13 soldater er tæt på målet: 'Det er smart at snyde, men dumt at blive opdaget'

FORSVAR

Vi er i tredje og sidste uge af Opklaringsbataljonens enkeltkæmperkursus på Bornholm. Det er den barske uge, og der er nu kun 13 soldater tilbage ud af de 23, der startede på kurset den 23. november.

En af soldaterne har en skidt dag på skydebanen, og han må ud på adskillige strafrunder op og ned ad den mudrede skovvej. Det har han tydeligvis ikke brug for, for det er endnu kun formiddag, og det ser ud til at blive en lang dag.

Den 21-årige sergent Jacob Løvgret fra Opklaringsbataljonen på Almegårds Kaserne ser anderledes afslappet ud. Han står med en pind og skraber mudder af støvlerne, mens han venter på, at det bliver hans tur til at skyde.

Du ser rimelig frisk ud?

– Herfra og ned har jeg ondt, siger Jacob Løvgret og peger på et sted i maveregionen.

– Men herfra og op har jeg det fint.

En anden af de ventende soldater har ikke lyst til at snakke. Han ser mere træt ud.

Kursuslederen, kaptajn Leo Gamborg, tror dog, at alle de tilbageværende 13 vil klare de sidste strabadser og fredag formiddag være klar til at modtage den eftertragtede sølvdolk af chefen for 2. Brigade, general Gunnar Arpe Nielsen.


Særligt udvalgte

Dolken vil vise, at de har bestået et eftertragtet kursus for særligt udvalgte soldater fra hele landet. I år var der 45 ansøgere. For mange af dem er det træning og en test forud for ansøgning om optagelse ved Frømands- eller Jægerkorpset.

Denne dag er der en opgavemarch på programmet. Starten gik klokken 7. Deltagerne har fået koordinaterne til nogle poster med opgaver oplyst, og så handler det ellers om at komme frem hurtigst muligt. Det skal ske til fods, og asfaltveje er "røde veje", hvor soldaterne ikke må færdes. Deltagerne har et kompas og et kort over Bornholm – vel at mærke et kort uden veje.

Kaptajnens telefon ringer. En af de mange kontrollanter, der er ude på ruterne, har mødt en deltager på "rød vej".

– Kør ham en kilometer tilbage på ruten, siger Leo Gamborg.

En sten i rygsækken

– Det er smart at snyde, men dumt at blive opdaget, siger Leo Gamborg til avisens udsendte.

Deltagerne må ikke tage imod hjælp under kurset, og hvis man for eksempel bliver kørt et stykke af vejen, ryger man ud. Og offentligheden er faktisk blevet opfordret til at melde det, hvis man observerer noget i den stil.

Mindre forseelser som at gå på en "rød vej" gør, at man kan blive sat lidt tilbage, eller man kan som Jacob Løvgret opleve at få en sten i rygsækken, som han fik det på en 40 km march, fordi han havde glemt et id-kort.

Når skydningen er overstået, skal soldaterne videre på en observationsbane i skoven. Her er der et antal ting, deltagerne skal observere og bagefter kunne plotte ind på et kort. Senere venter blandt andet en vandpassage.


Pressede på søvn og mad

Enkeltkæmperkurset var tidligere på to uger, hvor man var ude i naturen hele tiden. Nu har man udvidet kurset til tre uger for bedre at kunne følge udviklingen. Man starter nu med en teoriuge i erkendelse af, at læringen er bedre, når man ikke er afkræftet og mangler søvn.

Herefter starter opgaverne ude, og det spidser til i den tredje og sidste uge, kontrolugen. Det er her, man skiller fårene fra bukkene, som Leo Gamborg udtrykker det.

– Det er her de virkelig bliver pressede på for lidt søvn og mad og skal vise, at de har viljen og evnerne til at blive ved med at løse opgaver. Det er her, at nogle lukker ned på et tidspunkt. Jeg kunne som kursusleder godt have brugt noget regn, fordi det ville være en ekstra udfordring, men her har deltagerne været heldige, beklager han.


Konstant nye opgaver

Kursuslederen vurderer, at deltagerne denne dag nok kommer til at gå 15-20 km. Men det ved de ikke på forhånd. De ved ikke, hvornår de er i mål. Det er en usikkerhed, som ikke alle er lige gode til at håndtere.

– Når de kommer i mål, venter nye opgaver. De har selvfølgelig tid til at sove en time eller to hist og pist ude i skoven. Men de skal hele tiden overveje, om de skal bruge tiden på at sove eller spise eller løse en opgave, siger Leo Gamborg om opbygningen af kurset.

 

 


Jacob trængte til at blive udfordret

– Det er ikke særlig rart at være sulten, træt og kold, men det er ikke noget, man dør af. At stå på den anden side er en federe følelse, siger en af de lokale deltagere, Jacob Løvgret fra Opklaringsbataljonen, om sin deltagelse i enkeltkæmperkurset.

Hvordan har det været hidtil?

– Det har været hårdt. Det har også været spændende. De ting, der er hårde, overskygger ikke det sjove. Jeg ville ikke arbejde som soldat, hvis jeg ikke kunne lide det, og jeg ville ikke melde mig på kurset, hvis jeg ikke var interesseret i at blive trykket lidt på maven. Det er fedt, siger Jacob Løvgret.

Hvorfor meldte du dig?

– Det var gået op for mig, at jeg var begyndt at stagnere. Der var gået noget tid, hvor jeg havde uddannet andre folk, men jeg var ikke blevet bedre selv. Jeg var måske blevet lidt magelig. Jeg stod bare derude på skydebanen med varmt tøj på og sagde, hvad andre skulle gøre. Så gik det op for mig, at jeg trængte til at blive udfordret lidt selv og selv blive bedre, siger Jacob Løvgret, der i det seneste halvandet år har været med til at uddanne værnepligtige på Almegårds Kaserne.

Har du et mål med deltagelsen?

– Helt sikkert at få dolken og få en god oplevelse. Jeg har allerede haft mange gode oplevelser. Det er totalt drengerøvskursus. Det er fedt med den erfaring, jeg har fået i de seneste to en halv uger, og jeg kommer til at bære en dolk, der gør, at folk ser op til mig, siger Jacob Løvgret.