Pensionatejer ser positivt på næste sæson efter den store mavepuster

Pensionatejer ser positivt på næste sæson efter den store mavepuster
Heidi Helene Møller Kjær, der til dagligt driver Pension Sandbogaard i Sandvig. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 29. DEC 2020 • 20:49
Af:
william brøns petersen
| ABONNENT
29. DEC 2020 • 20:49
TURISME

Ligesom mange andre erhvervsfolk oplevede pensionatejer Heidi Helene Møller Kjær, hvordan aflysninger i begyndelsen af 2020-sæsonen hobede sig op og gæster udeblev i takt med, at coronapandemien bredte sig.

– Man starter året med en ordentlig mavepuster, siger Heidi Helene Møller Kjær, der til dagligt driver Pension Sandbogaard i Sandvig.

– Vi var ikke tvunget lukket, men gæsterne kom ikke.

En aftale med en organisation, der havde booket pensionatet til Folkemødet, var dog med til at hjælpe hende igennem sæsonen, fortæller hun.

– Organisationen lejede hele stedet. Den betalte ikke fuld pris, men vi havde ikke det helt store tab, forklarer hun.

– Der var vi heldige, for vi var på kontrakt. Der var nogle andre, der fik et smæk over snuden.

Rendt over ende

Sæsonen startede mere end skidt, men pludselig begyndte der at ske noget, da landet åbnede igen og danskerne indså, at man måske burde holde årets sommerferie hjemme i Danmark.

– Da vi åbnede igen, blev vi rendt over ende. Sæsonen fortsatte længere, end vi var vant til, og vi havde travlt, indtil vi lukkede. Men det plejer vi ikke, vi plejer at snakke om skuldersæsoner, fortæller Heidi Helene Møller Kjær.

Der var fuldt tryk på?

– Ja, meget mere end normalt.

At der var fuldt tryk på, mærkede man også på anden vis i Sandvig. I løbet af sommeren kom der så mange mennesker til området, at restaurationerne i byen fik rigtig travlt, fortæller hun.

– Jeg har kunnet mærke på mine gæster, at der gevaldigt mangler spisesteder heroppe. Det var umuligt for dem at få pladse og selv nede på Promenadekiosken, lod de være med at tage telefonen.

2021 bliver bedre

Selvom coronapandemien gav pensionatsæsonen et slag i mellemgulvet, så tegner 2021 lyst for Heidi Helene Møller Kjær og Pension Sandbogaard, fortæller hun. Hun regner blandt andet med at ansætte flere sæsonarbejdere til næste år, end det var tilfældet i 2020. Og hvis restriktionerne hæves, håber hun også på at åbne for spisende gæster udefra.

Skulle de omfattende rejserestriktioner stadig gælde i 2021, og danskerne igen må feriere i Danmark, gætter Heidi Helene Møller Kjær på, at hele sæsonen – fra start til slut – bliver travl.

Hvilke forventninger har du til næste år?

– Det kommer i an på corona, men jeg forventer, at det bliver bedre. At danskerne har fået øjnene op for den danske sommer, og hvor dejlig Bornholm er, siger hun.