ERHVERV
Banegaarden i København er et nyt samlingssted – nogle vil nok kalde det en oase – for grønne producenter med fokus på bæredygtighed, økologi og genbrug.
Det er Søren Ejlersen fra Aarstiderne, der har stået i spidsen for renoveringen af DSBs gamle togværksteder og lagerhaller ved Dybbølsbro. Efter en længere coronaforsinkelse åbnede Banegaarden i november dørene for et julemarked for økologiske producenter.
– Der er en lade med foodhall, spisehus, kulturlade med workshops, bar, og Aarstidernes gårdbutik, fortæller Malene Rossil fra Nordic Fermentation.
Hun og en lang række andre bornholmske producenter fra foreningen Øko Bornholm er i disse uger på Banegaarden for at vise varerne frem.
Økologerne arbejder sammen
Malene Rossil deltager i det økologiske julemarked for sælge sine produkter, men også for at udbrede kendskabet til den bornholmske fødevareproduktion.
De bornholmske øko-producenter arbejder nemlig tæt sammen og hjælper hinanden på kryds og tværs. Derfor har Malene Rossil tilbragt sommeren som medhjælper i Skafferiet på Melstedgård. Melstedgård er et levende landbrugsmuseum under Bornholms Museum med tilknyttet Madkulturhus, som både bruges til undervisning af skolebørn og til udlejning og workshops. Skafferiet er en blanding af museumsbutik og udsalg af lokalt producerede fødevarer. Her regerer Mikkel Bach-Jensen, som ud over at være leder af Madkulturhuset og Melstedgård, også står i spidsen for Gourmet Bornholm – en organisation, der arbejder for at fremme regional madkultur.
Der er derfor næsten 100 procents overlap mellem de lokalt producerede varer, som sælges i Skafferiet i museumssæsonen, og de varer som fremstilles af medlemmerne af Øko Bornholm.
– Nu er varerne fra Skafferiet flyttet til Banegaarden, hvor de kan købes frem til jul og måske længere, siger Malene Rossil.
Kombucha kræver tilvænning
Sammen med partneren Ditte Brandt startede hun for tre år siden produktion af fermenteret te, såkaldt kombucha. Kombucha er en mytisk drik, som den mongolske hersker Djengis Khan ifølge overleveringerne i 1200-tallet styrkede sig på forud for slagene.
Den gærede te er ifølge Rossil en funktionel drikkevare, sund, fuld af antioxidanter og fuldstændig fri for tilsætningsstoffer. Men selv om kombucha ifølge Malene Rossil utvivlsomt har god indflydelse på helbredet, så er det lidt af en kamp at vænne danskerne til at drikke fermenteret te.
– Det er en acquired taste (noget man først kan lide efter lang tids tilvænning, red.), siger Malene Rossil, der er uddannet sygeplejerske og biomediciner med produktionskøkken på Møbelfabrikken i Nexø.
25.000
flasker Kombucha er i år sendt ud i butikkerne, siger Malene Rossil fra Nordic Fermentation
Dertil kommer, at forbrugere i den vestlige verden ifølge Rossil har vænnet sig til at indtage føde og slik med et meget højt sukkerindhold.
– Fødevareindustrien har overtaget vores smagsløg. Alt er enten saltet eller sødet. Nu skal vi tage magten tilbage, siger hun.
Malene Rossil kan træffes på Banegaarden i København den 19. december, hvor hun mixer cocktails sammen med Gourmet Bornholms Thomas Guldbæk.
De er med
Bornholmerhampen
Høstet
Bornholm Kombucha
Vandkefirperler
Wild Distillery
Mosteriet
Valsemøllen
Lehnsgård Raps
Fredsminde uld
Oh Oak
Baltic Sea Glass
Banegaarden – alt er genbrug
Køleskabene er aflagte, men fuldt funktionsdygtige og hentet hos Novozymes.
Det oprindelige betongulv er blevet slebet, spartlet, behandlet med vandglas og til sidst poleret.
Søren Ejlersen fra Aarstiderne fik reddet de gamle drivhuse fra Botanisk have.