Sverige åbner for Bornholm

Sverige åbner for Bornholm
Hurtigfærgen Express 1 sejler normalt mellem Rønne og Ystad. Foto: Jens-Erik Larsen
| 23. DEC 2020 • 14:40
Af:
redaktionen

23. DEC 2020 • 14:40
Den svenske regering er på vej med en lempelse i grænselukningen. Den giver passage gennem Sverige, hvis man er bosat på Bornholm.

Indrejseundtagelsen kommer også til at gælde for personer, der arbejder i sundhedsvæsenet, oplyser den svenske regering i en meddelelse.

Ændringerne træder i kraft ved midnat.

Ved presserende familiemæssige årsager vil det også være muligt at undgå indrejseforbuddet, der trådte i kraft midnat mandag.

Her lukkede Sverige grænsen mod Danmark for at stoppe spredningen af en ny virusvariant.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) skriver på Twitter, at flere detaljer følger, når man har et fuldt overblik.

– Det ændrer ikke på behov for alternativ transport for mange via Køge-Rønne eller fly, skriver Benny Engelbrecht videre.

Rederi: Vi melder ud

Bornholmslinjens Jesper Maack fortæller til Bornholms Tidende, at rederiet melder ud, når man har overblik over, hvad den nye situtation kommer til at betyde.