Efter forureningen af Præstemosen: Foråret vil vise, om latterfrøerne klarer sig

PRÆSTEMOSEN

Siden 1949 har der været en bestand af den yderst sjældne latterfrø, Rana ridibunda, i Præstemosen i Klemensker.

Det var lektor Arne Larsen, der i 1949 helt sensationelt konstaterede at latterfrøen – som det første sted i Danmark – ynglede på Bornholm, nærmere bestemt i Præstemosen, fortæller biolog Finn Hansen.

Han har i mange år fulgt den bornholmske natur og har blandt andet registreret bestanden af frøer, ikke mindst løvfrøer, på Bornholm.

Finn Hansen er blandt andet forfatter til den store naturguide "367 tur i Bornholms natur", hvor han også skriver om Klemensker og lektorens spændende opdagelse for 71 år siden af de sjældne frøer i mosen i bunden af smeltevandsdalen og for foden af grusbakkerne, også kaldet Bjørnebakkerne, i Søsende.

Efter at Finn Hansen er gået på pension for nogle år siden, kommer han knapt så meget rundt til de bornholmske vandhuller, moser og søer for at tjekke frøbestandenes ve og vel, men han formoder, at der fortsat lever og yngler latterfrøer i Præstemosen.

Generelt er øens bestand af frøer og deres levesteder ikke blevet registeret af Bornholms Regionskommune i nyere tid, fortæller han.

Naturbeskyttelsesloven

Det er for tidligt at sige noget om hvordan – og om – bestanden af fredede og rødlistede latterfrøer i mosen er blevet påvirket af forureningen med procesvand – angiveligt kun med organisk maleriale som mælk, valle og mælkefedt – fra Bornholms Andelsmejeri den 3. november.

Frøer går i hi om vinteren. De graver sig ned i bundlaget i søer, moser og vandhuller og trækker stort set ikke vejret.

– Der er, så vidt jeg har forstået, kun tale om organisk materiale. Man kan se til foråret, i begyndelsen af juni måned, om de har taget skade. Så man kan faktisk ikke udtale sig, før man har set resultatet, siger Finn Hansen.

Latterfrøen kan ifølge Miljøstyrelsen dø under vinterdvalen, hvis vandet ikke er rent og rigt på ilt.

Den sjældne frø i Præstemosen er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens paragraf 3. Latterfrøens ynglevandhuller er nemlig beskyttede ifølge loven, hvis de er på over 100 kvadratmeter.

Fælles ophav

Latterfrøen var indtil opdagelsen i Præstemosen i 1949 ikke kendt fra Skandinavien, men bestanden af disse store grønne frøer på Bornholm er efterfølgende blevet studeret nøje af blandt andre polske biologer, fortæller Finn Hansen.

Latterfrøen er en sydlig art ,der mod nord forekommer i Polen og Baltikum.

De genetiske forhold mellem frøerne på Rügen, Wolin og Bornholm er meget ensartede og tyder derfor på et tidligere fælles ophav. Bornholm var i de første årtusinder efter seneste istid et forbjerg på en halvø med fast forbindelse til det europæiske kontinent og de omtalte øer.

I Danmark lever og yngler latterfrøen i sin vilde form fortsat kun på Bornholm samt på Christiansø. Der findes udsatte frøer fra parkvandhuller i Århus og København.

 

 


Den sjældne frø med den grove latter

Latterfrøen er en af de grønne frøer, selv om den ofte er mere brun end den grønne frø. Men den enkelte frø kan skifte farve og veksle mellem grønne, brune, grå og sortbrune nuancer.

De fleste latterfrøer kan kendes fra grøn frø på formen af fodrodsknuden og på, at de som regel kvækker anderledes.

Hanner bliver op til 10 centimeter, hunnerne op til 12 centimeter. Hannerne er ofte mere olivengrønne end hunnerne og har kvækkeposer.

Latterfrøens kvækken minder om den grønne frøs. Men den kan være mere opdelt i stød og minde om en grov, stødvis latter, som har givet frøen sit navn. Et kor af latterfrøer kan høres cirka 1,5 kilometer væk en stille aften omkring midnatstid.

De voksne frøer æder alt, hvad der bevæger sig, og som de kan sluge. De tager især insekter, blandt andet mange myrer, men også hundestejler, salamandre og frøer, deriblandt andre latterfrøer.

Latterfrøen er så stor, at den også kan tage mus og små fugle.

Latterfrø lever i større vandhuller og søer end den grønne frø. Der skal være meget bevoksning i søen, så den kan ligge camoufleret i overfladen af vandet.

Latterfrøen er forsvundet fra de fleste naturlige søer på Bornholm. Nu findes den i grusgrave, lergrave, kaolingrave, granitbrud og sandstensbrud. Selv om der ofte er meget lidt bevoksning her. I de senere år er den også vandret ind til ret små, nygravede vandhuller.

På Østbornholm er der kun fundet hunner. Disse parrer sig her med grøn frø, men er alligevel i stand til at opretholde sig som art. På Vestbornholm findes både hanner og hunner.

Hunnen lægger sine æg i store geleklumper med 200 til 2.000 æg i hver klump. I alt kan en hun lægge op til 16.000 æg. De lægges i slutningen af maj og i juni. Æggene er cirka lige store i modsætning til grøn frøs, hvor de varierer i størrelse.

Haletudserne er meget sky og årvågne. Det er måske derfor, at de kan overleve i søer med rovfisk som gedder og ørreder. De unge frøer går på land i august og september.

Latterfrøen menes at kunne leve op til 11 år.

Latterfrøer ædes af snoge, fiskehejrer, oddere, grævlinger og ildere.

Kilde: MIljøstyrelsen