Foto: Berit Hvassum

Leder: Råbet fra Nordskoven

LEDER
Hvorfor?
Det spørgsmål står stadig tilbage efter et par dage med retsmøde, dom og stort medieopbud på Bornholm. Ingen kan i dag svare fuldgyldigt på, hvorfor 28-årige Phillip Mbuji Johansen skulle dræbes en sommernat i 2020.

LEDER

Hvorfor?

Det spørgsmål står stadig tilbage efter et par dage med retsmøde, dom og stort medieopbud på Bornholm. Ingen kan i dag svare fuldgyldigt på, hvorfor 28-årige Phillip Mbuji Johansen skulle dræbes en sommernat i 2020.

Vi ved, at han den 23. juni gennem godt 20 minutter blev udsat for så grov vold, at han døde af det. Ugerningen blev udført af to brødre, der i går blev idømt 14 års fængsel. Dommen er anket.

Brødrene har forklaret, at deres ven skulle straffes, fordi deres mor havde sagt til dem, at Philip Mbuji Johansen havde voldtaget hende. Der foreligger ingen anmeldelse for voldtægt. Og der er langt fra afstraffelse til blind vedvarende vold.

Derfor mangler vi stadig at forstå aggressionen bag ugerningen.

Anklageren har fra starten afvist et racistisk motiv. Derfor var det på alle måder en paradoksal og hul begivenhed, der fandt sted på Store Torv foran retten i Rønne tirsdag eftermiddag efter domsafsigelsen. Cirka 25-30 deltagere fra den antiracistiske organisation Black Lives Matter, ankommet med bus fra København, stod over for en lokal moddemonstration blandt andet bestående af venner af afdøde.

Masser af sproglig konfrontation. En enkelt dåseøl kastet hen over gaden. En tragisk død blev til en uforståelig demonstration. Ikke så meget som et tændt stearinlys lyste op over seancen.

 

– Både jeg og den ene af drengene
får Ritalin. Det gør, at man kan
holde sine tanker samlet.
(citat fra de drabsdømte brødres
mor til Bornholms Tidende. I 2008.)

 

Nu er bussen med demonstranter kørt retur. Og dermed kan de pårørende få fred. Og vi andre forsøge at forstå.

Vi har ikke meget at gribe i. En enkelt artikel fra Bornholms Tidende fra 2008 tegner måske et omrids af brødrenes opvækst.

I den 12-13 år gamle artikel fortæller de to nu drabsdømte brødres mor, at hun har en diagnose med såkaldt Asperger-syndrom – en lidelse inden for autisme-spektret – og ADHD. Og hun fortæller, at de to sønner, der dengang var 11 og 13 år, har lignende diagnoser.

Der er absolut ingen sammenhæng mellem diagnoserne og aggression. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt at læse artiklen fra 2008.

Moderen fortæller – uden at avisen har efterprøvet påstanden – at kommunen dengang afviste, at lade børnene undersøge. Angiveligt betalte hun derfor selv 20.000 kroner for undersøgelsen. Samtidigt fortalte hun dengang, at hun var førtidspensionist.

”Jeg tror, jeg har prøvet de fleste bornholmske beskæftigelsesprojekter, indtil jeg fik førtidspension i 2004,” forklarede hun og sagde også til avisen, at hun havde tre afbrudte uddannelser bag sig.

Samlet står den gamle artikel i dag næsten som et råb om hjælp. Ganske vist er tonen i artiklen præget af en næsten insisterende livsvilje. Men der bor også megen smerte i sætningerne.

– Både jeg og den ene af drengene får Ritalin. Det gør, at man kan holde sine tanker samlet, siger moderen.

Ritalin bruges i behandlingen af ADHD.

Kunne myndigheder på Bornholm have hjulpet familien bedre? Er der huller i det net, der skal gribe mennesker, der ikke kan selv.

Spørgsmålene er mange. Tragedien i Nordskoven vil råbe ad os i mange år.