Bornholms Tidende sætter fokus på udsatte unge ved at fortælle om de problematikker, de lever med, og hvilke indsatser, der bliver gjort for at hjælpe de unge.
En af de unge, der har været på kanten af samfundet og en del af misbrugsmiljøet på Bornholm, er 22-årige Niklas Kaas Hansen. Han har været tilknyttet ungetilbuddet Klar Til Job de sidste to år og er i dag ude af sit misbrug.
I de tilbud, jeg har været i før,
har jeg følt, at jeg var
en arbejdsopgave,
der skulle overstås.
I Klar Til Job bliver vi
set som mennesker
Han vil gerne fortælle, hvorfor han havde det svært, hvordan han har oplevet systemet omkring udsatte unge, og hvad der hjalp ham videre.
For Niklas Kaas Hansen begyndte hans problemer i folkeskolen, hvor han havde svært ved at være en del af fællesskabet.
– Jeg var udadreagerende og havde det svært socialt. Jeg begyndte at isolere mig selv foran computeren, og så blev det bare værre. Jeg havde ikke noget socialt liv, og mit syn på andre mennesker var virkelig forfærdeligt. Jeg mistede helt troen på, at jeg ville få et godt liv, fortæller Niklas Kaas Hansen.
Imens han gik i 10. klasse, begyndte han at tage stoffer. Det udviklede sig, stofferne dulmede det svære indeni, og det blev til et misbrug. Hans forældre vidste, at han røg hash, men kendte ikke til omfanget af misbruget eller at misbruget fortsatte, selv om Niklas Kaas Hansen havde fortalt dem noget andet.
– Som misbruger lyver man for alle omkring sig. Især dem, der vil stoppe dit misbrug. Men man lyver jo også for sig selv og siger, at man ikke har et misbrug, selv om man ikke kan undvære stofferne, siger Niklas Kaas Hansen.
Det er ifølge ham nemt at få fat i stofferne på Bornholm. Også selv om man kun er 16 år gammel.
– Det er skræmmende, men dem, der sælger stoffer, sælger til hvilken som helst aldersgruppe. Det er kun svært at få fat i første gang, man vil tage noget. Derfra kender du jo de folk, der har det, du skal bruge, og så kører det ret nemt, siger han.
Trygge rammer
Efter 10. klasse var han i forskellige tilbud, men ingen af dem fik ham ud af hans misbrug og manglende tro på, at han kunne få en god fremtid.
Niklas Kaas Hansen gætter på, at han har været i fire til fem tilbud, hvoraf to til tre af dem var tilbud, han var i over længere tid.
– Alle steder med samme resultat. Eller intet resultat om man vil, siger han.
Det var først, da han kom i Klar Til Job, at det begyndte at forandre sig for Niklas Kaas Hansen.
– Her er der meget trygge rammer, og der er socialt samspil med nogen, der også har det svært. I dag er jeg motiveret for at møde op. Det er det eneste sted, hvor jeg har haft det sådan. Det skyldes samværet med de andre og så den hjælp, vi får af Bente og Torben. De skræddersyer hjælpen efter, hvem vi er, og de forskellige udfordringer, vi har, siger han.
Ifølge Niklas Kaas Hansen har Bente Bresemann og Torben Kofod Ager blandt andet hjulpet ham med at komme op om morgenen, få ryddet op i hans hjem og kørt ham til behandling i misbrugscentret og til samtaler hos en psykolog.
En anderledes og meget konkret hjælp, som han ikke har oplevet at få før.
– I de tilbud, jeg har været i før, har jeg følt, at jeg var en arbejdsopgave, der skulle overstås. I Klar Til Job bliver vi set som mennesker, og der bliver taget hensyn til det, der er svært for os. Hvis man fejler, bliver man ikke straffet. Vi snakker i stedet om, hvad der er roden til vores problemer, fortæller Niklas Kaas Hansen.
Forskellige behov
I dag har Niklas Kaas Hansen været stoffri i to år. Han har et hjem og en hverdag, som han kan lide at være i.
– Før handlede alt om angst, stoffer og hash. Nu er det helt anderledes. Jeg er motiveret for at komme her, jeg kigger ikke på uret, og jeg bruger ikke de fire ugers ferie, jeg ellers har ret til på kontanthjælp, for jeg vil hellere være her, siger han.
Niklas Kaas Hansen har ikke en opskrift på, hvordan man forhindrer unge i at komme ud i misbrug og på kanten af samfundet. Til gengæld har han en klar fornemmelse af, hvad man kan gøre, når den unge står i det.
– Man kan nok ikke stoppe det, at nogle unge får det dårligt, men man kan hjælpe dem videre, når det sker. Der skal man se individuelt på de unge og skræddersy et tilbud, der passer til den enkelte. Alle er et forskelligt sted og har forskellige baggrunde, så det gør en kæmpe forskel, at tilbuddet er fleksibelt, siger han.
Selv om kommunen måske står med en gruppe i samme aldersgruppe med misbrugsproblemer eller psykisk sårbarhed tilfælles, skal man ifølge Niklas Kaas Hansen ikke tro, at de passer i samme tilbud.
– Det er svært at komme videre med ens udfordringer, hvis man først skal igennem samme forløb som alle andre, når man har nogle helt andre udfordringer end dem, siger han.
Et mål at skyde på
Ifølge Niklas Kaas Hansen er det vigtigt, at de, der arbejder med udsatte unge, ser bag om det, som de unge udstråler.
– Det handler meget om, hvordan du bliver mødt. Hvis du mærker, at der er nogen, der går op i dig, og hvordan du har det, finder man også selv overskud og energi til at gøre noget for at komme videre. Man skal huske, at det er svært at vise, hvem man er, når man har det psykisk svært. Det er derfor, mange af os ikke har haft det nemt socialt, men man kan komme i bedring, hvis der er nogen, der hjælper en med at tro på det, siger han.
For Niklas Kaas Hansen er der ingen tvivl om, at de seneste to år på Klar Til Job har hjulpet ham godt på vej ind i en bedre fremtid.
– Her bliver der taget hånd om de specifikke problemer, og man bliver hjulpet i mål. Jeg kunne ikke se lyset for enden af tunnelen, før jeg kom her. Det er jo svært at skyde på mål, når der ikke er et, men nu er målet kommet frem, og jeg tror på, at jeg har en god fremtid, siger han.
UDSATTE UNGE
Bornholms Tidende sætter i den næste tid fokus på udsatte unge. Hvad vil det sige at være udsat ung? Hvor mange unge kan man betegne som udsatte på Bornholm? Og hvad bliver der gjort for dem? Det vil vi forsøge at komme nærmere ved at snakke med de unge, med fagpersonerne omkring dem og med de organisationer, der har fokus på unge og udsathed. Hvis du selv har en historie om emnet, som du vil dele, eller har ønsker til andre vinkler, vi kan dække, er du velkommen til at skrive til os på redaktion@bornholmstidende.dk.