Arkivfoto: Jacob Jepsen

Bornholm i den bedste tredjedel: Endnu en dag med få nye smittede

I det seneste døgn har tre bornholmere modtaget besked om, at de er smittet med covid-19. De tre positive test blev foretaget i lørdags ifølge mandagens opdatering fra Statens Serum Institut.

Søndag var smittetallet oppe på otte, mens opdateringen fra i lørdags også berettede om tre bekræftede smittetilfælde.

Over den seneste uge er der i gennemsnit bekræftet 4,7 smittede om dagen. Kun to ud af de seneste ti dage har budt på over fire smittede.

I nederste tredjedel

Bornholms incidenstal ligger nu på 84. Tallet angiver, at de 33 bornholmske smittede inden for de seneste syv dage ville svare til 84 personer, hvis kommunen havde 100.000 indbyggere.

Da smittespredningen var på sit højeste for to uger siden, var incidenstallet oppe på 150. I fredags var tallet dog nede på 71.

Efter faldet i mængden af positive prøver hører Bornholms Regionskommune igen til blandt den tredjedel af landets kommuner, der har den laveste smittekoncentration. Aktuelt har Bornholm den 29.-laveste incidens, og i Region Hovedstaden har Bornholm for øjeblikket færrest smittede i forhold til befolkningstallet.

SSI’s tal viser, at der i gennemsnit bliver foretaget omkring 4.000 covid-19-prøver om ugen på Bornholm. På hverdage testes typisk mellem 600 og 900 personer med bornholmsk adresse, mens sundhedspersonalet de seneste lørdage og søndage har podet 300-500 personer.

Sådan har de daglige smittetal udviklet sig på Bornholm. Mandagens tre smittede indgår ikke i oversigten. Grafik: Christina Skovmose