Elektrikerfirma glæder sig til mere plads: 'Det er en investering i fremtiden'

Elektrikerfirma glæder sig til mere plads: 'Det er en investering i fremtiden'
Steffen Nielsen glæder sig til at flytte sin virksomhed ind på Åkirkebyvej 68. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 2. DEC 2020 • 19:16
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
2. DEC 2020 • 19:16
ERHVERV

Nielsen El ApS flytter fra Rønne Havn til Åkirkebyvej i Rønne, hvor virksomheden har købt den ejendom, som hidtil har huset Malerfirmaet Borg.

– Vi startede to mand i 2004, og nu er vi op imod 15 medarbejdere. Det har været en stille og rolig kurve opad med solide medarbejdere og loyale kunder, siger ejeren af Nielsen El, Steffen Nielsen, da han tirsdag formiddag møder Claus Rasmussen fra Malerfirmaet Borg for at overtage nøglerne til Åkirkebyvej 66.

Claus Rasmussen har tømt de 300 kvadratmeter bygninger, og Steffen Nielsen glæder sig nu til at vise lokalerne frem for medarbejderne. De får dobbelt så meget plads at boltre sig på fremover.

– De ansatte glæder sig, og det er det bedste af det hele, siger Steffen Nielsen.

Flytter efter nytår

Sagen er nemlig, at pladsen i de lejede lokaler på Østkajen på Rønne Havn er blevet mere trang i takt med, at virksomheden er vokset.

– Vi har for lidt plads på havnen. På Åkirkebyvej kan vi ud over lager og værksted etablere nogle gode faciliteter for vores medarbejdere, hvilket vi i høj grad har manglet. Det er nogle gode lokaler, og et andet plus er, at vi får god udenomsplads. Det er en investering i fremtiden og et sted, hvor vi kan være, uanset om vi i perioder skulle blive flere eller færre i firmaet, siger Steffen Nielsen, der er også glæder sig til at blive ejer i stedet for lejer, som man er på Rønne Havn.

– Vi når ikke at flytte derop i år, for vi har travlt i firmaet. Vi skal også nå at male og bygge lidt om. Vi regner med at kunne flytte ind i januar 2021, slutter Steffen Nielsen.