Store konsekvenser for juletrafikken: Rønne-Ystad lukker ned

Store konsekvenser for juletrafikken: Rønne-Ystad lukker ned
Foto: Jens-Erik Larsen
| 21. DEC 2020 • 19:14
Af:
holger-larsen

21. DEC 2020 • 19:14
Danskere kan ikke rejse over Sverige efter lukning

Rejsende til og fra Bornholm skal med fly eller med færge via Køge efter Sveriges grænselukning, skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) på Twitter. Det oplyser ritzau.

Det betyder store konsekvenser for juletrafikken til og fra Bornholm:

– Rejsende til og fra Bornholm skal efter svensk grænselukning, som det er oplyst mig fra svensk side, via Køge eller med fly. Ekstra afgange vil derfor blive sat ind. Gods og få andre undtagelser. Nærmere info følger snarest, skriver Benny Engelbrecht.

Dermed kan man altså ikke som rejsende køre over grænsen og benytte sig af færgen fra Ystad i Sverige.

Sverige har besluttet at lukke grænsen mod Danmark ved midnat. Indrejseforbuddet vil indtil videre gælde en måned.

Det sker for at stoppe spredningen af en ny variant af coronavirus, som blandt andet er fundet i Danmark, skriver ritzau.

Vi håber i løbet af aftenen at kunne informere nærmere om konsekvenserne for færgetrafikken.