Bornholm undgår restriktioner – men har et smitteniveau i den høje ende

Bornholm undgår restriktioner – men har et smitteniveau i den høje ende
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 10. DEC 2020 • 14:03
Af:
jakob-noermark

10. DEC 2020 • 14:03
3.132 er antallet af danskere, der inden for det seneste døgn er testet positiv for covid-19. Heriblandt er der seks bornholmere.

Med nyheden om denne nationale dagsrekord indledte sundhedsminister Magnus Heunicke torsdagens pressemøde om regeringens seneste indgreb for at dæmpe spredningen af virussen.

Yderligere 31 kommuner skal blandt andet lukke idrætshaller, restauranter og gymnasier, meddelte sundhedsministeren. Bornholm bliver ikke i denne omgang pålagt at lukke store dele af samfundet ned, men det kan hurtigt ændre sig, lod Heunicke vide.

– Vi vil ikke tøve med at udbrede restriktionerne til flere kommuner eller indføre nye restriktioner, sagde sundhedsministeren.

I den høje ende

Bornholms incidenstal blev onsdag opgjort til 106 som følge 42 bekræftede bornholmske smittetilfælde i den seneste uge, og efter torsdagens opdatering er det steget til 111.

Resten af Region Hovedstaden var allerede en del af nedlukningen, og på pressemødet adresserede Søren Brostrøm udeladelsen af Bornholm.

– Vi vurderer - ud fra nogle konkrete hensyn - at vi kan beskytte Bornholm, sagde Sundhedsstyrelsens direktør.

Alle de kommuner, der onsdag havde et incidenstal på over 120, er efter dagens tilføjelser til listen omfattet af nedlukningen. Blandt de kommuner, der ikke lukkes ned, har kun fem fynske og sydjyske kommuner højere incidenstal end Bornholm.

Kigger på befolkningstæthed

De 31 kommuner, der som konsekvens af høje smittetal bliver pålagt nye restriktioner, er samtlige kommuner i Region Midtjylland og Region Sjælland samt Aalborg og tre kommuner i trekantsområdet (Middelfart, Fredericia og Vejle).

Da 38 af landets kommuner i forvejen var lukket ned, er kun 29 af landets kommuner ikke omfattet af nedlukningen. 79 procent af landets befolkning bor i et af de delvist nedlukkede områder.

At man ikke indfører restriktionerne i samtlige kommuner blev på pressemødet begrundet med, at der dels er forskelle på koncentrationen af smittede, og at befolkningstætheden varierer. Myndighederne er hurtigere til at gribe ind i områder med stor befolkningskoncentration, og af den grund blev dele af trekantsområdet omkring Lillebælt inkluderet.

Det seneste døgns smitterekord skal ses i lyset af, at der blev analyseret over 111.000 prøver i det seneste døgn.