Danskere på ferie reddede pensionat: '2020 var som en rutsjebane'

Danskere på ferie reddede pensionat: '2020 var som en rutsjebane'
Jakob og Clara Beier Lund driver Pension Langebjerg i Sandvig. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 30. DEC 2020 • 06:02
Af:
william brøns petersen
| ABONNENT
30. DEC 2020 • 06:02
TURISME

Corona blev på godt og ondt det altoverskyggende tema i 2020 for ægteparret Jakob og Clara Beier Lund, der driver Pension Langebjerg i Sandvig. Spørger man, hvordan de vil beskrive sæsonen, lyder svaret:

– Det var som en rutsjebane. Det var ekstremt hektisk, fordi man gik fra 0 kilometer i timen til 100 kilometer i timen, og man gjorde det uden at være forberedt og uden at være i stand til at kunne forberede sig på det, siger Jakob Beier Lund.

I begyndelsen af sæsonen var ægteparret på grund af nedlukninger derfor også nervøse for, hvordan sæsonen ville se ud.

– Vi var bekymrede i starten, selvfølgelig var vi det, siger han.

Flere danske gæster

Især antallet af bookinger på pensionatet var ramt af rutsjeture, mens coronaen medførte nedlukninger og begrænsninger på rejser ind og ud af landet. Men det betød også, at et større antal danskere drog på ferie i Danmark.

I et normalt år gæster en del tyskere, svenskere og nordmænd også Pension Langebjerg, men dem var der langt imellem i år. Til gengæld var der flere danskere, der besluttede sig for at holde ferie hjemme – til gavn for pensionatet i Sandvig.

– Vores bookinger har været ramt af det. Vi havde en ekstremt stille maj og juni, hvor vi stort set ikke havde nogen bookinger på grund af nedlukningen. Men så den 1. juli fik vi pludselig meget meget travlt, da danskerne skulle holde ferie hjemme. Det blev vores redning, fortæller Jakob Beier Lund.

Kunne besøg fra danskere så opveje for manglen af udenlandske gæster i år?

– Ja, det kunne det i højsæsonen fra juli til slut september, hvor vi lukkede for pensionatet, siger Jakob Beier Lund.

Også corona til næste år

Sikkert er det, at en sæson er afsluttet på pensionatet, og at en anden snart er på vej, men endnu er det uvist, hvor stor en rolle corona kommer til at spille efter årsskiftet.

Virussen kommer dog stadig til at påvirke arbejdsgangene på Pension Langebjerg i 2021, ligesom den gjorde det i løbet af 2020. For at minimere smitterisikoen, har man eksempelvis ændret på, hvordan morgenmaden serveres. Det kommer man også til at gøre fremadrettet.

– Vi har gjort os erfaringer på de tiltag, vi lavede i år. Vi kommer til at forbedre dem og holde fast i dem, for vi går selvfølgelig ud fra, at corona bliver en ting, vi skal forholde os til i samme grad som i 2020. Så vi regner helt klart med, at det er noget, vi skal være klar til at imødekomme på ansvarlig vis, siger Jakob Beier Lund.

Pension Langebjerg åbner for sæsonen omkring 1. maj 2021.