Pludselig stod der i Magisterbladet, at der var en stilling på Bornholms Museum – og den blev Henrik Vensilds i 1973. Foto: Jacob Jepsen

Etnologen, der egentlig ville være landmand: ‘Det var det, jeg havde forestillet mig, Vensild!’

At Henrik Vensild skulle uddanne sig til etnolog og blive leder af Bornholms Museum i årene 1972-96, lå ikke i kortene.
Det var faktisk livet på landet, der trak, og han var også ordblind, hvilket kan gøre det vanskeligt at tage en boglig uddannelse.

PORTRÆT

At Henrik Vensild skulle uddanne sig til etnolog og blive leder af Bornholms Museum i årene 1972-96, lå ikke i kortene.

Det var faktisk livet på landet, der trak, og han var også ordblind, hvilket kan gøre det vanskeligt at tage en boglig uddannelse.

Men det har altså ikke bremset ham – heller ikke i forhold til, at han gennem 15 år nåede at fungere som redaktør på “Jul på Bornholm”.

Fra i år har han dog overleveret den tjans til Ulla Bechsgaard, og til gengæld må han så finde sig i at komme i avisen her i juletiden.

Han er født i Hellerup i 1942 og opvokset i Rungsted og på Frederiksberg. Hans far døde allerede, da Henrik var syv år, og han boede sammen med sin mor hos sin onkel, som var alene med sin datter på Frederiksberg, da han som 12-årig tog et stort spring i sit unge liv.

Han flyttede til sin tante og onkel i Jylland på deres gård, som lå på Djursland nær Ebeltoft.

– På den måde kom jeg ind i landbruget og blev tjenestekarl, siger han.

– Jeg havde trængt til nogle måneders frisk luft, så det passede mig fint at komme derover. Der var to piger i familien, der var ældre end mig, og to, der var yngre, så på den måde var det sjovt at blive en del af den familie. Der var jo nogle søskende og dertil også noget landbrug, som jeg godt kunne li’, så jeg ville gerne blive derovre. Det fik jeg lov til, hvis jeg også gik i skole, og det gjorde jeg så sammen med pigerne, i Ebeltoft Borger- og Realskole.

Dengang kunne man, når man blev konfirmeret, gå ud af skolen næste dag.

Det gjorde Henrik Vensild.

– Jeg havde nemlig fået plads hos en tidligere fodermester hos min tante og onkel. Hun havde fået en gård ved Jebjerg ved Randers, og der blev jeg andenkarl – og kørte med heste, fortæller han med begejstring.

Vi er nu nået frem til året 1956, og Henrik var vældig godt tilfreds med situationen.

Han kørte jo med heste!

– Men så fandt forkarlen sammen med damen, som havde gården, og så flyttede vi op til hans større gård oppe ved Mariager ved Gassum, siger han.

– Jeg fik en splinterny traktor og blev forkarl på 260 tønder land. Det var jo dengang, hvor man grevede – altså læssede – roer fra marken direkte op i en vogn og kørte hen til kulen og læssede af. Jeg gik sammen med en husmand i adskillige dage og grevede roer op og læssede af og grevede roer op og læssede af og grevede roer op og læssede af …

Det var hårdt?

– Ja, det var faktisk hårdt for min ryg, så derfor fandt man ud af, at det nok var bedst jeg stoppede.

Der er noget, der siger mig, at du ellers godt kunne li’ det dér landbrug?

– Det kan du tro, jeg kunne! Det var dejligt.

Hvad kunne du godt li’?

– Der er jo frisk luft og dyr, og det var et hyggeligt par, jeg var hos. Hun havde været fodermester i England under krigen, så hun kunne fortælle spændende ting. Vi lyttede gerne til Tommy Steele dengang, og han holdt koncert i Aalborg i 1958, så jeg hjalp fodermesteren med at malke de 40 køer, vi havde, så tog vi bad og kørte op til Aalborg og hørte Tommy Steele.

– Det var spændende, jeg anede ikke, hvad sådan en koncert var, at der var opvarmningsband, og jeg ved ikke hvad. Det var et kæmpe lokale, og pigerne stod oppe på stolene og skreg og hylede, så vi ikke kunne se noget, haha, ler Henrik Vensild.

– Dét var en oplevelse, og jeg har fulgt ham lige siden. Jeg har også været til koncert med ham i London, en gang i Aarhus og en gang i Slagelse eller Sorø, det husker jeg ikke.

Og han er der jo endnu?

– Ja, for søren, han er en fantastisk fyr, det må jeg sige.

Min søde kone, Hanne

Til forskel fra sit livslange forhold til Tommys Steele måtte Henrik Vensild afbryde sit forhold til landbruget på grund af ryggen.

Det må have været ærgerligt for dig, når du nu godt kunne li’ det?

– Ja, det var det, men på den anden side, så var jeg jo blevet noget ældre. Jeg var 17-18 år, og jeg kom tilbage til min mor, som boede alene i Gentofte, og så begyndte jeg igen i skolen og tog mellemskole, realen og studentereksamen på kursus. Jeg var færdig i 1963. og valgte efterfølgende at læse historie. Men havde tanker om både det ene og det andet og det tredje, det var svært at finde ud af. Jeg havde overvejet dyrlæge, men dengang afskaffede man dyrene i landbruget, og jeg ville ikke være dyrlæge for hunde, katte og kanariefugle.

Der var vel stadig køer og grise?

– Jo, men det var nede på et lavt tal dengang. Jeg overvejede også forstkandidat, men fik aldrig sendt papirerne ind, og så var der altså nogen, der sagde, “jamen du interesserer dig jo for historie og våben og den slags, så var det ikke en idé at læse historie?”. Jo, det kunne da godt være, så det påbegyndte jeg på Københavns Universitet, og der mødte jeg så min søde kone, Hanne. Og det var jo vigtigt.

Gik kærlighedslivet som smurt, så det til gengæld lidt tungere ud med studierne.

– Jeg er jo ordblind og stammer, siger Henrik Vensild.

– Så det gik ikke så godt med at læse nogle af de mange skrifter, vi skulle læse. Derfor flyttede jeg ud til noget, der hed “materiel folkekultur” ude i Brede på Nationalmuseet. Det var en landmandssøn, der var lektor i historie ved universitetet, og som hed Axel Steensberg, som havde dannet det fag, fordi han gerne ville have nogle kulturhistorikere ud på museerne, så det ikke kun var arkæologerne, der fik stillingerne. Og det passede mig fint.

– Steensberg var i gang med en forelæsningsrække om plovens udvikling, og det var lige noget for mig, som havde pløjet med både heste og traktorer, jeg vidste jo, hvad det drejede sig om, og jeg måtte så forklare nogle af tingene for de andre studerende. De kunne ikke forstå, hvad en hjulplov og en svingplov var, men det kunne jeg forklare dem. Jeg havde en rygsæk af viden, som jeg kunne øse af. Men mit speciale var byggeskik i gamle bindingsværkshuse.

Og Hanne fortsatte sine historiestudier på universitetet?

– Ja, hun blev færdig samtidig med mig i 1972, om det så var en dag før eller efter, husker jeg ikke. Jeg var studentermedhjælper på Frilandsmuseet, og det er klart, at der blev min interesse for byggeskik født. Det handlede jo om huse og bygninger. Landboshistorisk selskab havde udgivet “Skast Herreds tingbogsbøger fra 1636 og til 1640”. Det er det herred, Esbjerg i dag hører under, og professor Steenberg lavede øvelser over Skast herreds tingbog, og jeg fik udstukket, at jeg skulle skrive om byggeskikken. Det gjorde jeg så, mens jeg var studentermedhjælper på Frilandsmuseet, men jeg kunne ikke dy mig for også at skaffe et af de utrykte bind hjem fra Viborg Landsarkiv, da jeg skulle fremlægge min opgave, og det kunne Steenberg godt lige, så han sagde: “Det var det, jeg havde forestillet mig, Vensild!”, og det blev så mit speciale.

– I 2003 blevet det trykt af Landbohistorisk Selskab, så det er godt nok. Jeg skrev om byggeskik i Skast Herred i 1636 og frem til 1760. Og der høvlede jeg 18.000 sider gotisk skrift igennem – ork, for søren! Og lensregnskaber og alle mulige andre regnskaber, hvor man kunne læse om gårdene, deriblandt militærets gårde. Det var jo sådan, at rytteriet var placeret ude på de enkelte gårde, og så skulle man have at vide, hvordan gården var i stand, og om den manglede bygninger, tag eller andet.

Henrik Vensild med en udgave af “Jul på Bornholm”, som han gennem 1 5 år var redaktør på. Arkivfoto: Berit Hvassum

Det blev Bornholm – og en søn

Så du blev grebet af det studium?

– Dét kan jeg love dig for. Og det har jeg også ført lidt over i “Jul på Bornholm” med det kulturhistoriske, altså, det brede kulturhistoriske.

Da Henrik Vensild var færdiguddannet, så han chancen for en stilling i Esbjerg, hvor han havde skrevet speciale, men en inspektør fra Nationalmuseet, som kom derfra, søgte tilbage.

– Og så kan man jo ikke som ung student stå der og konkurrere, siger han.

– Så måtte jeg vende blikket andetsteds hen, og pludselig stod der så i Magisterbladet, at der var en stilling på Bornholm. Jeg kendte lidt til Bornholm, fordi jeg havde været ovre at måle oldtidsagre op hos Viggo Nielsen ude i skovene og boet hos lektor Davidsen, som var leder af museet dengang. Viggo Nielsen udgav en stor bog om oltidsagrene, og Davidsen kunne godt li’ at vise rundt på museet, hvis det kun var en enkelt eller to personer, som han virkelig kunne snakke med, så jeg havde også fået en rundtur.

Og så søgte du stillingen?

– Ja, det gjorde jeg.

Hvad lavede Hanne på det tidspunkt?

– Hun var på Nationalmuseet som studiemedarbejder. Men da jeg så søgte hertil, kunne hun ringe til Statsskolen, hvor hendes gamle geografilærer var rektor, Bjørn Henriksen, og han sagde, “jamen Hanne Nielsen, hvis du kommer, så har vi 18 timer til dig”. Så hun ankom højgravid til skolen i januar 1973 og fødte vores første søn, Troels, den 18. januar.

I 1975 kom den næste søn, Lars, til.

Stillingen som leder af museet inkluderede også Bornholms Kunstmuseum, som lå på førstesalen i bygningerne i Sankt Mortensgade, og hvor Henrik Vensild valgte at satse meget på kunsthåndværk – ligesom han også gjorde, da han blev redaktør på “Jul på Bornholm”.

Familien boede i starten i Erichsens Gaard i Rønne, som var og er en af museets afdelinger.

– Der var et rum hos frøken Larsen. Hun havde stue og sovekammer, og hun brugte køkkenet, som var museumskøkken. Der var nogle gasblus, og det køkken brugte vi så også. Der var trævask, hvor man skulle lægge en fugtig gulvklud, når man tog af sted, så træet ikke tørrede ud. Der har Troels hængt i en stråkurv over vores seng, for der var ikke plads til en barneseng.

– Så kom jeg med i kunstforeningen, hvor lægen Ole Kofoed var formand. Han havde mistet sin mor, som boede på Kapelvej, og der ville de gerne flytte hen, så deres hus i Storegade skulle til salg, og han sagde, at hvis vi gerne ville ha’ det, så var han sikker på, at deres have var god, når vi havde et lille barn. Vi kunne godt klare at købe det, så i maj 1973 overtog vi vores hus i Storegade, og vi har boet her lige siden, 47 år. Så det var ikke så tosset.

Det var simpelthen det helt rigtige sted?

– Det var det, og det er det stadig, og som jeg siger: Jeg skal bæres herfra. Her er dejligt, børnebørnene er glade for haven, og vi har haft hunde lige siden, vi flyttede ind. Jeg har også brugt dem meget på jagt, jeg har jo drevet og er gået på jagt i Rønne Plantage og andre steder i fyrretyve år. Det gjorde jeg også, da jeg var på landet, det var der, jeg havde interessen fra. Og hundene var fantastiske, dét må jeg sige.

Og du var leder af Bornholms Museum fra 1973 til 1996?

– Ja, og i den tid fik vi restaureret Erichsens Gård, Melsted Gaard blev til landbrugsmuseum, og Hjorths Fabrik blev til keramikmuseum.

Det var et godt arbejdsliv, du havde på museet?

– Dét kan du tro, det var spændende, og jeg fik god kontakt til befolkningen. Jeg havde kontor i kælderen, og der var en Keld Kure fra Unge Landmænd, som sagde, “du er jo en af vores egne”, for der havde stået i Bornholmeren, at jeg kom fra den jyske muld og til museet, så han mente godt, han kunne tillade sig at ringe og høre, om museet kunne tænke sig at lave udstilling på børnedyrskuet. “Selvfølgelig”, sagde jeg, og det blev til en lang række af udstillinger på dyrskuet, som vel egentlig førte frem til Melsted Gård. Vi havde også landspløjekonkurrence i 1976, hvor vi blandt andet lavede en kopi af hjulploven, som vi pløjede med. Vi endte med stavnsbåndsjubilæet i 1988, som varede i flere dage.

Henrik Vensild har også i mange år været medlem af bestyrelsen for Bornholms Historiske Selskab, som årligt udgiver en spændende årbog.

Derhjemme laver han gerne knive på sit værksted og er med i ACAB, Arts & Crafts Association Bornholm.

– Det bliver der mere tid til nu, konstaterer han.

I 1973 genstartede han de arkæologiske undersøgelser med opgravningerne på Ellegård og Krusegård.

– Vi genoptog også Nationalmuseets bondegårdsundersøgelser af de gamle bornholmske bondegårde og deres gamle bygninger, siger han.

I 1996 blev Henrik Vensild leder af Dansk Landbrugsmuseum på Gammel Estrup på Djursland.

– Derfor stoppede jeg på Bornholms Museum, siger han.

På pension i 2003

Men I flyttede ikke?

– Nejnej, heldigvis ikke. Min kone havde arbejde på et gymnasium et års tid derovre, men så blev vi enige om, at det var bedre, vi beholdt huset her, og hun flyttede tilbage, og på et tidspunkt skulle jeg jo på pension, så jeg pendlede.

Fire år blev det til på Djursland.

– Så kom jeg på Frilandsmuseet i København, og det var tættere på, så jeg kunne nemmere komme hjem. Det var jo mit gamle bygningsmuseum, så det var spændende at komme tilbage til det, siger han.

Nogle opgaver på Nationalmuseet blev det også til med at skaffe dampmaskiner hjem og med at flytte 3. afdelings arkiv fra Brede til de gamle bygninger inde i Prinsens Palæ.

– Så jeg stoppede først i 2003. Jeg gik på pension, men det havde altid været min drøm at skrive om de bornholmske gårde. Der er et værk af Krarup og Tuxen om det danske landbrug, hvoraf sidste bind er fra 1910 og omhandler Bornholm og Lolland-Falster, hvor man skildrer landbruget og gårdene. Der er 13 biografier om bornholmske gårde, det var spændende, og dem førte jeg op til i dag med en serie i weekendtillægget til Bornholms Tidende. Det blev senere til et bind i Bornholmske Samlinger. Så jeg synes, jeg har ført det til dørs.

I 2006 overtog Henrik Vensild redaktørposten på “Jul på Bornholm”.

– Jeg synes, at de 15 år har været meget, meget spændende, men også anstrengende, siger han, som altså nu har givet stafetten videre.

– Især er der meget arbejde i “Folk vi husker” i årsskriftet, det har taget en del tid, men det er i sikre hænder nu, så det er dejligt!

Lige præcis, for Ulla Bechsgaard flyttede i 2018 sammen med sin mand, Jens Christian Olsen, ind i huset ved siden af vensilderne.

Og da det viste sig, at hun var rutineret redaktør fra andre magasiner, sagde Henrik Vensild haps.

– Jeg tænkte, der er noget dér, siger han.

– Men jeg skal selvfølgelig nok hjælpe hende med kontakten til mulige skribenter og så videre, fortsætter han og skynder sig at indskyde, inden vi takker helt af:

– Der er noget, vi slet ikke har snakket om. Jeg har jo ud over bindet om landbrug også været med til at udgive det der bind i Våbenhistorisk Selskab om pallasker, nordiske pallasker.

Jo, Henrik Vensild er beviset på, at man ikke behøver være 23 et halvt år for at være en nørd. For læsernes skyld kan vi lige med hjælp fra Den Store Danske slå fast, at en pallask er et en- eller tveægget blankvåben med midt- eller rygstillet od og kurvefæste. Pallasken var oprindelig et ryttervåben, men blev også anvendt af andre våbenarter, for eksempel i Danmark som grenaderpallask fra 1705.

– Jeg interesserer mig jo for for gamle militærvåben, blankvåben, altså sabler og kårder, pallasker, siger han.

– Det var meget spændende, det er en viden, jeg har oparbejdet gennem mange år. Jeg har brugt en del tid på Rigsarkivet til at gå arkivalierne igennem for, jeg ville gerne have frem, at det var Christian V, der indførte de første reglementerede våben, hvilket vil sige, at soldaterne fik ens våben, eventuelt med kongens monogram på. Det er altid Frederik IV, der bliver fremhævet, så de to måtte jeg læse om – og så skulle jeg også lige læse om Christian VI og også Frederik V, for han laver en masse flotte pallasker.

Så det fik du styr på?

– Ja, det fik jeg sat styr på, det var sjovt. Meget sjovt, siger Henrik Vensild.