Spare op eller forbruge? 'Jeg har nok forkælet mig selv lidt'

Spare op eller forbruge? 'Jeg har nok forkælet mig selv lidt'
Foto: Berit Hvassum
| 29. DEC 2020 • 06:43
Af:
berit-hvassum

29. DEC 2020 • 06:43
Fotograf Berit Hvassum har spurgt en række bornholmere, om 2020 med corona og restriktioner på rejser, koncert, restaurantbesøg og meget mere også har betydet, at privatforbruget har ændret sig. Er der blevet sparet mere op eller brugt penge på andre ting end de sædvanlige?

 

Gunvor Olofsson og Gitte Storm, Aakirkeby (billedet ovenfor)

Gitte: – Jeg har lige solgt mit hus. Så nogle af pengene er brugt til forbedringer på det hus og tilstandsrapport. Og det er jo dyrt. Så har jeg nok forkælet mig selv lidt, gået mere ud at spise og taget familien med, for så er pengene også blevet på øen.

– Selvom man stadig handler på nettet, så tjekker jeg, om det er i butikken og så går jeg ind og køber varen, hvis det er på lager. Det gør jeg for at støtte og ikke køre forgæves.

– Og så skal jeg have et nyt køkken det nye sted, hvor jeg flytter hen. Måske skal jeg rejse, hvis der åbnes. Rejse er jo at leve. De seneste fem-ti år har jeg rejst til storbyer i hele verden. Det har jeg savnet.

Gunvor: – Jeg har holdt min 80 års fødselsdag, og der er gået en hel del penge til. Jeg holdt den i coronastil med store borde, hvor der sidder fire ved hvert bord og med sprit og handsker ved maden. Jeg nåede det i oktober inden de nye restriktioner. Det var rart at nå det. Der kom også lidt flere julegaver og adventsgaver i år, selvom jeg er pensionist.

 


Mette Pedersen, Flugger i Rønne

– Jeg har sat dem på min opsparing. Vi skulle have været ude at rejse, og vi venter på at få pengene igen fra rejseselskabet, så det er lidt op ad bakke. Men når jeg får dem tilbage, så ryger de også ind på opsparingen. De skal bruges til en ny rejse. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen. Vi har børnene her, så vi kan bare blive på Bornholm. Det kan ikke nytte noget at sidde og drømme, hvis det ikke kan blive til noget.

– Men vi er i gang med en hel ny havestue. Vi startede sidste år med at lægge tag, og i år har vi fået den lukket, og nu er vi klar til at få lagt et gulv, når vi ikke er på arbejde. Vi har mere travlt end normalt i butikken. Det har også hjulpet, at folk har fået feriepenge.

 


Jan Gildam, Madvognsejer

– Jeg er jo selvstændig, så jeg får ikke nogen feriepenge, så jeg klarer mig selv. Jeg har måske lidt flere penge på kontoen, og det er trygt. Men jeg ville da hellere ud at rejse. Jeg behøver ikke at have alle de penge stående på min konto. Jeg har to betalte rejser hos SAS, og jeg ikke har fået pengene retur endnu. De har også beklaget den lange ventetid. Ellers kommer der vel lidt mere luksus. Vi har købt en ny sofa. Og så planlægger vi alligevel at tage af sted til Blåvand i januar i et sommerhus og så bruge lidt penge der. Vi har da også snakket om at få nye låger i køkkenet. Der er bygget mange kasteller. Men jeg vil hellere spare dem, og så tage en ordentlig tur senere. Jeg bruger min tid her og er på arbejde hver dag.

 


Carsten Dolstrup

– Jeg har gjort, lige som jeg plejer. Der er ikke nogen forskel. Man er lidt mere indendørs. Jeg har ikke kunnet lægge penge til side, for jeg har en gæld på størrelse med Furesøen. Så den betaler jeg af på i stedet.

– December er den mest stressende måned for folk, men det har jeg heldigvis ikke noget af. Jeg har et lille firma, hvor jeg reparerer plæneklippere. Det er ikke gået så godt på grund af corona. Så jeg har gået og hygget mig.

 


Iselin Høyland og Benjamin Panek, Stavanger, Norge

Iselin: – Begge dele.

Benjamin: – Vi prøver at spare op, for vi skal holde bryllup til næste sommer. Vi skal giftes i Sct. Nicolai Kirke i Rønne. Jeg er døbt og konfirmeret i kirken, og den præst der konfirmerede mig dengang, har vi ringet til og spurgt, om han ville gifte os. Så vi prøver at finde den gyldne mellemvej i en god jul og en opsparing. Jeg synes det er dyrt med julegaver hvert år. Der er mange. Vi har ikke skåret ned på dem. Tværtimod. For netop at bringe lidt mere hygge ind i år.

 


Bella Madvig Zarp og datteren Melikka, Rønne

– Vi har brugt vores penge til at købe nye havemøbler og sat vores have i stand i sommer. Det var både med rullegræs, herregårdssten, skærver og stier. Og vinteren skal gå med at lave nyt køkken. Vi skulle faktisk have været af sted i julen på en tur til Kreta med begge børn. Så nu bliver det til hjemlig hygge. Sidste jul var vi af sted med Oslofærgen. Vi lægger rejserne helt på hylden indtil næste år.