Torben Østergaard Møller. Foto: Jacob Jepsen

Et år med promillen uden på kroppen

ÅRET DER GIK
Den menneskelige hukommelse er en spøjs størrelse. Man kan tænke: Hvad skete der i året der gik ... tomhed ... intet ... og så kommer det fossende som fra en dæmning, der brister.
Personligt fik jeg det sådan, at jeg umiddelbart måtte skælde ud i en ordflom af Kaptajn Haddockske dimensioner:
Afspritning, baciller, corona, gespenster, flokimmunitet, grobrianer, forsamlingsforbud, interplanetariske slørhaler, mundbind, jubeltorsk, smittetryk, kakerlakker, værnemidler, kryb, smittekæder, menneskefjender, opholdsforbud, skadedyr, infektionsmedicin, skvatdragoner, svælgprøve, smørtyve, smitteopsporing, snyltere, podepind, søpindsvinefjæs, pandemiske tale-delirister, trompetsnegle, hjemmekarantæne, udbyttere, forsamlingsforbud, varyler, afstandsholdere, vatnisser, videomøder, voldsmænd, flokimmunitet, øgler, mundbind, mundbind, mundbind ... aaargghhh!

ÅRET DER GIK

Den menneskelige hukommelse er en spøjs størrelse. Man kan tænke: Hvad skete der i året der gik … tomhed … intet … og så kommer det fossende som fra en dæmning, der brister.

Personligt fik jeg det sådan, at jeg umiddelbart måtte skælde ud i en ordflom af Kaptajn Haddockske dimensioner:

Afspritning, baciller, corona, gespenster, flokimmunitet, grobrianer, forsamlingsforbud, interplanetariske slørhaler, mundbind, jubeltorsk, smittetryk, kakerlakker, værnemidler, kryb, smittekæder, menneskefjender, opholdsforbud, skadedyr, infektionsmedicin, skvatdragoner, svælgprøve, smørtyve, smitteopsporing, snyltere, podepind, søpindsvinefjæs, pandemiske tale-delirister, trompetsnegle, hjemmekarantæne, udbyttere, forsamlingsforbud, varyler, afstandsholdere, vatnisser, videomøder, voldsmænd, flokimmunitet, øgler, mundbind, mundbind, mundbind … aaargghhh!

Jamen, hillemænd for et år.

En fiks måde at at beskrive dets gang på ville være via alfabetet, sådan som man nogle gange ser det. Fra a til å, simpelthen:

A: Afsked – med borgmester Winni Grosbøll.

B: Bornholms Andelsmejeri dræber (stort set) fiskebestanden i Præstemosen.

C: Coronapandemien spænder ben for mangt og meget.

D: Drab i Nordskoven, begået af to brødre.

Og så fremdeles.

Alle negative eller tragiske historier, bemærker man, om end der naturligvis kan findes folk, som er glade for at vinke farvel til borgmesteren, men ærlig talt, det bliver, så vidt jeg kan vurdere, ikke så lidt svært at finde en afløser til signatursmilet, som når helt ned til de bageste rækker, når hun eksempelvis byder velkommen til Folkemødet.

Hvis nogen i disse metoo-tider – det vil vi også huske 2020 for – skulle mene, at man ikke må reducere en kvindelig politiker til et smil uden overhovedet at nævne hendes kompetencer, dygtighed og intelligens (hun besidder skam det hele), må jeg henvise til, at der i muntre anledninger er tradition for, at politikeres ydre godt kan få et ord eller to med på vejen. Tænk blot på Osvald Helmuths vise fra 1963 ”Opad eller nedad”, hvor Jens-Otto Krag og Per Hækkerup fik følgende karakteristik:

”Krag var udenrigsminister før i tiden, og det sig’s der, han var født til, han var fiks og elegant/ men da han så avanceret, blev vort land repræsenteret af Per Hækkerup – og det er jo en anden slags gesandt:/ For det er ikke til at se, hvad der er opad eller nedad, vi ku’ lig’ så godt ha’ sendt en sæk cement/ Krag, han kom så fikst med Helle, og jeg har ladet mig fortælle, at Per Hækkerup er mer’ intelligent – men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det …”.

I samme vise synger Osvald om den danske prinsesse Anne-Marie, som dengang, 16 år gammel, gerne ville giftes med den seks år ældre Konstantin II af Grækenland. Heldigt, at Inger Støjberg ikke var på banen da. Parret blev dog også først gift, da prinsessen var fyldt 18 år.

Men også en lurende rigsret vil vi huske fra 2020’s menukort.

 

Jamen, hillemænd for et år.

 

Vel hedder det sig, at vi har drukket ekstra megen alkohol i år, men det er foregået med alle mulige benspænd, og grundlæggende blev 2020 året, hvor den udvortes promille har være mere konstant end den indvortes – og det er nu engang et ringe bytte uafladeligt at hælde sprit ud over sig selv frem for at hælde det indenbords til nogle fornøjelige timer i gode venners lag.
Men det sidste har været besværliggjort af disse mundbind, som vi alle har været ved at blive kvalt i, og som har fået os til at ligne bankrøverne fra halvtressernes og tressernes westerns. Og som såkaldte ”frihedsbevægelser” af forskellig karakter bekæmper. Jeg har sågar hørt om folk, der afviser at benytte mundbind med en bemærkning om, at de ikke ”bærer jødestjerne”. Skal man grine eller græde?

Ligesom der er folk, der konstant tordner løs over myndighedernes og pressens løgne om coronapandemien, som om alle klodens myndigheder og journalister lynhurtigt har stukket hovederne sammen og hvisket til hinanden: Er I klar? Nu ta’r vi røven på dem!

A propos: Trump er på vej ud, skal man huske, inden man går helt i sort …

Coronapandemien truede i foråret med at blive katastrofal for Bornholm, men så afløste danske turister de udeblevne tyskere og andre udlændinge, og meget af det tabte blev indhentet igen. Sommerhusudlejningen slog rekorder, og en butik som William Dam slog rekorder med netsalg, ligesom huspriserne eksploderede, og aktiemarkederne klarede sig overraskende godt. Mange rige blev mere velhavende, og retfærdighed er stadig et ord, der er til fortolkning.

Dog mærkede mange firmaer negative konsekvenser af pandemien, og på avisen måtte vi desværre sige farvel til trykkeriet, hvilket ikke skyldtes virus, men generelt ugunstige tider for små trykkerier, som ikke længere er i stand til at skaffe eksterne opgaver at overleve på. Også meldingen om, at den tidligere chefredaktør Søren Christensen, som forlod os i efteråret 2019, i februar døde efter en ret beset banal trafikulykke var en mavepuster og stadig den dag i dag svær at forstå.

Men vi kom da også ud af 2019 med bål og brand, idet Søllingsgaard i Svaneke nytårsnat blev hærget af ildløs, som især gik ud over købmanden og bodegaen i bygningen. Velkommen til 2020.

Snart kom så den der corona snigende. Først var den et fjernt problem i andre verdensdele, som næppe vedrørte os, snart vedrørte den alle i hele verden.

Mandag den 2. marts fandt den frem til Bornholms Tidende som dagens tophistorie: ”Coronamistanke – to er i karantæne”, stod der, og det blev forklaret, at to bornholmere på akutmodtagelsen på Bornholms Hospital var testet positive og sendt i isolation efter symptomer oven på et besøg i Norditalien.

En minutiøs optælling af samtlige forsider siden da og frem til fredag den 18. september, hvor disse linjer skrives, viser, at forsiden under en eller anden form har budt på coronarelaterede historier i 146 dage. Det er med andre ord særdeles få dage, det ikke på avisens forside har kunnet aflæses, hvilken penibel situation, vi er havnet i, og jeg må sige, at jeg måske omsider har fået en en fornemmelse af, hvordan det var at gennemleve de fem forbandede år, da Danmark under Anden Verdenskrig var besat. Vel har der ikke stået en gal mand syd for grænsen og skreget sit vandvid ud, mens millioner blev dræbt, men den knugende stemning og begrænsninger, man ikke kan gøre noget ved, har vi oplevet.

”Det er Rich’s, der driks” er vi dog blevet forskånet for, og ligesom der har været kaffe på hylderne, har der også være rigeligt med toiletpapir.

Også andre skrækkelige ting er sket, hvoraf især én gjorde Bornholm til nyhedsstof, ikke kun i resten af landet, men også ude i verden: Det modbydelige mord på 28-årige Phillip Mbuji Johansen begået af brødrene Mads og Magnus Møller på 26 og 23 år ved en shelterplads i Nordskoven natten til den 23. juni i år.

 

Mejeriet skal vel trods alt have ros for,
at det gjorde et behjertet og fantasifuldt forsøg
på at begrænse ulykken
ved at proppe en T-shirt i regnvandsledningen
og på den måde stoppe udslippet.

 

Tirsdag den 1. december blev de straffet med fængsel i 14 år, og samme dag var Black Lives Matter-bevægelsen på besøg i Rønne for med Bwalya Sørensen i spidsen at demonstrere mod mordet med de – mente bevægelsen – racistiske motiver. Det måtte der være, når en mørk mand på bestialsk vis blev slået ihjel af et par brødre, hvoraf den ene har hagekors og ”White power” tatoveret på sig.

Politi og anklagemyndighed har ikke kunnet finde beviser for det racistiske motiv, de tre involverede var årelange personlige venner, og en moddemonstration bestående af bornholmere, som kendte dem, og som også afviser dette motiv, protesterede over påstanden fra Black Lives Matter.

Men Bwalya Sørensen stod fast, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at hun dels havde været til stede, da drabet blev begået, dels havde været helt inde i mordernes hoveder, hvor hun havde fundet beviset på den påstand, som for hende ikke er en påstand, men en sandhed.

Det virker helt i konspirationsteoriers ånd, for også de stykkes primært sammen af stærke følelser og uudgrundelige indsigter.

Der var både utæmmet druk og muligvis også medicinmisbrug involveret i drabet, og i det hele taget har fire dødsfald blandt unge i løbet af de seneste halvandet år vist sig at kunne relateres til indtagelse af blandt andet receptpligtig medicin købt på det sorte marked. Senest døde en 15-årig skoledreng den 8. november, så der er lommer i det bornholmske samfund, som gemmer på dybe problemer. Og dybt tragisk er det.

Uden sammenligning overhovedet blev også en masse fisk slået ihjel i Præstemosen, da Bornholms Andelsmejeri den 3. november havde et spildevandsudslip. Mens fiskene gispende udåndede, klappede ledelsen af mejeriet gællerne i. Kommunikationen med offentligheden var stort set ikke-eksisterende, men kommunikation med myndighederne slap mejeriet ikke for. En måned senere anmeldte Bornholms Regionskommune nemlig sagen til Bornholms Politi.

Allerede i pinsen fik mejeriet i øvrigt spalteplads i avisen, da Statens Seruminstitut og Fødevarestyrelsen mistænkte det for at være årsag til et bakterieudbrud med 107 smittede på Bornholm. Da burde ledelsen måske have øvet sig ud i den svære kunst at kommunikere, men når det er sagt, skal mejeriet vel trods alt have ros for, at det gjorde et behjertet og fantasifuldt forsøg på at begrænse ulykken. Det stod klart, da Bornholms Tidende den 17. december kunne afsløre, at medarbejdere forsøgte at standse ulykken ved at proppe en T-shirt i regnvandsledningen og på den måde stoppe udslippet. Der sivede dog ikke desto mindre forurenet procesvand gennem T-shirten og videre ud til Præstemosen.

Gisp, sukker man så. Gisp, gisp.

Også serien i avisen om forsvarsmuseets håndtering af sin våbensamling kunne nok resultere i et enkelt gisp eller to. Heller ikke her virkede bestyrelsen væbnet til tænderne med gode argumenter om noget som helst, men nyhedsstrømmen har jo sin egen logik, og så snart andre signifikante historier melder sig på banen, har vi en tendens til at glemme, hvad der ellers foregår.

I det hele taget vil det næppe vare længe, inden vi hver for sig har skabt vores helt eget sæt erindringer om, hvordan 2020 udfoldede sig.

Jeg har læst – og det er ikke på Facebook, som svømmer over af anekdotisk bevisførelse i stil med: ”Jeg har hørt om en, der er over 80 år, og som har haft corona, men overlevede, ergo er det ikke farligt”, nej, jeg har læst det i en rigtig bog, skrevet af en, der ved, hvad han taler om – at hukommelsen arbejder på en måde, så vi ikke er børn af vores fortid, men af vores fremtid.

 

Lad os derfor alle sammen nu
– lige nu! – fromt folde vore
hænder til en lønlig bøn om,
at hovedparten af erindringerne
fra 2020 bliver aldeles ubrugelige
i de kommende år

 

Forventninger i form af både frygt og håb for, hvad fremtiden vil bringe, er reelt langt mere bestemmende for vores adfærd og tanke, end hvad der præcis omgiver os her og nu. Vi er så godt som altid i færd med udføre eller lægge planer, som er vendt mod fremtiden. Vi tænker mindre på, hvad der er, end på, hvad der kunne være. Således udtrykt:

”At menneskelivet er rettet mod fremtiden, er ikke blot en psykologisk realitet ved vores opfattelse af verden. Det er i al sin enkelhed det forklarende princip, som bringer os nærmere en forståelse af det menneskelige. Vores evne til ikke blot at reagere på det, som sker, men aktivt foregribe det, som kan komme til at ske, er en fundamental del af, hvem vi er som mennesker. Evnen til at forudse begivenhedernes gang er samtidig en af de vigtigste egenskaber ved menneskehjernen”.

Nej, vi almindelige mennesker havde næppe set pandemiens ankomst lige nu, men forskere har dog længe advaret om risikoen. Og om nogle år vil vores hjerner have omformet erindringerne, så de ikke længere er én til én i forhold til de oplevelser, vi har haft i 2020. Hukommelsen leverer ikke en tro gengivelse af fortiden, men forandrer og forvansker den. Ja, vi husker sågar ting, som aldrig har fundet sted. Hvorfor? Fordi hukommelsens funktion ikke er at genkalde fortiden præcist, men at gøre os klar til fremtiden og dens udfordringer.

Så vi roder episoder sammen, glemmer detaljer, rekonstruerer minderne hver gang vi genbesøger dem – simpelthen for at få et mere generelt overordnet indtryk af, hvad der foregik, som vi kan trække på i en fremtidig situation, som måske ligner.

Lad os derfor alle sammen nu – lige nu! – fromt folde vore hænder til en lønlig bøn om, at hovedparten af erindringerne fra 2020 bliver aldeles ubrugelige i de kommende år. Og lad os håbe på, at 2021 vil vise sig efter en formentlig hård start at blive et år, hvor ikke alt drukner i en pandemi, men hvor vi vil finde det super interessant og erindringsværdigt, når eksempelvis Rønne Havn mærker markant stigende aktivitetsniveau på grund af havvindmølleparker under opførelse (det skete i år), Express 1 bliver udstyret med en T-foil (det skete i år), Bornholms Hospital får en ny CT-scanner (det skete i år) og mange andre ting (som skete i år).

Alt i alt ville denne gennemgang af nogle få af årets store begivenheder, hvis den havde været skrevet ud fra det alfabetiske princip, så småt nærme sig det sidste bogstav:

Å: Året er omme.

Heldigvis.

Godt nytår!