KLUMME
På den første dag i julen sendte min elskede mig et olmt blik, en fyldt ble, et klynkende feberbarn, to skolebørn, der ikke gad at stå op, gårsdagens utømte opvaskemaskine og et salgsmøde, der rykkede stadig tættere på, mens kaos forplantede sig rundt i huset med råben, smækkende døre, slængen sig demonstrativt på sofaen, sure sokker flydende i entréen, tandbørster, der var blevet lagt på højtalere og ikke kunne findes igen, tablets og telefoner, der ikke var opladt, og det var nogens skyld og så videre og så videre, indtil jeg endelig kunne lukke døren til kontoret bag mig og sidde med hovedet i hænderne i fem minutter og fortvivles over, hvordan det dog kunne komme så vidt, og hvad jeg skulle stille op med det, inden det hele ville gentage sig selv næste morgen, bare en tand værre.
Det er sådan her, romantiske julefilm helst skal begynde.
Der er en setting, der på overfladen tager sig nogenlunde idyllisk ud – så idyllisk, som noget, der inkluderer et salgsmøde og nogle tablets, nu kan blive – men lige nedenunder lurer ulykken. Frygtelige naturkrafter, som gerne tager form af børn, partnere og kolleger, truer med at få hele læsset til at vælte for vores stakkels helt, og der er kun 24 dage til juleaften, og alt skal helst reddes inden da.
Eller vores heltinde.
Det er ikke usandsynligt, at jeg i den her romantiske julefilm slet ikke er førsteelskeren, men i stedet ham den indebrændte, overarbejdede ægtemand, som førsteelskeren skal redde min elskede fra, så hun slipper for at sende olme blikke til nogen, men i stedet kan vågne julemorgen og med tindrende øjne og pyjamasklædte, valiumrolige børn omkring sig i hans trygge favntag kan betragte julesneen dale blidt ned udenfor vinduerne.
Når så kameraet zoomer ud og fra et sted oppe under himlen viser hele vejen dækket af hvid sne, mens en munter popsang med rigeligt doserede bjælder på lilletrommeslagene sætter i gang, og rulleteksterne glider over skærmen, vil man et sted nederst i billedet se mig rave rundt med en flaske kirsebærvin og et tamt rensdyr, jeg er blevet bedstevenner med.
Den afskyelige ægtemand
Inden da vil jeg have gjort mit bedste for at ødelægge det hele for hende. Jeg vil være kommet rasende hjem fra arbejdet på grund af en eller anden diskussion under salgsmødet om noget komplet ligegyldigt for handlingen. Jeg vil skælde børnene ud på skift og på skrømt, brøle, så det runger i huset, og de små stikker i gråd; jeg vil smække døren efter mig og gå ud i det vinterklamme mørke, hvor jeg vil blive fortørnet over, at jeg har glemt at få en hue med. Jeg vil vende tilbage flere timer senere med kolde ører og en ynkelig forsoningsgave, jeg har købt på tanken, og hun vil tilgive mig nok en gang, men endnu en lille flig vil være gået af hende.
Når jeg om aftenen ligger og snorker højlydt på sofaen, for det gør afskyelige ægtemænd altid i romantiske komedier, vil min elskede få en besked fra ham, hun i sin tid vragede til fordel for mig. Og selvom jeg egentlig havde troet, at den her julefilm skulle handle om mig, og hvor hårdt jeg har det, går en stor del af den følgende halvanden time med, at førsteelskeren tager hende på hestevognsture gennem Almindingen, tager vores børn med i biografen og sender hende lange, smægtende blikke henover julepynten.
Jeg for min del bliver reduceret til ham, der engang imellem ser uforstående og forurettet op fra min bærbare, hvor jeg er i gang med et personligt projekt, sikkert skrive et filmmanuskript, som jeg aldrig bliver færdig med, og derfor bliver jeg mere og mere tvær og ser ikke, hvordan julens magi spreder sig som glimmer på alle omkring mig.
Bortset fra mig.
Læren fra julefilmene
Vi skal også have noget drama med i min julefilm, så efter endnu et af mine raserianfald stikker et af børnene af, mens min hustru er på kursus sammen med førsteelskeren. Barnet gemmer sig hos en forstående kammerat og tæller, hvor mange timer, der går, før jeg løfter blikket fra skærmen og opdager, at der mangler én i flokken. Det bliver et vendepunkt i filmen, jeg ringer fortvivlet til min hustru, hun kommer med det første fly tilbage fra kurset, men det er førsteelskeren, der regner ud, hvor vores barn har gemt sig, og selvom min hustru er storslået nok til at tilgive mig, er det i det øjeblik, jeg indser, at jeg ikke har fortjent hverken hende eller min familie.
Ja, og så møder jeg på en eller anden måde et tamt rensdyr, hvordan er ikke så vigtigt: Det vigtige er, at når julen kommer, får jeg den jul, jeg fortjener.
Det er det, romantiske julefilm har lært mig.
Men de har også lært mig noget vigtigere: At det hele nok skal blive ok, når først vi rammer juleaften. På den ene eller anden måde, oftest en del mindre dramatisk end i filmene. Der kommer til at være glade børn med blussende kinder opslugt af deres gaver i hver deres hjørne af stuen. Sandsynligvis har jeg sat Mark Kozeleks juleplade på i et anfald af juleovermod, ellers har min kammerat sat Lows juleplade på, og jeg lader være med at sige noget om, at jeg bedre kan lide alle andre plader, de har lavet.
Det betyder ikke så meget: Det, der betyder noget, er, at vi er nået i mål igen. At vi kan være sammen, dyste i Weekendavisens monstrøst overdimensionerede julequiz, drikke alle mulige ting, som ikke er kirsebærvin, gå udenfor og trække vejret, ikke skulle noget før om uendeligt lang tid.
Men for at nå dertil, skal der være noget, vi kan lægge bag os. Inklusive fyldte bleer, smækkede døre, salgsmøder og olme blikke.
Jon Albjerg Ravnholt
er magasinredaktør og journalist i Bornholms Tidendes kommercielle afdeling. Selvom han med Dan Turèll flere gange ind under jul har proklameret, at ”næste år er jeg på Satans side”, er det, som om han har ladet sig formilde. I år har han sågar hængt julepynt op på eget initiativ. Den kommercielle chefs julesweater har han dog endnu ikke affundet sig med.