Løkke: Bornholm skal også i juledagene være 'landfast' med Danmark

Løkke: Bornholm skal også i juledagene være 'landfast' med Danmark
Lars Løkke Rasmussen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 22. DEC 2020 • 13:18
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
22. DEC 2020 • 13:18
Den svenske regerings beslutning om at lukke grænsen til Danmark og i samme forbindelse færgesejlandsen mellem Rønne og Ystad udløser reaktioner på de sociale medier.

Her er et udpluk.

Twitter

Casper Schrøder, økonomikorrespondent, DR Nyheder:
– Man skal ikke undervurdere, hvor voldsom en oplevelse det er for en landsdel, Bornholm (hvor jeg selv kommer fra), med timers varsel at få lukket hovedtrafiklinjen til resten af landet. Også selvom der nu kæmpes med at omdirigere kapacitet for at rette op på kaos.

Søren Søndergaard, MF for Enhedslisten:
– Selvfølgelig skal Bornholm ikke være afskåret fra resten af landet for nødvendig trafik. Mon ikke militæret har et par funktionsduelige skibe og transportfly, som kan sættes ind?

Pernille Kofod Lydolph, direktør, Destination Bornholm:
– Rejsen til Bornholm skal foregå igennem DK. Lyder simpelt og enkelt. Men motorvejen til og fra øen er i overvejende grad igennem Sverige. Jeg tror og håber på, at der findes en transitløsning. Et helt samfund skal ikke sættes på stand-by i en måned.

Lars Løkke Rasmussen, tidligere statsminister og MF for Venstre:
– I marts lukkede Danmark grænsen til Sverige uden forudgående drøftelse med svenskerne. Det blev bare til en kort forhåndsorientering om, at nu lukker vi en måned. Nu gør svenskerne det den anden vej – og afskærer dermed transporten mellem Bornholm og resten af Danmark. Lad os appellere til svensk pragmatisme, så man mod fremvisning af en billet til Ystad-Rønne kan få transit gennem Sverige, så Bornholm også i juledagene bliver "landfast" med Danmark.

Sandie Westh, original bornholmer, tidligere vært på P7 Mix og klummeskribent:
– Det er kraftedeme løgn. Man burde jo kunne fremvise en færgebillet, og så var den skid slået. Jesus, hvor vildt af Sverige.

Michael Rastrup Smith, tidligere journalist på Berlingske, TV-Avisen og TV2:
– Mange passagerer fra Bornholm skal videre ud i Danmark, og her er Køge en perfekt lokalitet. Man er på motorvejen på ti minutter. Og drop så Ystad-forbindelsen i fremtiden. Der er paskontrol, Ystad er en trafikalt belastet stopklods, og så er der en mega dyr øresundsbro på vejen.

Facebook

Søren Espersen, MF for Dansk Folkeparti:
– Nu lukker svenskerne for, at danskere kan køre til og fra Bornholm via Ystad. Uhørt! Måske er det nu på tide at få standset den tur via Ystad/Rønne. Der er da ingen rimelighed i, at man skal køre igennem et fremmed land for at køre fra én dansk landsdel til en anden... Bornholmerne har fortjent bedre: Lad os supplere Køge-færgerne med hurtigbåde mellem København og Rønne!

Lea Wermelin, miljøminister og MF for Socialdemokratiet:
– Meget alvorlig situation for Bornholm. Her til aften har svenskerne besluttet at lukke deres grænser til Danmark. Der er ingen tvivl om, at coronasituationen er alvorlig. Men grænselukningen har en særlig stor betydning for os bornholmere, hvor indenrigstransporten går over Ystad og gennem Sverige. Som transportministeren lige har meldt ud, så har svenskerne desværre sagt, at der ikke er en transitmulighed for private passagerer fra i morgen. Så tæt på jul ved jeg som bornholmer, hvor mange familier der bliver berørt af, at transporten til og fra øen nu lukkes ned over Sverige. Men det handler også om de samfundskritiske funktioner, erhvervslivet og hele vores lokalsamfund, som det her påvirker.