Kasper Winstrup Johansen. Foto: Berit Hvassum

Skole holder jul med afstand

Luciaoptog gennem skolen, juleoptræden foran hele skolen og julehygge i klasserne. Sådan kan man kort summere nogle af juletraditionerne på Kongeskærskolen. Men i år må skolen afvikle mange af sine traditionerne under hensyntagen til den allestedsnærværende coron

TRADITIONER

Luciaoptog gennem skolen, juleoptræden foran hele skolen og julehygge i klasserne. Sådan kan man kort summere nogle af juletraditionerne på Kongeskærskolen. Men i år må skolen afvikle mange af sine traditionerne under hensyntagen til den allestedsnærværende corona.

Eksempelvis kommer 5. årgangs luciaoptog ikke til at foregå på smalle gange. I stedet holder man to luciaopvisninger i en sal, hvor cirka halvdelen af skolen kan være til stede, fortæller Kasper Winstrup Johansen, der er skoleleder på Kongeskærskolen.

– Vi må godt være i salen og synge, men der skal være to meter imellem, og generelt er sådanne ting kortere, end vi har været vant til, siger han.

Normalt er det også en tradition, at årgangen går luciaoptog i den lokale brugs. Men det bliver ikke til noget i år, da Coop har meddelt, at deres butikker ikke vil have luciaoptog, oplyser Kasper Winstrup Johansen.

Foruden luciaoptoget holder Kongeskærskolen også et traditionelt julestykke. 8. årgang, der skriver og opfører julestykket, skal tilpasse forestillingen, så retningslinjerne kan overholdes.

– Stykket bliver kortere, så de kan vise det flere gange for en mindre gruppe børn. Men vi kan ikke invitere forældrene over i år, det er simpelthen umuligt, siger skolelederen.

Allerede i sidste uge tog man hul på en anden af Kongeskærskolens faste traditioner: Juleklippedag. Også den blev holdt i coronaens tegn.

– Der var ingen fællessamling, hvor vi mødtes hele skolen, men til gengæld sang vi fællessang og fortalte julehistorier over højtalerne, fortæller Kasper Winstrup Johansen.

Luciaoptoget finder sted 14. december, og julestykket spiller den 17. december.