Illustration: Jørn Villumsen

Miraklernes tid

KLUMME

En kold vind blæser gennem kongeriget. Skilte knirker, kæder rasler, det er mørkt.

Ned gennem gaden går en gammel pukkelrygget mand med nissehue på. Vinden hvirvler sneen op omkring ham, du ved, den slags sne, der bider i kinderne og får én til at bøje nakken og længes hjem.

Langsomt kommer han nærmere. Han har et reb over skulderen, han trækker på noget tungt, hvad er det mon? En slæde? Hvad er det der ligger stablet op på den, dækket af et tæppe? Er det gaver? Er det vacciner? Er han præst, er han julemanden, er han virkelig? Eller er jeg blevet synsk?

KLUMME

En kold vind blæser gennem kongeriget. Skilte knirker, kæder rasler, det er mørkt.

Ned gennem gaden går en gammel pukkelrygget mand med nissehue på. Vinden hvirvler sneen op omkring ham, du ved, den slags sne, der bider i kinderne og får én til at bøje nakken og længes hjem.

Langsomt kommer han nærmere. Han har et reb over skulderen, han trækker på noget tungt, hvad er det mon? En slæde? Hvad er det der ligger stablet op på den, dækket af et tæppe? Er det gaver? Er det vacciner? Er han præst, er han julemanden, er han virkelig? Eller er jeg blevet synsk?

Det er ikke mere end en måned siden, at jeg skrev en klumme om at årets jul ville blive lillebitte. Jeg så dengang for mig, hvordan vi skulle sidde i små huse ude på landet, omgivet af de nærmeste, med ild i pejsen og and i ovn.

Nu er min fantasi blevet til virkelighed, vores land er bogstavelig talt lukket ned, og mine tanker flyver febervildt rundt mellem myter og mirakler. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er på vej gennem Morias miner i selskab med en modig hobbit forklædt som Magnus Heunicke, eller om jeg er fanget i en grotte med onde kannibaler.

Hvad er det vi befinder os midt i, tænker jeg? Er det en drøm eller er det et mareridt? Hvad er det vi skal lære?

Tålmodighed, mumler den gamle mand, mens han går forbi. Ånden står ud af hans mund i små skyer, hans øjne er skjult af tunge øjenlåg og sne i brynene. Han passerer med slæden uden at sætte farten ned, og jeg rammes af en følelse af tab. Var det ikke mig, der skulle have en gave? Jeg synes faktisk, jeg har fortjent det, sådan som jeg har holdt ud, jeg troede et kort øjeblik, at det var min tur til at blive glad? Men han trasker bare videre ned ad vejen, væk.

Mandens fodspor dækkes hurtigt af sneen, jeg spørger mig selv om han overhovedet har været her, eller om det bare var noget jeg drømte. Mens sneen udsletter de sidste spor af mederne, fyldes mit sind af en tung, tung følelse af mismod. En tanke materialiserer sig derinde i hjernens spindelvæv, og langsomt forstår jeg, at det er på tide at give slip. Det er på tide at give op. Jeg sætter mig i en gammel træstol, som nogen har glemt uden for et hus, og holder op med at tænke. Vinden har lagt sig. Jeg sidder bare, mens sneen daler og gadelamperne lyser gaden op med et svagt gul lys, som skaber bløde skygger i snedriverne. Alt er hvidt, alt er stille.

Pludselig trænger en lyd gennem stilheden. En dæmpet mumlen, som kommer langt væk fra. Det lyder som nogen, der synger en taktfast sang i mørket. Jeg kigger op ad bakken, hvor den gamle mand kom fra, men gaden er tom. Kun sneen bevæger sig langsomt fra himlen og lander på jorden, snefnuggene er store og tottede nu, de er faktisk søde, tænker jeg mens kulden sniger sig op ad mine ben og ned i mine støvler.

Sangen er stoppet. Igen mærker jeg, hvordan jeg er ved at miste modet. Så lidt skal der til, tænker jeg. Bare lidt sang, og så stiger håbet. Så snart sangen forstummer, glider man tilbage i fortvivlelsen. Hvor må det være svært at lide, tænker jeg, og kommer i tanke om, at jeg jo også selv lider. Nåja, men sådan rigtigt lider, svarer jeg mig selv. Jeg er åbenbart også begyndt at tale med mig selv.

Hvad laver du? spørger en stemme, og jeg vågner med et spjæt og kigger forskrækket op. Foran mig står en stor sort hest med brune øjne. Varmen damper fra dens store krop. I sadlen sidder en rytter iført bordeauxfarvet kappe og Robin Hood-hat med en fasanfjer i. Støvlerne er sorte og blankpudsede, men jeg bemærker, at rytteren ikke har handsker på.

Jeg bliver ærlig talt lidt mundlam, så rytteren gentager, denne gang lidt mere utålmodigt: Hvasså, hvorfor sidder du der i kulden? Skal du ikke med til fest?

Jeg studser lidt over dialekten. Det lyder lidt som… Men det kan da ikke være rigtigt?? Jeg rejser mig forsigtigt op og tager rytteren i nærmere øjesyn. Stor, let kroget næse, mørke øjne, der stirrer afventende på mig, spidsen af en hestehale, der stikker ud under den sneklædte hat.

Jo, den er god nok. Det er Mette Frederiksen.

 

Haha, tænker du
nok, nu rabler det da
virkelig for hende

 

Den sorte hest skraber i sneen med det ene forben og svinger utålmodigt med halen. Den vil sikkert gerne videre, tænker jeg, den savner nok sin varme stald.

Kom med, siger Mette Frederiksen og peger bagud. Jeg kigger op ad vejen og taber fuldstændig kæben. En lang række af ryttere er på vej ned ad bakken, alle med fakler i hånden. Optoget strækker sig så langt øjet rækker, to og to skridter de af sted, langsomt, som om de har al mulig tid i verden. En sagte sang blander sig med lyden af bjældeklang.

Jeg kigger vantro op på Mette Frederiksen. ‘Det er Folketinget’, siger hun og sætter sporene i. ‘Du kan køre med dem. Vi ses i festsalen’.

Tak, får jeg fremstammet, mens hun fortsætter ned ad bakken. Optoget er nu kun et par hundrede meter væk, og lyden af bjælder og sang stiger i kraft. Den forreste hest går alene. Den er større end de andre, den er faktisk skræmmende stor, og det er som om et varmt lys ulmer fra det hvide skind. I sadlen sidder en sortklædt rytter med prikket mundbind på. Han holder en kæmpestor fakkel i højre hånd, og styrer hesten sikkert med den anden. Jeg ser, at det er elverkongen Søren Brostrøm.

Haha, tænker du nok, nu rabler det da virkelig for hende. Men der er ingen tvivl. Godt nok dækker mundbindet halvdelen af hans ansigt, men de stålgrå øjne er ikke til at tage fejl af. Brostrøm har også Robin Hood-hat på, men uden fasanfjer, og da han er lige ud for mig, kan jeg se, at hans ører er spidse i toppen. I hvert fald det ene øre jeg kan se, derfra hvor jeg står.

God aften siger han og holder hesten an.

God aften, svarer jeg dumt. Hele optoget stopper bag ham og lyden af sang oh bjælder forstummer.

Vi har ledt efter dig i hele byen, siger han så.

Hvem, mig? stammer jeg befippet. Han nikker og siger med fast stemme: Ja dig. Lige præcis dig. Vi hører, at du har holdt ud så længe, og vi vil gerne invitere dig til julefest på slottet.

Jeg mærker varmen skyde op i kinderne, mens en indre stemme advarer: Lad nu være med at glæde dig for tidligt, han har helt sikkert forvekslet dig med en anden.

Men jeg er altså ikke sygeplejerske, kvækker jeg så, er du sikker på, at du ikke har forveklset mig med en anden?

Søren Brostrøms kinder løfter sig let inde under mundbindet. Jeg går ud fra at det betyder, at han smiler.

Jeg er helt sikker, svarer han.

Men, men jeg er jo ikke frontpersonale, fremturer jeg, for jeg er virkelig inde i vanen med at være skeptisk over for alt positivt – og jeg har kun siddet ude på toilettet og grædt to gange, fortsætter jeg, men holder inde, da jeg ser Søren Brostrøm hæve øjenbrynene.

Han løfter den ene hånd og sender et signal til rytterne bag sig. Straks efter trækker en hest ud fra rækken og sætter i trav ned ad bakken. Den trækker en kane efter sig og er åbenbart fjernstyret, for den har ingen rytter.

Hesten stopper foran mig, og Søren Brostrøm svinger indbydende med armen. Værsgo at tage plads, siger han og sætter sin hest i gang med et par lange, gyldne sporer. Hvor er det ærgerligt, at han er bøsse, tænker jeg, og børster sneen af jakken, inden jeg tager plads i kanen, som er dækket af tykke, hvide lammeskind.

Pludselig hopper en lille elverpige ind i kanen fra den modsatte side. Vær hilset, nikker hun og åbner en låge i træværket foran sig.

Vil du have gløgg eller vin chaud, spørger hun og tilføjer hurtigt, vi har selvfølgelig både hvid gløgg og rød gløgg.

Øh, den hvide, tak, mumler jeg og stirrer uopdragent på hendes spidse ører.

Men hvem er I, spørger jeg forvirret, mens optoget og kanen sætter sig i bevægelse igen.

Det fortæller jeg, når vi kommer frem til slottet, svarer hun. Nu skal du bare nyde turen, vi er fremme om en halv time. Hun pakker køretæppet sammen om mine ben, og jeg mærker varmen fra den hvide gløgg sprede sig i hele kroppen.

Så vågner jeg med et sæt og sætter mig op i sengen. Julen! Tænker jeg. Julen er kommet!

Jeg løber ned af trappen og kigger ud af vinduet. Og ganske rigtigt. Julen er kommet, fem dage for tidligt! Den gamle mand med nissehuen, som jeg så i drømmen, står ved sin slæde og deler små aflange pakker ud til de forbipasserende. Jeg gætter på, at det er vaccinen, for han har visir på, og der står en lang kø af ældre mennesker iført mundbind og venter tålmodigt på at få deres gave.

Jeg står et stykke tid og nyder synet af julen uden for mit vindue. Sneen falder fredeligt på Kirkepladsen, en stjerne blinker i morgenmørket. Jeg går ud i køkkenet og sætter vand over til kaffe. Og så sender jeg i tankerne en hilsen til Folketinget. Tak fordi I sendte julen af sted i god tid i år, tænker jeg.

Det havde vi virkelig brug for, tilføjer jeg og drager et lettelsens suk.

Flere tanker materialiserer sig i mit sind, og jeg sender dem videre til Slotsholmen i København.

Tak fordi I tog os allesammen med. Også os, der ikke arbejder i ældreplejen og på sygehusene og i podemobilerne eller i politiet. Tak til alle, som har ydet en umenneskelig indsats for at få os alle sammen sikkert gennem året. Til dem må I gerne sende en kane af guld, tænker jeg.

Og så går jeg ind for at pakke de sidste gaver ind. Dem, jeg nåede at købe, inden det hele lukkede ned. Resten må vente til næste år.