– Bornholm stiller nogle helt andre krav til det at være anklager. I andre politikredse har man specialiserede afdelinger, der tager sig af de forskellige typer af sager. Her er jobbet meget mere alsidigt, og du skal selv kunne det hele, siger Marina Moltke-Leth. Foto: Jacob Jepsen

Bornholms nye chefanklager: Bornholm er noget, jeg æder med øjnene, og det smager rigtig godt

PORTRÆT

Den 1. marts 2021 sætter Marina Moltke-Leth sig bag chefanklagerens skrivebord på politistationen i Rønne.

Den dag overtager hun jobbet som leder af anklagemyndigheden hos Bornholms Politi efter Benthe Pedersen Lund, som efter 13 år på posten rykker til et nyt job hos anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

 

Bornholm er noget
jeg æder med øjnene,
og det smager rigtig godt.

 

Marina Moltke-Leth er 53 år, uddannet jurist og har siden 2008 været ansat i politiet i forskellige politikredse. De seneste to år på Bornholm, hvor hun har vikarieret som senioranklager.

Det stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, at Marina Moltke-Leth skulle blive jurist. Hendes arbejdsliv begyndte et helt andet sted, i en helt anden branche.

Allerede, da hun var i slutningen af tyverne, havde hun fuld fart på en karriere som indkøbs- og salgschef i tekstilindustrien. Men arbejdet fyldte for meget og familien for lidt. Og det var årsagen til, at hun begynde at læse jura.

– Jeg havde fuldt tempo på karrieren. Vi havde ung pige i huset, og jeg så ikke min søns første skridt. jJeg syntes, det gik for stærkt, og jeg havde hverken mig selv eller børnene med. Jeg havde behov for at drosle ned, siger hun og fortæller, at hun sagde karrierejobbet op for at tage et sabbatår og få mere tid sammen med sine to børn.

Men Marina Moltke-Leth er ikke typen, der kan tage orlov og lave ingenting. Hun vidste, at hun havde brug for at fylde noget meningsfuldt og udfordrende i hverdagen og besluttede derfor også at bruge sabbatåret til at studere.

— Jeg tænkte, at jeg både kunne slappe af og samtidig lave noget fornuftigt, lyder hendes forklaring.

Hun overvejede, om hun skulle søge ind på et lærerseminarium eller på jurastudiet på Aarhus Universitet. Og det endte med at juraen trak det længste strå.

De sjoveste mennesker

Egentlig var jurastudiet bare tænkt som et års meningsfyldt tidsfordriv, inden Marina Moltke-Leth efter det planlagte sabbatår skulle vende tilbage til det traditionelle erhvervsliv. men hun blev grebet af juraen og blev på universitetet. Og i 2002 tog hun som 35-årig juridisk embedseksamen.

 

Jeg synes det er vigtigt,
at man giver noget af sig selv.

 

At det blev jura frem for pædagogik, tilskriver hun sin far, der selv er jurist.

– Måske vidste jeg instinktivt, at det kunne være interessant, lyder hendes forklaring.

Og at hun holdt fast i jurastudiet i mere end det ene år, hun oprindeligt havde planlagt, giver hun sine medstuderende og det gode kammeratskab, der var på jurastudiet, æren for.

– De sjoveste mennesker, jeg nogensinde har mødt – og jeg samler på sjove mennesker – det er mine gamle kammerater fra jurastudiet, siger hun og fortæller, at hun stadig ses med alle dem, hun sad i læsegrupper med på jurastudiet.

Og en gang om året, i en weekend, som alle kender år i forvejen, så der ikke er nogen undskyldning for at melde afbud, mødes de stadig og fester sammen.

– Folk tror, at jurister er sådan nogle kedelige nogen. Det må jeg på det kraftigste afvise, griner Marina Molkte-Leth.

Alt, undtagen hestepolo

Opvæksten i Odense, hvor hun også er født, betegner hun selv som traditionel.

– Jeg havde en helt klassisk opvækst med begge mine forældre, som stadig er gift. Jeg har en lillesøster, der er syv år yngre end mig, og som selvfølgelig var pisseirriterende, da hun var lille, siger hun.

Begge forældrene, som i dag er pensionerede, var selvstændige erhvervsdrivende. Moderen ejede og drev auktionshuset Moltke-Leth Auktioner i Odense, og faderen var forsvarsadvokat. Lillesøsteren bor med sin familie i Italien, hvor Marina Moltke-Leth, inden corona-epidemien kom i vejen, ofte besøgte hende.

– Vi er en lille familie, men de få medlemmer, vi er, er meget tætte på hinanden, siger hun.

Barndommen beskriver hun som aktiv og præget af en stor grad af frihed. Og hun fortæller, at hun som barn sjældent havde rent tøj på i mere end en halv time ad gangen.

– Jeg var sådan et barn, der klatrede i træer og gik til spejder og sport. Min far påstår, at jeg har gået til al slags sport undtagen hestepolo. Og han understreger, at det kun er polo til hest, han ikke har kørt mig til, for jeg har gået til vandpolo.

Den sportsgren, som fik mest og længst opmærksomhed, var judo.

I dag dyrker Marina Moltke-Leth ikke nogen form for sport. Det satte en knæskade, hun pådrog sig under en indendørs fodboldkamp for nogle år siden, en stopper for.

Studentereksamen på to år

Studentereksamen tog hun på Odense Studenterkursus. Her tog den nemlig kun to år, inden man havde ret til at sætte studenterhuen på hovedet. Og eksamensbeviset blev året efter suppleret med et ditto til den et-årige HH (Højere Handelseksamen).

– Dengang troede jeg, at jeg skulle ud i erhvervslivet, og at jeg skulle være sælger, forklarer Marina Moltke-Leth.

Få år efter blev hun gift, og i 1989 blev hun mor til datteren Marie, som i dag bor i København. Familien flyttede til Jylland, hvor sønnen Jens, der i dag bor i Sønderjylland, blev født. Det var også her, Marina Moltke-Leth gik glip af Jens’ første skridt, fordi karrieren i tekstilbranchen tog så meget af hendes tid.

Og det var så her, hun begyndte at læse jura:

– Jeg syntes, det passede rigtig godt sammen at have børn og være studerende.

Arbejdsrefugium

Efter eksamen fra jurastudiet var Marina Moltke-Leth i en årrække ansat som advokatfuldmægtig og advokat i en jysk advokatvirksomhed, indtil hun i 2007 vendte tilbage til Fyn for at blive intern jurist i en virksomhed, der udvikler forsvarsteknologi.

Her var hun i knap to år, inden hun i 2008 blev ansat som jurist i ledelsessekretariatet hos Fyns Politi.

 

Det er ikke nogen
skovtur at sidde som
vidne i en straffesag

 

Elleve år senere landede hun, efter at have været forbi flere forskellige stillinger i forskellige politikredse, på Bornholm.

Hun har blandt andet været anklager med speciale i økonomisk kriminalitet hos Sydøstjyllands Politi. Og har arbejdet en periode hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, bedre kendt som bagmandspolitiet, inden hun vendte tilbage til Fyns Politi, hvor hun har haft forskellige projektorienterede roller.

I slutningen af 2018 skulle hun igen skifte rolle, og på det tidspunkt manglede Bornholms Politi en anklager til et et-års vikariat.

At Marina Moltke-Leth kom i betragtning til den post skyldtes dels, at den tidligere politidirektør på Fyn, Kit Claudi Grøn-Iversen, i mellemtiden var blevet politidirektør på Bornholm, og hun kendte Marina Moltke-Leth fra Fyns Politi.

Dels at Marina Moltke-Leth selv tænkte, at et år på Bornholm ville blive en slags arbejdsrefugium, hvor hun kunne skrive sin afsluttende opgave på det masterstudie i kriminologi, som hun siden 2018 havde fulgt på Cambridge University i England.

– Der er mere ro på herovre i forhold til ydre indtryk. Som vikar her skulle jeg kun gå op i to ting. Jeg skulle passe mit arbejde, og jeg skulle skrive min opgave.

Burde være igang med at pakke

Ligesom det ikke var planlagt, at hun skulle blive jurist, var det heller ikke planlagt, at Marina Moltke-Leth skulle blive på Bornholm.

Da hun i januar 2019 første gang trådte ind ad personaleindgangen på politigården på Zarthmannsvej i Rønne, var det meningen, at hun kun skulle blive på Bornholm i et enkelt år som vikar.

Men inden det år var gået, blev hun spurgt, om hun kunne tænke sig at forlænge opholdet med et år mere, frem til udgangen af 2020.

Det sagde hun efter hurtigt samråd med sin mand, som stadig bor i familiens hjem nord for Odense, ja tak til.

– Det syntes han heldigvis også var en god ide, for jeg er rigtig glad for at være her. Jeg har været mange steder i politiet, og jeg er rigtig glad for at være i den her politikreds, siger hun.

Vikariatet udløber med udgangen af december 2020. Så egentlig burde Marina Moltke-Leth så småt være i gang at pakke gruppebillederne af de smilende familiemedlemmer, som hænger på kontorets opslagstavle, ned i en flyttekasse for at returnere til Fyn.

Men så var det, at den nuværende chefanklager, Benthe Pedersen Lund, besluttede at flytte til Sjælland, og hendes stol derfor blev ledig.

Kan nu forstå, hvad de mente

Marina Moltke-Leth blev ikke direkte opfordret til at søge stillingen, da den blev slået op, men hun blev fra flere sider gjort opmærksom på, at hun kunne søge jobbet, og det gjorde hun, for hun kan ifølge eget udsagn rigtig godt lide både Bornholm og arbejdet på politigården i Rønne.

– Jeg kom til politiet lige efter politireformen i 2007. Dengang var der rigtig mange af mine kollegaer, som sagde, at det var meget bedre før reformen. Jeg tænkte, at de skulle lade være med at hænge fast i fortiden og i stedet forholde sig til, hvordan det var nu, for jeg havde ikke noget at sammenligne med. Efter jeg er kommet til Bornholm, kan jeg godt forstå, hvad de mente. Her er vi 100 mennesker, og i de politikredse, hvor jeg har været før, har vi været over 800. Meget store enheder, hvor du primært kender dem i din egen afdeling. Her, der kender du alle i løbet af ret kort tid.

Sammenlignet med de andre politikredse, som Marina Moltke-Leth har været ansat i, er jobbet som anklager på Bornholm, som er en relativt lille politikreds, meget anderledes.

– Bornholm stiller nogle helt andre krav til det at være anklager. I andre politikredse har man specialiserede afdelinger, der tager sig af de forskellige typer af sager. Her er jobbet meget mere alsidigt, og du skal selv kunne det hele, siger hun.

Som anklager på Bornholm kan man inden for den samme uge skulle procedere i en forureningssag, en voldssag og en færdselssag.

– Det kan selvfølgelig have nogle udfordringer, fordi man ikke kan vide alt. Men vi kan altid ringe til en ven ovre, hvis vi sidder med en sag, som vi ikke lige ved, hvordan vi skal kringle.

Smager rigtig godt

Selv om Marina Moltke-Leth erkender, at det primært er jobbet som chefanklager, der er årsagen til, at hun nu bliver på Bornholm, så er hun ikke blind for de andre fordele, der følger med jobbet.

– Jeg ville aldrig have søgt det, hvis jeg ikke havde nogle gode kolleger, og hvis jeg ikke syntes, at Bornholm er et fantastisk sted.

Hvad er Bornholm for dig?

– Det er ro og åbenlys skønhed. Det er dejlig natur, ikke så meget larm, ikke så megen trafik, ikke så meget lys. Bornholm er også lidt eksotisk, fordi øen ligger midt ud i Østersøen, og man skal sejle eller flyver hertil. Der er noget udland over det, uden at det er udland. Men det er nok skønheden, der tiltrækker mig mest. Selv om det er efterår og vinter, så synes jeg stadig, her er lige smukt, lyder det eftertænksomme svar.

– Bornholm er noget, jeg æder med øjnene, og det smager rigtig godt.

Lokalpatriotisk

I løbet af de knap to år, Marina Moltke-Leth indtil videre har tilbragt på Bornholm, er hun også begyndt at blive lokalpatriot, erkender hun.

Hvis nogen siger noget mindre pænt om Bornholm, så berører det hende, og hun har selv lagt mærke til, at hun er begyndt at sige “vi” om Bornholm og bornholmere.

– Jeg ved ikke, hvor mange generationer, der skal til at blive rigtig bornholmer, men jeg er begyndt at føle mig som Bornholmer. Jeg har taget Bornholm til mig og føler det som et hjem.

Og Marina Moltke-Leth føler også, at Bornholm og bornholmerne har taget hende til sig.

– Det kan godt være, at jeg er blændende naiv, men det er min følelse, siger hun.

Til foråret overtager hun og hendes mand en ejendom på Bornholm, som de for nylig har købt. Indtil da veksler de mellem Marina Molkte-Leths hjem i det centrale Rønne og familiens hjem på Fyn.

Og selv om de med ejendomskøbet får en fælles fast base på Bornholm, så planlægger de, at ægtemanden, som arbejder i it-branchen, fortsat skal beholde sit arbejde på Fyn.

– Det er ikke et arbejde, hvor han kan arbejde på distancen. Han skal have hænderne ned i hardwaren, forklarer Marina Moltke-Leth beslutningen.

Synth-pop og tuderock

Når Marina-Moltke Leth ikke arbejder eller er i gang med at supplere sin uddannelse med endnu et studie, så kobler hun af med gåture i den bornholmske natur, musik, film, tv-serier eller bøger.

Når hun ikke arbejder, eller er i gang med en uddannelse, slapper Marina Moltke-Leth ofte af med en kriminalroman. Det er måske en slags erhvervsskade, siger hun. Foto: Jacob Jepsen

– Ofte kriminalserier eller kriminalromaner. Det er måske sådan en slags erhvervsskade, siger hun og fortæller, at det hænder, hun sidder og råber ad fjernsynet, når hun synes, noget er for urealistisk.

Musik fylder meget i Marina Moltke-Leths fritid, og den megen transporttid mellem Rønne og familiens hjem i Odense tilbringer hun ofte med hovedtelefoner i ørerne.

– Jeg er til al slags musik, undtagen hysterisk jazz. Det vil jeg gerne være fri for, siger hun.

Og indtil corona-epidemien kom i vejen, gik hun gerne til koncerter.

Den største koncertoplevelse var en koncert i Rom, for mere end 25 år siden, med den amerikanske tuderock-sanger Michael Bolton. Ham har hun siden været til flere koncerter med.

Adspurgt om den største danske koncertoplevelse har Marina Moltke Leth svært ved at vælge, men beslutter sig efter at have været omkring Thomas Helmig og Lukas Graham for, at det må være det engelske synth-pop-band Pet Shop Boys optræden på Tinderbox-festivalen i 2017.

– Jeg er ikke sådan en, som er fan af nogen bestemt. Jeg kan bare generelt godt lide musik, siger hun.

En bunden opgave

Marina Moltke-Leth forventer ikke, at udskiftningen på chefanklagerposten kommer til at betyde meget i den bornholmske dagligdag.

– Benthe (Pedersen Lund, red.) og jeg er jo forskellige mennesker med en forskellig baggrund. Derfor vil vi måske gøre tingene forskelligt, men jeg tror ikke, den menige bornholmer kommer til at mærke, at der måske er en forskel, siger hun.

Opgaven som chefanklager er i stort omfang en bunden opgave, som er defineret fra politisk hold, og derfor er der ikke store personlige manøvrerum, lyder argumentationen.

Og derfor forventer hun heller ikke, at “kunderne” på anklagerbænken og bag vidneskranken i domhuset på Store Torv vil mærke nogen forskel.

– Vi rejser jo de straffesager, vi skal rejse, fordi vi mener, at de kan føre til dom, siger hun.

Og ligesom Benthe Pedersen Lund har været det, forventer Marina Moltke-Leth også at være en chefanklager, der er synlig i den bornholmske offentlighed.

– Det hører sig til. Jeg synes, at når man bestrider en stilling som chefanklager på Bornholm, så skal man være synlig, og man skal være tilgængelig. Jeg synes, det er vigtigt, at man giver noget af sig selv som professionel. Det, synes jeg, bornholmerne har krav på.

Hvad er retfærdighed for dig?

– Det er, at man får den straf, som retssystemet har lagt op til. Det er retfærdigt, hvis man får den samme straf for den samme gerning, hvad enten den er sket på Bornholm eller i Nordjylland. Det er derfor, vi bruger tidligere domme som grundlag for at vurdere, hvilken straf vi mener, der skal idømmes. Det giver det samme grundlag at vurdere ud fra. Det, synes jeg, er retfærdigt.

– Som anklager gør jeg meget ud af at ramme skiven rigtigt. Jeg synes, det er meningsløst at stå i retten og påstå, at en given person skal have et års fængsel, hvis jeg godt ved, at retspraksis ligger på fire måneder. Og som anklager har man en forpligtelse til både at pege på de skærpende omstændigheder og de formildende omstændigheder, når der skal udmåles straf, siger hun.

Tilsvarende mener Marina Moltke-Leth, at det er retfærdigt, hvis man som anklager kan påstå frifindelse af en tiltalt, hvis der kommer nye oplysninger frem i retten, som vender skyldsspørgsmålet i en sag på hovedet:

– Så synes jeg, at man som anklager skal have format nok til at påstå frifindelse, frem for at fastholde sit synspunkt og så lade dommeren frifinde den tiltalte.

Den smilende død

I retten opleves Marina Moltke-Leth, trods rollen som anklager, nærmest omsorgsfuld.

Hun bruger ofte tid på at berolige vidner og sommetider tiltalte, som er nervøse. Og selv om hun som menneske ikke er den type, der konstant smiler, så fremstår hun altid venlig, nærværende og respektfuld i retten. Uanset, hvem hun står overfor. Men det betyder ifølge hende selv ikke, at hun er blødsøden.

– Der var på et tidspunkt en nu pensioneret dommer, som kaldte mig “den smilende død”. Det var kærligt ment, og fordi jeg sagtens kan være barsk, men jeg har ikke brug for at vise, hvor barsk jeg kan være, siger hun.

– Jeg tror, man får mere at vide, hvis man er imødekommende. Det er ikke nogen skovtur at sidde som vidne i en straffesag, og hvis man ikke kan hjælpe vidner ud over den nervøsitet, som nogle af dem har, så får du ikke de detaljer frem, der giver den rigtige forklaring, og som sikrer en retfærdig dom.

– Hvis folk så begynder at lyve, så kan jeg sagtens pille det fra hinanden, samtidig med, at jeg er venlig og imødekommende. Jeg tror, jeg får mange flere informationer frem med den stil, fordi jeg fremstår, som en man kan betro sig til.

En usynlig professionel kappe

Ifølge eget udsagn har Marina Moltke-Leth en meget professionel distance til rollen som anklager, og hun erindrer ikke, at hun nogensinde har oplevet, at der har været konflikt mellem hendes arbejde og hendes personlige holdninger.

– Nu bruger vi ikke kappe i byretten, men jeg har nok sådan en usynlig, professionel kappe, som jeg tager på, forklarer hun.

Af samme årsag husker hun heller ikke, at hun nogensinde har stået i retten og krævet en dom til en tiltalt, som den private Marina Moltke-Leth ikke var enig i, og hun afviser også, at hun nogensinde er gået hjem fra en sag i retten og har tænkt over, om den dom, der der blev afsagt, nu var rimelig.

Det sker af og til, at hun møder nogen, som mener, at der er idømt en forkert straf i en bestemt sag. Så opfordrer hun den pågældende til at melde sig ind i et politisk parti.

– Hvis man vil påvirke strafniveauet, så skal man ikke kritisere dommer, forsvarer eller anklager. Så skal man melde sig ind i en vælgerforening. Der kan man påvirke politikerne, og det er der, strafniveauet kommer fra, siger hun.

 

Den nye chefanklagers definition af retfærdighed: – Det er retfærdigt, hvis man får den samme straf for den samme gerning, hvad enten den er sket på Bornholm eller i Nordjylland. Foto: Jacob Jepsen

Blå bog:

• Marina Moltke-Leth.

• 53 år.

• Gift og mor til to børn på henholdsvis 31år og 26 år.

• Uddannet jurist og har desuden læst politiledelse på CBS og kriminologi på Cambridge University i England.