Store ambitioner: Plast skal få evigt liv på Bornholm

Store ambitioner: Plast skal få evigt liv på Bornholm
Et nyt projekt på Bornholm skal undersøge mulighederne for at genbruge og genanvende plastemballage. Foto: Bofa
| 11. DEC 2020 • 10:03
Af:
holger-larsen

11. DEC 2020 • 10:03
MILJØ

Verdens første affaldsfrie samfund. Det er ambitionen for et pilotprojekt på Bornholm om at genbruge og genanvende plastikemballage. Deltagerne er affaldsselskabet Bofa, Danmarks Naturfredningsforening (DN) og den globale fødevarevirksomhed Nestlé.

Visionen er, at projektet med start i 2021 skal blive inspiration for andre – også i andre dele af verden. De tre parter vil grundigt undersøge mulighederne for at genbruge og genanvende plastemballage. Samarbejdet er del af Bofas nye udviklingsplatform, Zero Waste Bornholm, oplyser parterne i projektet i en pressemeddelelse.

Fra 1. januar 2025 er det producenternes eget ansvar, at emballage fra deres produkter bliver genanvendt. Det har EU tidligere vedtaget. Det er baggrunden for, at Nestlé, Bofa og DN er gået sammen.

En god base

Man vil blandt andet undersøge mulighederne for cirkulære løsninger for husholdningers plastaffald, genanvendelse af plastfolier i supermarkeder, samt indførsel af særlige indsamlings- og genanvendelsesløsninger for kaffekapsler – alt sammen gennem demonstrationsprojekter på Bornholm.

– Vores nye samarbejde med Nestlé og DN giver Bornholm en god base for at blive klogere på muligheder og udfordringer, som det udvidede producentansvar giver os. Vi forventer, at vi sammen med vores nye stærke partnere, samt Bofas nye innovationsplatform, tager et vigtigt skridt imod at blive et 100 procent cirkulært samfund i 2032, siger Bofas direktør, Jens Hjul-Nielsen.

Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, kalder samarbejdet for en rollemodel for udvikling af det udvidede producentansvar. Hun siger i pressemeddelelsen, at det er afgørende, at kommuner og virksomheder arbejder sammen.

Et afgrænset område

I Nestlé er man glad for at kunne teste nogle af Nestlés "emballage-ambitioner" i et afgrænset område som Bornholm, før det eventuelt rulles ud i andre lande. Man kalder projektet banebrydende.

– Vi deler til fulde Bornholms og Danmarks Naturfredningsforenings vision om at skabe en verden uden affald. I Nestlé har vi sat mål for, at al plastemballage skal kunne genanvendes i 2025, siger Nestlés direktør for produktion i Norden, Birgitte Krenk, i pressemeddelelsen.