Kommunen lever ikke op til rengøringsråd om at undgå corona

Kommunen lever ikke op til rengøringsråd om at undgå corona
| ABONNENT | 17. DEC 2020 • 21:02
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
17. DEC 2020 • 21:02
Alt legetøj i daginstitutioner skal vaskes hver dag. Sådan lyder en af Sundhedsstyrelsens mange anbefalinger for at holde coronavirus mest muligt fra livet.

Det er en dyr omgang for kommunerne. Også for Bornholm, hvor det nu står klart, at det vil koste en ekstraudgift på 3,8 millioner kroner, der ikke er sat af nogen steder, hvis de bornholmske børnehuse næste år skal leve op til rådet om at vaske alt legetøj hver dag.

Allerede i dag bliver legetøjet i børnehusene kun vasket hver anden uge. Til gengæld bliver såkaldte kontaktpunkter for coronasmitte tørret af en gang om dagen, herunder også legetøjet. Den øvelse kan gøres for 2,1 millioner kroner, hvis man går ud fra, at det også vil være nødvendigt at være corona-forsigtig hele næste år.

Kommunalbestyrelsen fik begge dele at vide før sit møde torsdag aften. Her godkendte de bornholmske lokalpolitikere også, hvordan de i alt seks millioner kroner over tre år, som forliget om næste års kommunebudget i august satte af til ekstra rengøring skal bruges i praksis.

På Bornholms ni folkeskoler vil alle toiletter få en ekstra omgang midt på dagen. Samtidig vil alle dørhåndtag ved indgangsdørene blive tørret af. Den ekstra indsats på toiletterne vil fortsætte ind i 2022 og 2023, mens vanen med at tørre dørhåndtag hver dag vil forsvinde igen, når næste år er gået.

Kommunalbestyrelsen bevilgede torsdag aften desuden lige under to millioner kroner til, at rengøringsfolk næste år kan udføre en stor del af den ekstra rengøring på plejecentrene, som plejepersonalet har udført indtil nu. Samtidig vil rengøringen blive intensiveret for at undgå coronaudbrud blandt de ældste og allermest udsatte.