund i foråret 2017. Søren Wolff nåede dårligt at færdiggøre overdragelsen, før han kom i kemobehandling på Rigshospitalet.

– Jeg blev hundesyg, husker han.

I september 2019 døde hustruen Elly efter et kort, men aggressivt forløb med Alzheimers, efter 52 års ægteskab. Indtil da havde Søren Wolff brugt kræfterne på at passe sin syge kone og behandlingerne på Rigshospitalet.

Et halvt år fik Søren Wolff til at komme sig ovenpå tabet af sin hustru. Så blev landet ramt af en virus, som er særlig risikabel for personer, der i forvejen har nedsat immunforsvar.

Det har Søren Wolff. Men som den fødte optimist han er, nægter han at overgive sig til sorte tanker.

– De seneste tre år har været lidt op og ned, siger han i sin vanlige underspillede stil.

Jeg er blevet lidt træt

Søren Wolff sidder i sit hyggelige køkken i huset ved Præstedammen. Der er kølig rosé i flasken, selvom det er vinter. Ved siden af vinglasset ligger en blå pilleæske med syv rum. Et til hver dag.

– Jeg kom med i et videnskabeligt forsøg, hvor jeg fik nogle hundedyre piller, forklarer han.

Det løftede humøret hos patienten, men kun for en kort stund.

– Kort tid efter viste det sig, at mit immunforsvar faldt voldsomt, og så troede man, det var på grund af de piller. Så stoppede jeg kuren, siger Søren Wolff.

Stik mod forventningen blev immunforsvaret stadig dårligere, efter at Søren Wolff lagde de hundedyre piller på hylden.

– For noget tid siden begyndte mine kræfttal at stige lidt voldsomt. Så sagde man “jamen, det er ikke pillerne, der har ødelagt dit immunforsvar, det har været dårligt længe, måske altid”.

 

Søren Wolff om sit lange ægteskab:
“Elly og jeg havde 52 år sammen, og
det var faktisk en lille kort periode.
Det gik så skidehurtigt altsammen.
Det var en lykkelig tid, det meste af det.
Når man ser tilbage på det som en
helhed, så har vi haft et fantastisk
liv sammen. Vi mødte hinanden en
dag i 1967 og har været sammen siden”.

 

Søren Wolff tager en slurk af vinen, inden han afslutter sygehistorien. Han har prostatakræft, der har bredt sig til knoglerne. Kun 30 procent lever mere end tre år med prostatakræft, men han har snart levet i fire år med sygdommen. Senest er tilstødt en art blodkræft, som ikke er særlig alvorlig.

– Nu er jeg begyndt på de der piller igen, og de har sat mit PSA-tal voldsomt ned, hvilket er godt. Til gengæld er jeg så blevet lidt træt.

Men du er jo også 77 år gammel?

– Ja, det ved jeg godt. Og jeg er ikke sådan en aldersfascist, der er ked af runde hjørner. Men jeg har aldrig følt mig som 70-årig før nu.

Vi har brug for regeringens råd

I marts satte en virus med den mundrette betegnelse covid-19 sig tungt på den globale dagsorden. Med sin placering ude midt i Østersøen var Bornholm forholdsvist forskånet for smitte i foråret, og sommeren gav ikke den frygtede stigning i tallene. Nu er vi midt i anden bølge, og virussen har fået fornyet styrke. I søndags kom de første vacciner til Bornholm.

Søren Wolff er tidligere chefredaktør på dagbladet Bornholmeren og har været aktiv i Socialdemokratiet det meste af sit liv. Han er med andre ord vant til at mene noget.

Hvor ligger balancen mellem personligt ansvar og ordrer fra regeringen?

– Jeg er helt sikker på, at det er nødvendigt, at regeringen fortæller os, hvad vi skal gøre, for at vi kan vedligeholde vores personlige ansvar. Det er jo fristende at springe ud og hoppe og danse og kysse og kramme. Det skal vi jo nok ikke, siger han.

Han har forlængst skiftet mundbindet ud med visir.

– Det er ti gange bedre. Det eneste er, at man kommer til at svede i panden.

Søren Wolff da han holdt åbent hus i det nye vinlager i Smedegade sammen med Ivar Bilenberg. Arkivfoto: Berit Hvassum

Jeg har fået en veninde

Epidemien har lagt beslag på mange ressourer i det forgangne år, både mentalt og fysisk. Søren Wolff indrømmer, at epidemiens styrke er kommet bag på ham.

– Min far oplevede den spanske syge. Dengang havde man ikke de midler, man har i dag – man var slet ikke klar over hvad det var – og der døde virkelig mange. Men jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger han.

Søren Wolff mener, at coronaen bringer danskerne tættere sammen.

– Der er mange, der finder sammen tror jeg, og det er måske meget sundt for vores samfund, at vi ikke er så egoistiske.

Han sammenligner epidemien med den tyske besættelse af Danmark fra 1940-45.

– Dengang stod man også sammen. Det behøvede ikke være på afstand, men der var udgangsforbud.

I krisetider finder mennesker nye måder at være sammen på, siger Søren Wolff. Det har han selv personlige og gode erfaringer med i Aakirkeby. Han har fået en veninde, som han sætter meget pris på.

– Vi er seks venner, der har holdt sammen under hele forløbet. Gået ture, spist sammen, hygget os sammen. En af dem er min gode veninde, som jeg ses med en gang imellem. Vi begyndte med at gå lidt ud sammen sidste år, men så kom corona. Så blev vi begge to lidt forskrækkede og begyndte i stedet at spille Besserwizzer over telefonen, fortæller Søren Wolff.

Han glæder sig over den nære relation og over, at det overhovedet er muligt at føle sig glad igen. Det er også lettere at tale med en person, som står i den samme situation, som man selv gør, erfarer Søren Wolff.

– Hun har været alene i fire år. Vi har det rigtig godt sammen. Jeg føler mig ikke ensom længere. Mens Elly endnu levede … selv om hun næsten ikke var til stede, så krævede hun jo en masse pleje. Og når alle de der sosu’er kom for at hjælpe hende, så havde man ikke tid til at være ensom. Men da bisættelsen var overstået, må jeg indrømme, at det var ligesom om, jeg faldt ned i et sort hul. Og følte mig meget alene.

Det hjælper at sætte ord på

Søren Wolff har været utrolig åben om sin sygdom siden sommeren 2017. Samtidig er han et super privat menneske.

– Jeg er ikke så god til at tale om følelser. Men jeg bliver alligevel nødt til det. At sætte ord på, siger han.

I de sværeste tider er det det eneste, der hjælper: at sætte ord på. I de perioder skriver Søren Wolff om følelser i stedet for at tale.

– Det er en enorm lettelse for mig at skrive om det. Det er som om det er væk – eller blevet bedre – når jeg har skrevet, siger han.

Optimismen har stadig godt fat i Søren Wolff. Det går op og ned, ligesom det plejer. I et sjældent øjeblik, med løftet glas, åbner han ind til et lille glimt af tvivl.

– Jeg må indrømme, jeg er bekymret. Jeg ønsker ikke at blive ramt af den forbandede covid-19. Jeg vil gerne være her lidt endnu.

 

 

Sårbar og viljestærk

“Du virker sjovt nok både sårbar og viljestærk.” Sådan skrev min gode veninde til mig, efter at jeg havde fortalt hende, at jeg havde fået den lidt barske besked fra en af Rigets professorer, at det så ud til, at den medicin, der skal holde min kræft i ave, tilsyneladende er holdt op med at virke.

Og hvor har hun ret i begge dele. Rigtig sårbar følte jeg mig første gang i mit sygdomsforløb, da jeg for snart to år siden faldt ned i et sort hul ved beskeden om, at min prostatakræft-diagnose er den mest alvorlige med ringe udsigter.

Da var det min unge penneveninde, der med masser af gode ord fik trukket mig op, og jeg besluttede mig for, at kræften ikke skulle få has på mig sådan lige med det første, selv om prognosen lød på, at kun 30 procent overlevede de tre første år.

Nu har jeg levet med kræften i snart fire år. Og jeg har haft det godt det meste af tiden. I virkeligheden har kræften aldrig givet mig nogle mærkbare ubehageligheder. Så vidt jeg ved. Bortset fra, at behandlingen mod den har været lidt barsk en gang imellem. Ikke mindst da jeg var i kemo – og endvidere siden fordi følgevirkningerne til tider har været temmelige ubehagelige. Men alternativet…..”

Søren Wolff på Facebook den 24. november