Ny producent vinder priser i USA

Ny producent vinder priser i USA
Henrik Nerst og Wild Distillery har været i USA og hente priser. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 2. DEC 2020 • 15:27
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
2. DEC 2020 • 15:27
ERHVERV

I den internationale konkurrence USA Spirits Ratings, som blev afholdt i San Francisco i oktober 2020, vandt produkter fra Wild Distillery flere medaljer, hvilket med producentens egne ord er det ultimative kvalitetsstempel i spiritusbranchen.

Wild Distillery, der forrige år rykkede ind på Brovangen i Aakirkeby, ejes af Henrik Nerst. Han har en fortid som restauratør i Snogebæk, men har på kort tid sparket døren ind til spiritusbranchen, der i disse år præges af nye nicheprodukter og et væld af smagsvarianter.

Wild Distillery har allerede vundet hæder i internationale konkurrencer, men de netop indhentede medaljer vejer ekstra tungt, fordi produkterne normalt kun vurderes på smag og kvalitet. I USA Spirits Ratings kigges der også på prissætning og emballage.

Det gør ikke æren mindre, lyder det fra destilleriet i Aakirkeby.

– Vi er meget stolte af, at vores produkter scorede så højt i konkurrencen – specielt på kvaliteten i smagen, hvor vi lå til en guldmedalje på alle vores produkter, siger Henrik Nerst.

Designet blev belønnet med en sølvmedalje, mens prissætningen fik bronze.

– Det skyldes at vi glemte at trække afgifterne fra, da vi oplyste prisen, fortæller Henrik Nerst. Køber man en flaske gin til 400 kroner i Danmark går næsten 150 kroner til afgifter og moms.

– Det skal vi lige huske at trække fra næste gang, siger han.

Dommerpanelet ved konkurrencen bestod af spirituseksperter fra ledende retailkæder, gourmetrestauranter og barer i USA.