Tobias Sode skal være med til at udvikle fremtidens bornholmske glaskunst. Foto: Jacob Jepsen

Han skal løfte arven efter Pete Hunner og Maibritt Jönsson: ‘De var drevet af stor kærlighed til materialet’

Tobias Sode plejer at sige, at glas er ligesom kvinder.
– De glemmer det aldrig, hvis du fucker op. Hvis du fucker meget op, kan du ligeså godt starte med en ny.
Den 38-årige glaspuster sagde i sommer farvel til Bornholms Højskole efter fem år som underviser på glas- og keramiklinjen. Nu sidder han på bænken i værkstedet på Baltic Sea Glass med piben på lårene. Han drejer den lange stang med klatten af flydende glas for enden med samme fraværende blik som en kvinde, der ruller barnevognen frem og tilbage, mens hun taler i telefon.

KUNSTHÅNDVÆRK

Tobias Sode plejer at sige, at glas er ligesom kvinder.

– De glemmer det aldrig, hvis du fucker op. Hvis du fucker meget op, kan du ligeså godt starte med en ny.

Den 38-årige glaspuster sagde i sommer farvel til Bornholms Højskole efter fem år som underviser på glas- og keramiklinjen. Nu sidder han på bænken i værkstedet på Baltic Sea Glass med piben på lårene. Han drejer den lange stang med klatten af flydende glas for enden med samme fraværende blik som en kvinde, der ruller barnevognen frem og tilbage, mens hun taler i telefon.

Det kræver hverken vilje eller bevidsthed, at holde bevægelsen i gang. Tobias Sode har arbejdet med glas i snart 20 år, og det sidder i armene, at materialet stivner og slår revner, hvis temperaturen når under 600 grader. Og han ved selvfølgelig også, at flydende glas følger tyngdekraften.

Et drikkeglas skal være rundt, tøndeformet. Tobias Sode fortsætter med at dreje, mens han rutineret former materialet med en blok, så det bliver jævnt og rundt. Så løfter han stangen i et hurtigt sving, puster kort og hurtigt i røret og lukker hullet med tommelfingeren. Snart kommer en lille boble til syne i det flydende glas for enden af piben.

– Lige så snart, der er en lille boble, skal jeg kun tilføre en lille smule luft, køle ned, tilføre en lille smule luft, køle ned, indtil formen er på plads, siger Tobias Sode, der er søn af kunst- og glashistorikeren Torben Sode.

Foto: Jacob Jepsen

Ordblind og uden planer

Som 18-årig startede Tobias Sode som ungarbejder i Pernille Bülows værksted på Grynebakken i Svaneke.

– Jeg er ordblind og var hverken god til at læse eller skrive i skolen. Så jeg skulle lave noget med mine hænder. Det interesserede mig ikke at blive tømrer, blikkenslager eller mekaniker. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle lave, men Johan Bülow, min gode ven, havde en mor, der var glaspuster i Svaneke, og mange af mine venner havde weekendjob i hendes værksted. Så jeg spurgte, om hun kunne bruge mig også, fortæller Tobias Sode.

Efter et par måneder i Pernille Bülows værksted tænkte den unge mand: Okay, man kunne måske blive glaspuster. Det er han glad for i dag.

– Jeg var lige ved at stoppe, fordi det var så kedeligt at lave den samme ting igen og igen. Det var hjernedødt arbejde i et par måneder. Så jeg var lige ved at miste modet. Men så startede jeg på en glasskole i Sverige og gik der i tre år. Det var simpelthen fantastisk at opdage alle de ting, man kan gøre med glas. Du kan lave en tallerken eller en håndvask, en lampe, skulpturer, du kan skabe, lige hvad du vil. Det var en fed følelse, husker Tobias Sode.

Foto: Jacob Jepsen

Lærermesteren i Ebeltoft

Derefter fulgte en årrække på farten. Glaspustere tager på valsen, ligesom håndværkere gjorde i gamle dage. Rejser ud i verden for at opsøge mestrene og de læringsmiljøer, der siden 70’erne er opstået omkring lokale skoler.

Tobias Sodes rejse bragte ham til Venedig, Norge, USA og til sidst Jylland, hvor han tilbragte to år hos den danske pionér Finn Løngaard.

Herefter fulgte halvandet år hos Tobias Møhl i Ebeltoft.

– Han er nok den dygtigste glaspuster i Nordeuropa. Det påvirkede mig dybt at være der. Det er på grund af ham, at jeg kan gøre de ting, jeg kan nu, siger Tobias Sode.

Nu sidder han på bænken i det højloftede rum, som udgør det åbne vækrsted hos Baltic Sea Glass. Sveden driver af panden på assistenten, den hollandske glaspuster Sander Boijink. Tredjemand på teamet, franske Armel Desrues, går på Glas- og Keramikskolen i Nexø, den eneste tilbageværende glasskole i Danmark under Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Armel deltager løbende i undervisningen på skolen, men arbejder på Baltic Sea Glass når skemaet tilllader det.

– Det er en styrke at have Glas- og Keramikskolen her på Bornholm, siger Tobias Sode.

– Der er en tendens til, at folk bliver. Glasfolk rejser meget rundt, så vi har brug for nye glaspustere hele tiden. Og det er nemt at finde nye, fordi vi har skolen i Nexø.

Det kræver tre personers fulde koncentration at arbejde med unika. Tobias Sode sidder på bænken, mens Armel Desrues og Sander Boijink assisterer. – Vi presser hinanden, men vi passer også på hinanden. Det er hårdt arbejde at være glaspuster og hvis vi ikke tager hensyn og holder pauser, så er vi her ikke om ti år, siger Tobias Sode. Foto: Jacob Jepsen

 

 

Tre minutter og tyve sekunder

Når glasset er formet færdiggøres bund og åbning. Tobias’ hollandske makker fæstner en pibe i glassets modsatte ende og holder fast, så Tobias kan knække piben af i toppen og stikke en indskærersaks ind i hullet. Med den gøres kanten rund og stabil, og glasset udvides indvendig til sin endelige form.

Der er gået cirka tre minutter fra Tobias Sode tog det 1.000 grader varme materiale ud af smelteovnen.

Nu mangler kun mønsteret.

Med en glidende drejning i skulder og arm fører glaspusteren forsigtigt det stadigt bløde glas ned i formen – den såkaldte optikform – der står på gulvet.

Da han trækker det op igen to sekunder efter, er det bløde glas præget i sildebensmønster – et af de mest populære produkter i Baltic Sea Glass’ historie. Efter tre minutter og tyve sekunder stilles det færdige glas på køl.

Unika: Den sidste finish inden skålen færdigslibes med en diamantslibning. Det kræver sammenlagt to dages arbejde for tre glaspustere at fremstille en skål som denne.  Salgsprisen ligger omkring 30.000 kroner. Foto: Jacob Jepsen

Arven efter Pete og Maibritt

Pete Hunner og Maibritt Jönsson åbnede dørene til Baltic Sea Glass i et gammelt hønseri syd for Melsted i 1981. De to stiftere var ikke uddannede glaspustere.

– De var autodidakte og drevet af en stor kærlighed til materialet, fortæller Tobias Sode.

I 2019 overdrog de to glaspustere deres livsværk til bornholmske Michael Brandt og hans forretningspartner Jan Engelbrecht. Tobias Sode, der netop var blevet opsagt efter fem år som underviser på Bornholms Højskole, takkede efter kort betænkningstid ja til tilbuddet om at blive glaspuster på Baltic Sea Glass.

– Jeg kunne godt lide Michaels og Jans projekt. Den måde de vil udvikle stedet her og samtidig fortsætte i Petes og Maibritts fodspor. Det lød meget interessant, siger Tobias Sode.

De to stiftere af Baltic Sea Glass er i dag højt respekterede legender i det danske glaspustermiljø. Det var derfor helt afgørende for Tobias Sode, at de nye ejere havde et udtrykt ønske om at videreføre arven fra Pete Hunner og Maibritt Jönsson. Og det har de. Sildebens-designet er kernen i den succesforretning, som Pete Hunner og Maibritt Jönsson byggede op, og den arv vil Michael Brandt videreføre. I dag er det oprindelige produkt vokset til en serie med ølglas, drinksglas, whisky- og champagneglas samt kande, skål og vase.

Efterspørgslen efter de bornholmske sildeben er voksende.

– Det er et megaflot design, og det sælger virkelig godt, så meget af produktionen er lagt ud i dag. Hvis vi skulle fremstille det hele her på værkstedet, kunne vi ikke lave andet, siger Tobias Sode, der efter planen skal producere 6.000 sildebensglas om året sammen med sit team. Resten af tiden skal gå med at udvikle nye designs i samarbejde med Maibritt Jönsson og de nye ejere.

Arven efter Pete Hunner og Maibritt Jönsson er færdig: En bordeauxfarvet skål smeltet sammen af 600 ottekantede glasstykker. Foto: Jacob Jepsen

 

 

Kunsten og glasset

De store vaser og fade, som Pete Hunner og Maibritt Jönsson udviklede, er i en kategori for sig. De største emner er sammensat af op til 2.000 små ottekantede glasstykker, der smeltes sammen og formes efter samme metode som man udviklede på Murano, den berømte ø ved Venedig, som har været centrum for verdens glasproduktion i mere end tusind år.

Salgsprisen for disse kunstværker løber nemt op mod 100.000 kroner og det kræver mange års erfaring at færdiggøre et stykke glaskunst i den vægtklasse.

Selvom Tobias og hans team har mere end 60 års erfaring tilsammen, så går de til opgaven med en vis ærefrygt.

– Denne vase er et at de første forsøg vi gør på at lave et mønster, som Peter og Maibritt arbejdede på – Bikuben. Vi prøver at se hvad kan vi få ud af de ottekantede mønstre, de har arbejdet med i 40 år. Det er meget svært. Meget svært. Men det er også sjovt. Og det er her, vi i fremtiden kan vise noget, der ikke er lavet på Bornholm før, siger Tobias Sode.

 

 

Tid til at køle ned. Tobias, Armel og Sander holder frokostpause på terrassen. Foto: Jacob Jepsen

 

 

Om at arbejde sammen

Tobias Sode og hans to assistenter har været et fast team siden i sommer. Og det må gerne fortsætte sådan, siger han.

– Det er vigtigt, at konstellationen er rigtig. At alle ved, hvem der bestemmer, hvem der gør hvad, og hvem der udstikker retningen. For vi har ikke tid til at tale om det, mens vi blæser stykket. Vi taler om processen, før vi starter. Alle kender teknikkerne, så det er ikke så svært – det handler mere om detaljerne, går vi efter den eller den størrelse, højt eller fladt, hvordan og hvor stor skal boblen være før vi vender den om, alle disse steps, som vi kender ud og ind, men som varierer fra emne til emne.

Sander: – Det er vigtigt, at det er den rigtige person. Det skal være én, der passer til gruppen.

Tobias: – Vedkommende skal selvfølgelig også have en fornemmelse for materialet og en baggrund som glaspuster. Og så nogle sociale egenskaber. Jeg tror, det hjælper at være i god form, men det gælder også for buschauffører.

Sander: – Du skal være hurtig på fødderne, og du behøver bare at kigge på de andre, så ved du, at nu skal der åbnes til ovnen. Det skal klikke med alle i teamet.

Tobias: – De fleste glaspustere har den fornemmelse fra starten. Det er ikke noget, vi skal lære dem. De vil være gode. For mig er det bare et spørgsmål om at sige, hvad jeg vil, når jeg vil det.

 

 

 

Ordliste

Indvarmningsovn

Smelteovn

Glaspibe

Puntel (pibe uden hul)

Anfangsjern

Blokke til at forme glasset

Skæresaks til at klippe glasset

Bræt af kirsebærtræ

Rund form

Optikform

Våde aviser – til formgivning og nedkøling