100 års malervirksomhed er slut

100 års malervirksomhed er slut
Claus Rasmussen overdrager nøglerne til Steffen Nielsen, og det er dermed slut med mange års malervirksomhed på adressen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 2. DEC 2020 • 20:01
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
2. DEC 2020 • 20:01
ERHVERV

Malerfirmaet Borg i Rønne er lukket. Malermester Claus Rasmussen sagde i sommer farvel til de to sidste ansatte i virksomheden, og de har begge fået job i andre virksomheder.

Den senere tid er blevet brugt til at afvikle firmaet og tømme bygningerne på Åkirkebyvej. Med Nielsen Els overtagelse af ejendommen den 1. december er det definitivt slut.

Malerfirmaet har sit navn efter stifteren, Svend Aage Borg, der som 24-årig etablerede virksomheden i 1948. Men faktisk har virksomheden sine rødder endnu længere tilbage, idet Svend Aage Borg købte en eksisterende virksomhed i Klokkegade af malermester Victor Nielsen.

Malerlauget

– Jeg har et jubilæumsskrift fra Bornholms Malerlaugs 50 års jubilæum, hvor der er et billede fra "Malerdagen i Rønne 1911", hvor Victor Nielsen er med, så det tyder på, at han er startet i begyndelsen af 1900-tallet, siger Claus Rasmussen.

Brian Kofod, Aakirkeby, og Claus Rasmussen er henholdsvis oldermand og viceoldermand i Bornholms Malerlaug, og de har kigget i den gamle medlemsprotokol. Det fremgår ikke, hvornår Victor Nielsen blev optaget som medlem.

– Men da han var laugets oldermand i 10 år (1920-1930), må han jo nødvendigvis have været medlem,

og vi tror derfor, at der har været sjusket lidt med indskrivningen i protokollen i de første år. Så vores formodning er, at han må være blevet optaget som medlem i Bornholms Malerlaug på et tidspunkt mellem 1902 og 1911, hvor førnævnte billede er taget, konkluderer Claus Rasmussen.

Kun tre ejere

Malerfirmaet Borg flyttede i 1968 fra Klokkegade til nybyggede lokaler på Åkirkebyvej, hvor der siden blev udvidet flere gange, og Borg var i sin storhedstid en af Bornholms store virksomheder.

Selv om virksomheden Malerfirmaet Borg har eksisteret i 72 år, har den kun haft tre ejere.

Erik B. Jensen, der var startet i firmaet som lærling i 1960, blev medejer i 1981 og eneejer i 1986, da Svend Aage Borg og hans kone trådte ud af virksomheden. Claus Rasmussen blev medejer af firmaet 1. januar 2001 og eneejer fire år senere.

62-årige Claus Rasmussen havde håbet på, at det kunne lade sig gøre at finde en ny ejer til at føre firmaet videre.

– Jeg har talt med et par stykker om det, men desværre var ingen interesserede. Men det er også svært i øjeblikket, siger han.

På pension

Hvorfor stopper du nu?

– Jeg har haft det sådan i de seneste par år, at det ikke længere var sjovt at gå på arbejde. Så skal man ud af det.

Er det gået dårligt for firmaet?

– Nej, nej. Jeg har bare ikke motivationen længere. Det er heldigvis min egen beslutning, og det gør det nemmere. Jeg tog beslutningen i januar, før coronaen kom til landet.

Skal du ud at finde andet arbejde?

– Jeg har ingen planer om at skulle finde andet arbejde, siger Claus Rasmussen, der oplyser, at han vil gå på pension.