Da Jan Egelund tog til Norge for at fortælle om sne

Da Jan Egelund tog til Norge for at fortælle om sne
Jan Egelund Nielsen var en tur i Norge for at fortælle om den bornholmske julesnestorm i 2010. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 27. DEC 2020 • 16:21
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
27. DEC 2020 • 16:21
JULEN 2010

Man skulle tro, at de havde masser af erfaring med sne i Norge.

Men julesnestormen 2010 på Bornholm var alligevel så langt ude i det ekstreme, at vicepolitiinspektør Jan Egelund Nielsen fra Bornholms Politi blev inviteret til Bergen i 2011. Han holdt her et oplæg for norske og danske beredskabsfolk om begivenheden, og om hvordan man fra det bornholmske beredskab greb sagen an. Han var som leder af politiets beredskab i juledagene 2010 med med til at styre kommandostationen på politigården i Rønne.

– Det var en god øvelse, som gav et unikt samarbejde mellem myndighederne på Bornholm, fordi vi sad sammen i døgndrift i lidt over en uge. Det er en læring, vi lever højt på stadigvæk, og vi er stærke i vores lokale beredskab, når der sker noget, siger Jan Egelund Nielsen om læren af 2010, hvor han selv var godt og grundigt sneet inde i Pedersker i de første dage.

– Vi havde selvfølgelig haft nogle vintre, hvor vi havde arbejdet med de samme principper. Men her blev det bare mere alvorligt, for der var bare totalt lukket. Det var nogle lange arbejdsdage, hvor det vigtigste var at få hjælp ud til de bornholmere, der havde behov. Vi udvidede vores lokale beredskabsstab ud over det normale, for eksempel havde vi også Vej & Park med. Menige fra Beredskabsstyrelsen hjalp på en linje, hvor man kunne ringe ind, hvis man for eksempel manglede mad eller brændsel eller ikke kunne komme ud.

– Vi manglede mandskab, så det var efter de forhåndenværende søms princip. Vores nuværende chefpolitiinspektør Jacob Ipsen var på juleferie på Bornholm med sin familie, og så blev han trukket ind for at være med til at lede indsatsen, fortæller Jan Egelund Nielsen.


Et godt sammenhold

Politiet fik snescootere, som blandt andet kom i brug ved en brand nytårsnat, og beredskabet kom også til at råde over to helikoptere.

– Noget, vi ikke havde indflydelse på, var tilgangen til Bornholm. For det bedste havde været, at trafikken til Bornholm blev stoppet, for man kunne ikke komme videre fra Rønne, så det eneste vi kunne gøre, var at indlogere de ankommende i haller og på kasernen.

Jan Egelund Nielsen husker også, hvordan henvendelserne om hjælp udefra nærmest stod i kø:

– Borgmesteren fra Hannover ringede og tilbød hjælp, og man kom kørende fra Polen med almindelige varebiler med en lille sneplov foran, fortæller Jan Egelund Nielsen

– Det var nogle dage, som gav et godt sammenhold mellem bornholmerne – og de turister, der var på øen, slutter Jan Egelund Nielsen.