ERHVERV
Danish Crown i Rønne har hyret 10-11 nye medarbejdere, oplyser produktionschef Peter Koefoed Nielsen.
– De sidste starter her den 14. december, siger han.
De nye medarbejdere skal arbejde i dels en helt nyopstartet pakkeafdeling til frostvarer, hvor syv af de nyansatte skal være, dels i den eksisterende pakkeafdeling.
Dermed nærmer rønneafdelingen sig i alt 240 ansatte.
Hvor mange ansatte var I sidste år ved denne tid?
– Vi bliver lidt flere hele tiden, og vi var nok omkring 210-215 stykker sidste år på det her tidspunkt. Men vores fysiske rammer stopper os nu, siger produktionschefen.
I har nået grænsen?
– Ja, vi har ikke faciliteter til flere medarbejdere rent omklædningsmæssigt.
Slagteriet har i år fået fornyet miljøgodkendelsen til at slagte 550.000 grise og også, hvad det angår, er det tæt på at nå grænsen.
– Vi ligger på omkring 520.000 slagtninger om året, siger Peter Koefoed Nielsen
Hvorfor har I fået behov for flere medarbejdere i pakkeafdelingen?
– Fordi der er flere varer herfra, der skal sendes til nedfrysning, og det skal de pakkes til. Det er primært Kina, der er aftager af det frosne kød.
I sælger mere til Kina?
– Det har vi gjort i en længere periode på grund af svinepest, men der bliver ved med at være efterspørgsel fra Kina, og den bølge vil vi gerne være med på. Så vi mander op alle de steder, vi kan, i forhold til at pakke delstykker på frost. Det er skinker og forender. Fra Bornholm ryger de til indfrysning i et frosthus og derfra videre til Kina i frysecontainere.
Dagen efter
Hvordan har I tidligere sendt varerne af sted?
– Som fersk kød direkte til forædlingsfabrikker i Tyskland og Polen. For skinkernes vedkommende til Italien.
Og de behøver ikke være frosset ned til de lande?
– Nej, for varerne når stort set frem dagen efter, siger Peter Koefoed Nielsen.
Pressemand på Danish Crown Jens Hansen forklarer, at fra Bornholm sendes kødet til et frysehus, hvor varerne fryses ned og op mod otte uger, efter kødet har forladt Bornholm, ankommer det til Kina. Alene sejladsen tager cirka fem uger.
Det kød, der skal fryses, bliver i Rønne pakket på en anden måde end fersk kød.
– Når kasserne bliver stillet på paller, lægger man mellemlæg imellem, så der kan komme luft ind. Dermed kan luften cirkulere, når pallerne kommer ind i frysetunneller, og det betyder, at nedfrysningen sker hurtigere, end hvis kødet på en hel pallefuld skal fryses ude fra og ind, siger han til Bornholms Tidende.