Bornholms Hospital udskyder ikke behandlinger som andre steder i regionen

Bornholms Hospital udskyder ikke behandlinger som andre steder i regionen
Bornholms Hospital. Foto: Berit Hvassum
| 17. DEC 2020 • 14:57
Af:
jakob-noermark

17. DEC 2020 • 14:57
SUNDHED

Region Hovedstaden meddelte onsdag, at alle operationer, behandlinger og kontroller, der ikke er tvingende nødvendige vil blive aflyst i de kommende tre uger.

Beslutningen omfatter dog ikke Bornholms Hospital – i hvert fald ikke i første omgang.

– Lige nu og her fortsætter vi med de planlagte operationer og behandlinger. Vi har ikke aflyst nogen operationer. Men der kan ske ændringer fra dag til dag, siger kommunikationskonsulent Pernille Gjede.

Det er Bornholms Hospitals kriseledelse, der træffer beslutningen om, hvilke dele af den daglige hospitalsdrift der eventuelt må suspenderes på grund af pandemien. Hvis en planlagt tid må aflyses, vil de berørte patienter få direkte besked fra hospitalet.

Seks indlagte i weekenden

Bornholms Hospitals beredskab vil til dels afhænge af, hvor mange patienter der indlægges med covid-19, da denne type patienter trækker store veksler på personalet. Hospitalet har torsdag to personer indlagt med covid-19 og er dermed mindre belastet end i weekenden, hvor der på et tidspunkt lå seks patienter med virussen.

– Antallet af indlagte varierer fra dag til dag. Nogle dage er der én indlagt, andre dage har vi haft seks indlagte med covid-19, fortæller kommunikationskonsulenten.

Uagtet epidemiens udvikling vil behandlinger og forløb for kræft- og hjertepatienter fortsætte som altid. Eneste ændring på Bornholm efter onsdagens udmelding fra Region Hovedstaden er, at patienter skal have fået en aftalt tid til skanninger og røntgenundersøgelser, da drop in-tilbuddet sættes ud af kraft.

Aflysninger af operationer kan blive en konsekvens af, at tilrejsende læger ikke kan frigøres på deres stamhospitaler i københavnsområdet, hvor smittekoncentrationen er meget højere end på Bornholm.

Netop smittetrykket og et stigende antal indlagte covid-19-patienter er årsagen til, at Region Hovedstaden som den første region under epidemiens anden bølge onsdag meddelte, at hospitalerne mellem 21. december og 10. januar er nødt til at udskyde kontroller, behandlinger og operationer, der ikke er tvingende nødvendige.