Klemens Kro trænger til en større renovering. De nye ejere regner med at lave størstedelen selv. Foto: Berit Hvassum

Nye kroejere: ‘Det kribler i fingrene for at komme i gang’

ERHVERV

Det er en råkold decemberdag, da Bornholms Tidende tropper op foran Klemens Kro for at møde de nye ejere af stedet.

Eller kommende nye ejere, for overtagelsen sker først 1. januar. Rasmus og Linette Skov Lintrup står klar foran den ikoniske gule facade, som man skal anstrenge sig for ikke at lægge mærke til, når man kører gennem Klemensker. Der er åbent ind til bagagerummet på familiens bil, hvor parrets børn Holger på to år og Molly på seks år holder en lille picnic med tæpper og madpakke. Det er bare én af mange weekender, som familien Skov Lintrup kommer til at bruge i Klemensker det næste lange stykke tid. For Klemens Kro trænger mildt sagt til en overhaling både indvendigt og udvendigt.

– Når man står her, så kribler det jo bare i fingrene for at komme i gang, siger Rasmus Skov Lintrup.

Linette, Holger, Molly og Rasmus Skov Lintrup starter et familieeventyr den 1. januar, når de overtager nøglen og ejerskabet over Klemens Kro, som tilbage i 1990’erne var ejet af Linette Skov Lintrups mormor og morfar. Foto: Berit Hvassum

Tilbage i familien

Han og Linette Skov Lintrup får først nøglerne, når de overtager officielt. Så de må vente med at gå på opdagelse i kroen, selvom det trækker meget i dem for at komme ind og kratte i overfladerne og se, hvor meget, der egentlig skal laves.

Helt ukendt er kroens indre nu ikke. Linette Skov Lintrups mormor og morfar havde Klemens Kro fra 1990 og cirka otte år frem.

I nogle af årene boede de på kroens første sal, og Linette Skov Lintrup har derfor tilbragt mange timer på stedet. Nu står hun her mange år efter med mand, børn og fuldtidsjob. Og noget af et håndværkertilbud.

– Jeg har haft så mange gode tider her, så det har gjort ondt at se det forfalde gennem årene. Jeg havde snakket med en kollega om stedet og besluttede mig for at køre forbi, og da der stod til salg, så kunne jeg bare mærke, at jeg var nødt til at få en fremvisning, fortæller Linette Skov Lintrup.

Hun arbejder på kontoret ved kriminalforsorgen, Rasmus Skov Lintrup har eget tømrerfirma og de bor i eget hus i Rønne. Selvom hverdagen kørte godt, så kunne Linette Skov Lintrup mærke, at tanken om at sætte kroen i stand trak i hende. Linette Skov Lintrups forældre, som driver Restaurant Bolsterbjerg, bakkede hende op. Men hun var nødt til at overtale Rasmus.

– Først tænkte jeg bare, nej, det skal vi ikke. Vi skal ikke både have jobs, små børn og en kro. Så skal man jo arbejde altid, og jeg var ret glad for vores hverdag. Men så tænkte jeg over de muligheder, der er her. Så blev jeg ret vild med tanken, siger Rasmus Skov Lintrup.

Ikke traditionel kro

Parret fik 20 minutters fremvisning og beskeden om, at der allerede var underskrevet en betinget købsaftale med en anden køber. De slog til og underskrev købsaftale i novemer. Nu venter de bare på at komme ind i kroen igen, så de kan få overblik over renoveringsprojektet.

– Vi er helt klar over, at vi har købt et håndværkertilbud. Nu er vi bare megaspændte på at se mere og få en fornemmelse af, hvad der kan bevares og hvad der skal laves, siger Rasmus Skov Lintrup.

Parret har renoveret deres eget hus i Rønne, og Rasmus’ mangeårige erfaring som tømrer kommer dem tilgode.

– Vi kan lave størstedelen selv, og så er der enormt mange venner, bekendte og lokale, som har skrevet, at de gerne vil hjælpe. Det er jo helt fantastisk, og det siger vi bare ja tak til, siger Rasmus Skov Lintrup.

De vil i første omgang ikke lave traditionel kro, som da Linettes bedsteforældre havde stedet. Med flere restauratører i familien ved Linette og Rasmus Skov Lintrup, at det kræver meget at drive et restaurationskøkken.

De vil i stedet lave bed and breakfast med værelser på 1. sal og morgenmadsstue i stueetagen. De vil også renovere de to festsale og udleje dem til selskaber. De tror på, der er en efterspørgsel efter begge dele og kombinationen.

– Vi tror på konceptet med bed and breakfast. Der er mange, der har fået øjnene op for Bornholm, som gerne vil holde ferie herovre og have et godt sted at sove med lidt morgenmad også. For de lokale kan det jo også være rart at leje nogle selskabslokaler, hvor der er mulighed for overnatning også. Der er mange, der har venner og familie ovre, som der måske ikke er plads til i privaten, når man holder barnedåb eller bryllup. Det kan man jo her, siger Linette Skov Lintrup.

Holger og Molly Skov Lintrup i fuld leg ved kroen, som deres forældre netop har købt, og som deres oldeforældre ejede tilbage i 1990’erne. Foto: Berit Hvassum.

Ikke en sur pligt

Der venter dem et stort renoveringsarbejde, før de kan åbne kroen, men de håber på, at de kan åbne i et vist omfang sommeren 2021. Først med et par værelser, sidenhen med selskabslokaler og måske nogle aftenarrangementer.

– Vi har masser af ideer til, hvad vi kan lave på sigt. Vi har snakket om spilaftner, fordi vi begge elsker brætspil. Vi har også snakket om aftner med vin-, øl- eller ginsmagning, og jeg kunne godt tænke mig at åbne kælkebakken bagved og lave varmestue. Men det er ikke lige nu og her, fortæller Linette Skov Lintrup.

I første omgang fortsætter hun i sit nuværende job og Rasmus med sit tømrerfirma. Det kan lyde som et uoverskueligt projekt at renovere en kro, starte virksomhed i den, passe to fuldtidsjob og have et familieliv med to små børn. Men Linette og Rasmus Skov Lintrup har lavet en aftale med hinanden om, at kroen er et fælles familieprojekt, som skal hænge sammen med deres nuværende liv. Ikke omvendt.

– Vi har gjort os nogle tanker om, hvor meget det må fylde. Vi er enige om, at det ikke må ødelægge os som familie og par. Det må ikke blive en sur pligt, selvfølgelig vil der være dage, hvor vi er trætte af det, men det må ikke overskygge glæden. Så sælger vi det igen. Men vi tror nu ikke, det kommer til at ske. Vi har lavet et realistisk koncept med bed and breakfast, og vi har prøvet at renovere et hus sammen før, siger Linette Skov Lintrup.

Familien bakker op

Rasmus og Linette Skov Lintrup har fået et par bemærkninger om, at det er et vanvittigt projekt, og der er også nogen, der har spurgt, hvorfor de tror, de kan lykkes med Klemens Kro, når tidligere ejere ikke har.

Selv kan de også mærke tvivl engang i mellem, men sjældent på samme tid.

– Vi skifter lidt faktisk. Når Rasmus har ja-følelsen, så er han bare 110 procent på, og så kan jeg svinge lidt mere og tænke, hvordan det skal gå. Men vi ser gode muligheder i det, og vi synes, vi har en realistisk plan, siger Linette Skov Lintrup.

Hendes forældre har bakket op om idéen fra starten og har hjulpet med startkapital, indtil Linette og Rasmus Skov Lintrup har et overblik over renoveringen og et budget. Linette Skov Lintrups mormor, der har ejet kroen tilbage i 1990’erne har været lidt mere stille.

– Klemens Kro var jo hendes hjertebarn, og hun har sagt, at hvis hun var 15 år yngre, så havde hun overvejet at købe den tilbage. Men nu tror jeg, hun bliver glad for, at vi tager hånd om det og får det tilbage i god stand, siger Linette Skov Lintrup.

Planen er ifølge Linette og Rasmus Skov Lintrup at totalrenovere og fornye kroen, men holde det i den gamle stil med høje paneler og den velkendte facade.