Vores oldemødre var de usynlige helte

Vores oldemødre var de usynlige helte
Jensine med syv af sine børn. Billedet er formentlig fra omkring 1916, da min morfar blev konfirmeret.
| ABONNENT | 2. DEC 2020 • 18:37
Af:
dorte kofoed
journalist
slægtsforsker
| ABONNENT
2. DEC 2020 • 18:37
Min oldemor Jensine Kristine Margrethe Thorsen fra Arnager fødte 14 børn. Hun fik ikke den store plads i verdenshistorien, men det burde hun måske have haft sammen med alle de andre bedstemødre, oldemødre og …

SLÆGTSFORSKNING

Hun har trætte øjne og er klædt i store, anonyme gevandter. Engang har hun måske haft lidt mere gnist i øjnene og mere ungdommelig energi. Min oldemor Jensine Kristine Margrethe Thorsen fødte 14 børn inden for en 23-årig periode, og når jeg ser på de efterladte billeder af hende, så tænker jeg, at en fiskerkone fra Arnager sandsynligvis måtte stå model til meget både kropsligt med de mange fødsler og mentalt med en mand, som var kendt for at være temperamentsfuld.

Hun var min mors bedstemor, men det er kun ganske få ord, min mor kan sætte på hende: ”Hun var en stor, kraftig dame, og det er vist det eneste, jeg husker om hende,” fortæller min mor Lykke på 86, og det er måske ikke så mærkeligt, at min mor ikke husker så meget, for hun var kun seks år gammel, da oldemor Jensine døde 1. september 1940. Bemærkelsesværdigt er det dog, at min mor husker langt mere om sin bedstefar, Jensines mand, Andreas Christian Thorsen, og kan berette anekdoter om, hvordan han forlangte fløde i kaffen hos præsten til menighedsrådsmøderne i Nylars, og hvordan han slog børnene med en stor ske oven i hovedet, når de prøvede at luske en frikadelle mere til sig ved aftensbordet. Men om Jensine er der ingen anekdoter.

Når jeg spørger min mor, om hun ikke besøgte dem i Arnager som barn, så siger hun: ”Vi kom ikke meget til Arnager,” og her er det underforstået, at det heller ikke var et sted, hvor man havde meget lyst til at komme.


Jensine blev født i Aakirkeby den 17. august 1874, datter af murer og parcelist Henrik Kristian Jensen og Dorthea Kathrine (født Hansen). Hun blev døbt i Aakirkeby Kirke den 27. september 1874 og konfirmeret den 30. september 1888, mens hendes kundskaber og opførsel er ganske fornuftige, da hun får karakteren mg begge steder – hverken mere eller mindre.

På et eller andet tidspunkt mellem 1890 og 1893 møder hun den jævnaldrende Hans Christian Andreas Thorsen. Jensine har været ude at tjene og opholder sig ifølge folketællingen 1890 som 15-årig hos gartner Larsen i Aaker.

Jensine bliver gravid i 1893 og får deres førstefødte Laura Hansine Thorsen den 20. juli 1894 uden at være gift, og Jensine bor stadigvæk hjemme hos sine forældre i Aakirkeby. Om de er rørende enige om giftermålet i september, kan vi ikke vide, da der i kirkebogen står, at Hans Christian Andreas Thorsen er udlagt som barnefader. En ting er i hvert fald helt sikkert, og det er, at de sammen får skabt en stor familie med 14 børn, hvor de bor i deres eget selvbyggede hus i Vagtbogade 5 i Arnager i mange år.


At føde 14 børn er noget af en bedrift, og derfor bliver Jensines historie præget af alle hendes børnefødsler. Det bliver det liv, som definerer hende. Og vi kan følge fødslerne i jordemoderprotokollerne. Hendes første barn kommer til verden den 20. juli 1894 klokken 07.45 om morgen ved en helt ukompliceret fødsel. Dog har der været veer hele natten i cirka syv timer, som der står i protokollen. Datterens navn bliver Laura Hansine Thorsen (Hansine efter Jensines svigermor), og hun er den eneste, som bliver født i Aaker, for resten af børneflokken kommer til verden i Arnager.

Der går ikke lang tid, før Jensine er gravid igen, og denne gang kommer endnu en pige til verden. Det er Kristine, som fødes den 26. marts 1896 klokken 17.00, og det er en hurtig fødsel, som kun tager cirka to timer. Den tredje datter Agnes kommer til verden den 15. marts 1898, men af en eller anden grund, så er hele 1898 sprunget over i protokolbogen, så fødslen af Agnes kan vi ikke læse om. Til gengæld kan den fjerde datter i rækken, som kommer til at hedde Dagmar, prale af, at hun er det første barn, der kommer til verden i Arnager i det nye århundrede – nemlig den 7. januar 1900. Den første dreng, Kristian Andreas kommer til den 15.2. 1902, og så går der ikke mange måneder, før Jensine er gravid igen, og denne gang er det min morfar Harald Theodor, som indånder den friske havluft i Arnager for første gang. Denne gang har jordemoderen ikke helt styr på protokollen, for hun skriver, at Jensine har haft fire fødsler før, men det er hendes sjette fødsel, og hun er nu 28 år gammel, og da hun bliver 30 har hun syv børn, for da kommer Knud til den 26. maj 1905.

Jeg vil skåne jer for flere fødselsberetninger, men jeg vil blot nævne, at de næste syv fødsler går problemfrit ifølge protokollerne. Ganske heldigt for min oldemor, når hun nu skulle igennem så mange af dem. Hun var 19 år gammel, da hun fødte sit første barn, og hun var 42 år, da den sidste dreng Hjalmar kom til verden den 14. april 1917. Hvor ville jeg gerne have mødt hende…


 
 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com