Politianmeldelse kommer fuldstændig bag på mejeriet: 'Det har vi slet ikke talt om'

Politianmeldelse kommer fuldstændig bag på mejeriet: 'Det har vi slet ikke talt om'
Præstemosen i Klemensker. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 4. DEC 2020 • 13:56
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
4. DEC 2020 • 13:56
MILJØ

Bornholms Regionskommune har fredag meldt Bornholms Andelsmejeri til politiet for at have forurenet Præstemosen i Klemensker med tilhørende vandløb.

– Det er en uheldig situation. Skaden er sket. Det må gå sin gang. Der er ikke så meget at sige til det, siger Kim Larsen, formand for Bornholms Andelsmejeris bestyrelse.

Har I været forberedt på, at det kunne ende med en politianmeldelse?

– Nej, det har vi slet ikke talt om. Vi har heller ikke haft noget bestyrelsesmøde, siden det skete, siger Kim Larsen.

Hvordan har du det med, at mejeriet er blevet politianmeldt?

– Det er ikke særlig sjovt. Det er bund uheldigt. Det skulle selvfølgelig ikke være sket. Om der skulle være gjort noget anderledes, det ved jeg ikke. Det er meget uheldigt, at det er kommet så langt.

Føler du, at I kunne have gjort noget anderledes fra det tidspunkt, hvor skaden skete og frem til nu, for at afbøde konsekvenserne?

– Det ved jeg ikke. Skaden er jo sket. Det er ikke en særlig god sag, og jeg havde helst været den foruden.

Er man på mejeriet i gang med nogle foranstaltninger, som skal hindre at noget lignende sker igen?

– Ja, det er man i gang med. Men der er jo ingen garantier, slutter Kim Larsen.

Det er nu op til anklagemyndigheden, om der skal rejses tiltale i sagen.