Mirjam Gelfer-Jørgnsen Foto: Pernille Klemp.

Sommerbornholmer efter to kæmpeværker: ‘Jeg er dårlig til at holde ferie’

– Jeg er dårlig til at holde ferie, hvilket er lidt af et problem. Jeg kan eksempelvis ikke være længe i vores sommerhus i Gudhjem uden noget at lave. Jo, jeg læser da bøger, men det kan jeg ikke få al tid til at gå med. Det er blevet en dårlig vane, at der skal ske noget.

KULTUR

– Jeg er dårlig til at holde ferie, hvilket er lidt af et problem. Jeg kan eksempelvis ikke være længe i vores sommerhus i Gudhjem uden noget at lave. Jo, jeg læser da bøger, men det kan jeg ikke få al tid til at gå med. Det er blevet en dårlig vane, at der skal ske noget.

Og det gør der så sandelig også for den 82-årige dr. phil Mirjam Gelfer-Jørgensen, der i løbet af blot den seneste håndfuld har præsteret to veritable moppedrenge over samlet godt 1.000 sider analyserer og skildrer udviklingen i dansk kunst, design og arkitektur i snart 150 år.

Her i efteråret udkom ”Kunstarternes forbrødring” med undertitlen ”Skønvirke – en kalejdoskopisk periode”, der er udgivet af Strandberg Publishing. Og tilbage i 2014 i ”Japanisme på dansk – Kunst og design 1870-2010.”

Stort forfatterskab

Mirjam Gelfer-Jørgensen er tidligere overbibliotekar ved Kunstindustrimuseets Bibliotek og souschef ved Kunstindustrimuseet og nu seniorforsker ved Kunstindustrimuseet. To af hendes specialer er japansk kunsthåndværk og skønvirke-perioden, der netop fandt stor inspiration i den japanske brugskunst.

Forfatteren, der i øvrigt er medlem af Videnskabernes Selskab, har igennem hele sin lange karriere forsket i kunsthåndværk, kunstindustri, design og islamisk og jødisk kunst og udgivet en lang række bøger, blandt andet om skønvirkekunstnerne Thorvald Bindesbøll og Pietro Krohn.

Til gengæld vedgår hun, at hun har svært ved at forstå moderne kunst.

– Jeg kan ikke afkode det, det er forvirrende. Jeg har ingen indgang til det. Når jeg har prøvet at sætte mig ind i det, har det ikke fanget min interesse, har hun bemærket.

Bines Hus i Gudhjem

Mirjam Gelfer-Jørgensen er gift med teaterhistorikeren Niels Peder Jørgensen, og hun fortæller, at svigermoderen var bornholmer. Men at relationerne til Gudhjem og til ”Bines Hus” på Nørresand Havn går længere tilbage – antageligt til 1920’erne. Hendes svigerforældre købte huset i 1954.

Og Bornholms Museum greb da også en aktuel tråd fra forfatterens bog om japanismen til at ladet bogen være inspiration til 2014-sommerudstillingen ”Japanisme på bornholmsk” på det arbejdende keramikmuseum på Hjorths Fabrik med værker af 24 bornholmske kunstnere, hvoraf størsteparten var nulevende.

Her fremhævedes ikke mindst Hans Hjorts indsats for stentøjet. Han måtte nøjes med at lade sig inspirere af japanismen på europæiske museer. Men det nævnes, at han gerne ville have været en tur til Japan, men blev frarådet rejsen på grund af optrapningen af den japansk-russiske konflikt.

Mere ukendt er det nok, at hans søster Thora Hjorth, der ligesom utallige andre familiemedlemmer gjorde tjeneste på fabrikken, var meget populær i samtiden for sin påfuglevase, der med sin gengivelse af et træ eller en busk i forgrunden af et udtonet landskab er tydeligt inspireret af japanske træsnit – ligesom i øvrigt samtidige bornholmske værker af Ernst Køie.

 

 

500 siders rigt illustreret storværk om dansk designs vugge

Mirjam Gelfer-Jørgensens »Kunstarternes forbrødring« beskriver den fornyelse inden for kunst, design og arkitektur, der lagde grunden til en udvikling og et internationalt samarbejde, som er fortsat frem til i dag, og som har gjort Danish Design til et brand, der er kendt og anerkendt i hele verden.

Perioden fra 1880 til 1920 var præget af opbrud i kunstindustrien i hele Europa. Tyskland fik sin Jugendstil, Frankrig art nouveau, England Arts and Crafts, og i Danmark fik vi skønvirke.

Bogen giver et samlet overblik over periodens tendenser med udgangspunkt i samtidens skriftlige kilder, og blandt de næsten 350 illustrationer er mange ikke tidligere publicerede danske værker i udenlandske samlinger.

Kvinderne dukker frem

Skønvirketidens kunstnere engagerede sig i alle aspekter af brugskunsten, fra møbler og keramik til tekstiler og lamper. De hentede inspiration i ældre dansk kunsthåndværk som træskærerarbejder, lertøj, sølvtøj, hedebosyning og kniplinger og i motiver fra dens danske flora og fauna.

I samarbejde med tidens mange dygtige håndværkere og virksomheder skabte de en selvstændig, national dansk stil, der ikke lignede noget, man havde set tidligere.

Et vigtigt begreb i perioden var “gesamtkunstværk”. Og det er også i denne periode, de kvindelige kunsthåndværkere kom på banen – og ikke kun på traditionelle kvindeområder som håndarbejder og tekstiler.

Kvinde og fisk

Fascinationen af folkeeventyrene kommer direkte ud af romantikken, men får i skønvirketiden en krop og fortolkning, der trykker på masser af ømme punkter i det ubevidste.

Skønvirke fik først sit navn, da arkitekten Caspar Leuning Borch opfandt ordet så sent som i 1907 om begreberne ”anvendt kunst”, ”dekorativ kunst”, ”kunstindustri” og ”kunsthåndværk”, han fandt, at ”kunst er et ord, der er blevet frygteligt misbrugt.”

Mens den i samtiden kendte maler, kunsthistoriker og museumsdirektør Karl Madsen filosoferede over, at ”Kunstindustri” egentlig er et løjerligt ord – uheldigt formet. ”Foroven som en kvinde, forneden som en fisk.”

Hippiedesign

Den følgende generation af kunstnere vendte konsekvent ryggen til skønvirkebevægelsen og udviklede først nyklassicismen og derfra funktionalismen, som betragtede ethvert ornament som en forbrydelse og derfor naturligvis kun kunne fnyse af de skønne ting fra tiden omkring år 1900.

Den udflydende og følsomme sensibilitet fik dog en kortvarig opblussen i sentressernes flower power og psykedeliske hippiedesign, hvor den fandt vej til pladecovere og bandlogos, men ellers har skønvirke næsten konstant været et skældsord i de ”rigtige” kunstneres kredse.

I dag, hvor meget design udføres via computerstyrede programmer for at blive masseproduceret i lande med billig arbejdskraft, og yngre generationer af kunsthåndværkere snarere nærmer sig den frie kunst, bruges skønvirke udelukkende om perioden omkring 1900.