Grankusinerene Noomi og Ilse studerer billeder af vores fælles oldeforældre.

‘Slægtsforskning er mental hovedrengøring’

Måske behøver man slet ikke gå i terapi med sine problemer. Slægtsforskning kan skabe stor forståelse for ens egen slægts historie, og hvorfor man i virkeligheden er, som man er.

Nu er der nok et par psykologer eller to, som tager sig til hovedet over mit firkantede postulat. Det er indrømmet også sat på spidsen, men jeg mener her i skyggen af 2020, at det er sundt at reflektere over sin slægt. Dels er det ren meditation, fordi man fortaber sig selv i en opslugende interesse, men det giver også grobund for nye venskaber og forståelse for ens slægts gøren og laden og kan løsne op for gåder, som måske har gjort ondt i generationer, uden man måske har anet, hvad der egentlig knirkede fælt i slægtens led.

Måske behøver man slet ikke gå i terapi med sine problemer. Slægtsforskning kan skabe stor forståelse for ens egen slægts historie, og hvorfor man i virkeligheden er, som man er.

Nu er der nok et par psykologer eller to, som tager sig til hovedet over mit firkantede postulat. Det er indrømmet også sat på spidsen, men jeg mener her i skyggen af 2020, at det er sundt at reflektere over sin slægt. Dels er det ren meditation, fordi man fortaber sig selv i en opslugende interesse, men det giver også grobund for nye venskaber og forståelse for ens slægts gøren og laden og kan løsne op for gåder, som måske har gjort ondt i generationer, uden man måske har anet, hvad der egentlig knirkede fælt i slægtens led.

På mange måder har coronaens klamme hånd jo også tvunget os til at vælge de mere afdæmpede aktiviteter, så der har været rigelig med lejlighed til at glemme virus for en stund og dykke ned i slægtens afkroge. Dog kunne jeg drage paralleller fra min mormor Dagny Kofoeds hundrede år gamle breve til vores nuværende frygt for den altoverskyggende virus, som har præget 2020. Det er nemlig påfaldende, at de ofte nævner sygdom og helbred i deres breve til hinanden. Den 24. februar 1920 har min mormor plads på St. Ølegaard i Østermarie, da der kommer et kort besked fra lillesøster Elvira:

”Kære søster. Tak for kortet, som vi fik i formiddags. Og nu sender moder dig din bluse og nattrøje saa det maa da være tids nok. Saa nu er den bange bonde alligevel blevet syg, saa de der er bange bliver nok syge. Maaske du ogsaa er syg, naar du modtager det er jo ikke helt umuligt, naar der er andre i huset, som er det. Nu faar jeg vel slutte mit brev for den gang. En kærlig hilsen fra moder og Elvira.”

Der er nok ingen tvivl om, at der stadigvæk har været frygt for den spanske syge på det tidspunkt, hvor min grantante Elvira skriver om den bange bonde på St. Ølegaard. Der var i alt 6000 tilfælde på Bornholm, og der døde cirka 186 mennesker af sygdommen på øen i perioden 1918-1919, skrev Jakob Seerup i Tidende i marts i år.

Jeg nævner min mormors breve, fordi det er et glimrende eksempel på, at vi ikke står alene i verdenshistorien eller i slægtens historie. Vores forfædre har også bekymret sig over pandemier, og det har på en måde en iboende trøstende logik.

Julekort fra 1920.

Hvorfor er det så, at jeg mener, at slægtsforskning kan være terapeutisk. Måske fordi der ligger en tilgivelse i forståelsen af slægten. For eksempel kan jeg bedre forstå min mors kontante facon ved at studere den store fiskerfamilie Thorsen med de 14 børn fra Arnager. Her har der med garanti vanket mere stryg end omsorgsfulde strøg med hånden – og deri ligger der også en forståelse for min bedstefar Harald og flere af hans brødre, som var indlagt flere gange på Oringe med dårlige nerver. Det var ikke noget, man talte om dengang – ikke før nu, hvor det er kommet på betryggende afstand. Stakkels bedstefar. Det må have været svært at skjule, at man har været væk i månedsvis fra Bornholm.

En af mine bedste slægtsforskningsoplevelser i 2020 har været mødet med mine to grankusiner Noomi Hansen og Ilse Christiansen, som begge er børnebørn af min mormors storesøster Agnes Andersen, født Kofoed. Jeg havde aldrig mødt dem før. Noomi bor i Rønne, Ilse bor i Nordjylland, og jeg bor på Sjælland, men vi skulle selvfølgelig mødes på Bornholm. Og det gjorde vi så over velduftende morgenboller og ost fra ostehjørnet i Rønne – og her lod vi minderne vokse sammen – alle dem som vi selv har oplevet, og dem som vi har fået fortalt af vores forfædre og formødre.

Jeg havde en ensidig historie om min mors moster Agnes. Min mor Lykke har fortalt mig, hvordan hun blev sendt på ferie hos Agnes på Stenshøj ved Østerlars, da hun var barn, men det holdt kun en dag, og så cyklede min mor hjem til Lobbæk. Der ville hun ikke være: ”Der var så rent og pænt, og hun så strengt på mig, og jeg var så bange for at svine til i hendes stuer, så jeg tog hjem igen.”

Det var sådan set alt, jeg kendte til min mors moster Agnes. At hun var en streng dame, som altid gjorde rent, men Agnes var meget mere. Hun var nemlig et langt mere sammensat menneske og fortjente at gå over i familiehistorien med flere nuancer. Agnes var godt nok et rivejern, som man kunne slå sig på – men hun var også en omsorgsfuld mormor, som var elsket på godt og ondt.

Mine grandkusiner Noomi og Ilse satte farverne på Agnes.

Ligeledes havde jeg en lang og god snak med min granfætter Bjørn Kofoed, som kunne fortælle levende og detaljeret om sine forældres historie og forære mig fine anekdoter om vores fælles oldeforældre fra Østermarie. Jeg havde tidligere gennem slægtssnakke hørt om hans far Carlo, som vist nok arbejdede for tyskerne i en periode under 2. verdenskrig. Hvad var nu det for noget med tyskerne? Her kunne Bjørn fortælle, at da Danmark blev besat af tyskerne i 1939, så var tilbuddet fra fagforeningen: Enten så tager du arbejde hos tyskerne, eller også får du ikke understøttelse. En historisk detalje, som jeg ikke kendte til, og som satte Carlos korte arbejdsophold for tyskerne i den rette kontekst.

Sandheden er jo nok, at alle fortjener at gå over i historien med flere, formildende nuancer.