For 10 år siden: Adskillige hundrede ejendomme var begravet i sne

For 10 år siden: Adskillige hundrede ejendomme var begravet i sne
Politi med snescotor Nicolai Bebe Jensen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 28. DEC 2020 • 15:31
Af:
redaktionen
| ABONNENT
28. DEC 2020 • 15:31
TILBAGEBLIK

Torsdag den 30. december 2010 skev vi i Bornholms Tidende: Mens myndighederne er ved at vriste Bornholm ud af sneens jerngreb, er hundredevis af huse stadig spærret inde af sne. Mange bornholmske familier var stadig ikke i fysisk kontakt med det omliggende samfund. Efter at have overfløjet øen i helikopter, mente borgmester Winni Grosbøll (S), at det drejede sig om cirka 50 ejendomme. Det tal var chefpolitiinspektør Ole Bolvig Hansen, Bornholms Politi, ikke enig i. Han mente, at tallet var langt højere. Der kunne ifølge politichefen være tale om adskillige hundreder.

Bolvig Hansen forlod onsdag de varme lokaler på Politigården i Rønne for sammen med en kollega at sætte sig overskrævs på de to hvide Lynx-snescootere, som beredskabet havde stillet til rådighed. Opgaven gik ud på at levere kolonialvarer og brændsel til en isoleret familie med småbørn på en ejendom mellem Rutsker og Poulsker. De to snescotere med pulke var hver i stand til at fragte omkring 200-250 kilo gods. Det ville have været umuligt for familien selv at fragte noget ad en 3,5 kilometer lang tilsneet vej.

Byportene i Nyker var effektivst lukkede af sne, hvilket de to biler i snedyngerne måtte sande. Foto: Jens-Erik Larsen