Når 10 vikinger kommer og hjælper med flytningen: 'Jeg flytter aldrig herfra igen'

Når 10 vikinger kommer og hjælper med flytningen: 'Jeg flytter aldrig herfra igen'
Jeanette Rosendal Jensen i sit es i front for stram op-holdet i Viking Atletik. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 8. DEC 2020 • 07:36
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
8. DEC 2020 • 07:36
TILFLYTTER

– Du er da ikke tilflytter. Du har jo været her altid...

Jeanette Rosendahl Jensen refererer Viking Atletik-formand og event manager Claus Clausens reaktion, da hun fortalte ham, at hun havde en aftale med Bornholms Tidende om, at hun skulle fortælle om sine erfaringer som tilflytter til Bornholm.

– Der følte jeg virkelig: Yes, selv om jeg ikke er bornholmer, så er jeg det måske alligevel en lille smule. Eller i hvert fald bliver jeg betragtet som en af "deres egne".

Nej, Jeanette Rosendahl Jensen har ikke boet på Bornholm altid. Men i 20 år, og når man spørger hende, om hun kommer til at flytte herfra igen, lyder svaret:

– Nej, aldrig.

Det var artiklen med Helle Hjortkjær Dhalvad og Torben Dhalvad i Bornholms Tidende den 14. november, der fik Jeanette Rosendahl Jensen til at kontakte avisen. Den artikel ligger i skrivende stund helt i top over månedens mest læste på tidende.dk, og den er blevet ivrigt debatteret på de sociale medier. For hvordan er det nu med os bornholmere – hvor gode er vi til at tage imod tilflyttere? Har vi nok i os selv?

"Du kommer ikke ind under huden på bornholmerne på samme måde (som på Fyn). Bornholmerne har deres familie og venner, og det er meget fasttømret herovre", sagde Helle Hjortkjær Dhalvad blandt andet.

Mange fordomme

Jeanette Rosendahl Jensen er helt uenig.

Det var ikke familiære forbindelser eller anden tilknytning, der fik Jeanette Rosendahl Jensen til at tage springet til Bornholm. Det var sommeren 1999 med en madvogn i Svaneke, der fik hende til at falde for Bornholm og bornholmerne. Hun søgte og fik et job som pædagog på Østerlars-Gudhjem Skole. Hun sagde sit job op på Sjælland og flyttede til Sandkaas, hvor nogle af naboerne var hurtige til at modtage hende med chokolade.

– Jeg mødte mange fordomme, inden jeg flyttede til Bornholm: "Du dør, når du flytter til Bornholm, for de bornholmere er ikke til at komme i nærheden af. De er meget indesluttede, og de har nok i sig selv".

– Da jeg havde rund fødselsdag sidst, havde jeg en masse bornholmere med. Der fortalte jeg i min indledning om alt det, jeg hørte, inden jeg flyttede til Bornholm. Men alle de fordomme er godt nok blevet gjort til skamme. Ellers havde alle de mennesker jo ikke siddet der den dag, siger Jeanette Rosendahl Jensen.

Ivrig motionist

Hendes indgangsvinkel til bornholmerne blev motionen:

– Jeg begyndte at løbe sammen med ASG-løberne, og jeg mødte nogle mennesker, som jeg stadig holder kontakten med. Nogle år senere begyndte jeg at komme i Viking Atletik, jeg tog på forskellige kurser og blev instruktør, og så har det taget om sig.

Jeanette Rosendahl Jensen, der har boet i Rønne siden 2008, er i dag som pensionist nærmest mere aktiv end nogensinde. Hun er af sted tre gange om ugen som instruktør i Viking Atletik for henholdsvis et gymnastikhold og et stram op-hold (crossgymtræning), og så har hun en frivillig rengøringsdag i klubben. Hun går selv til spinning en gang om ugen og afløser ind imellem som spinninginstruktør.

– Nogle gange er jeg af sted to gange om dagen, siger hun.

Den store frivillige indsats værdsættes, og Jeanette Rosendahl Jensen har modtaget en pokal fra klubben for blandt andet at tage initiativ til nye hold og for at være glad og hjælpsom. En påskønnelse, hun er meget glad for:

– Det er også med til, at jeg ikke kunne tænke mig at flytte tilbage til Sjælland.

Trygt og godt

– Folk skal være glade for at komme. Så vi gør også meget ud af, at der bagefter er kaffe og kage. Den gode stemning betyder meget for at give den tryghed, der skal til for, at man giver lidt af sig selv, så man får vendt både de sørgelige og de positive ting, siger Jeanette Rosendahl Jensen, der glæder sig over at have alle pladser besat og venteliste til sit stram op-hold.

– Man skal selv være opsøgende og være nysgerrig, lyder Jeanette Rosendahl Jensens opskrift på at komme i kontakt med bornholmerne – og den opskrift mener hun er gældende uanset, hvor man bor.

– Det nytter ikke noget bare at sidde derhjemme og vente. Så kan man bo alle steder og føle, at man er ensom, og at det er kedeligt.

Spiseklubben

Jeanette Rosendahl Jensen har også fået dybere venskaber gennem idrætten. Det var blandt andet gennem en motionsrejse til La Santa Sport på Lanzarote.

– Vi er seks stykker fra den tur, der mødes en gang om måneden i en spiseklub, fortæller hun.

Hvor gode venskaberne er, og hvor stærke de er, fik Jeanette Rosendahl Jensen for alvor afprøvet, da hun for nylig skulle flytte. Hun spurgte forsigtigt i klubben, om der mon var nogen, der kunne hjælpe hende.

– Der kom 10 vikinger og hjalp mig, og så gav jeg selvfølgelig en god frokost.