Lettet stemning i retslokalet efter kendelse

Lettet stemning i retslokalet efter kendelse
Retten på Bornholm. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 1. DEC 2020 • 11:56
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
1. DEC 2020 • 11:56
Der bredte sig en lettet stemning i retslokalet, da de juridiske dommere og nævningene trak sig tilbage for at votere om, hvilken straf de to brødre, som nu er kendt skyldige i drabet på den 28-årige Phillip Mbuji Johansen, skal have.

Mens rettens kendelse om, at de var skyldige i drab og ikke i vold med døden til følge, sådan som de selv havde tilstået, sad begge brødre ved siden af deres forsvarere med foldede hænder og kiggede ned i bordet foran dem. De fortrak ikke en mine, og der var ingen andre tegn på, hvordan de tog dommernes og nævningenes kendelse.

Bagerst i retslokalet, omgivet af venner og pårørende, sad Phillip Mbuji Johansens mor og krammede et billede af sin afdøde søn. Heller ikke hendes kropssprog afslørede, hvad hun tænkte om kendelsen.

Da skyldsspørgsmålet var afklaret, fortsatte retten direkte til anklagerens oplæsning af mentalerklæringerne for de to brødre.

Her kom det frem, at den ældste bror ikke tidligere er straffet, men at han har en adhd-diagnose og asperger syndrom.

Lillebroderen har også en adhd-diagnose og er desuden diagnosticeret med aspergers syndrom.

Begge brødre blev fundet egnet til straf under kriminalforsorgen, hvor de kan modtage psykiatrisk behandling.

Klap på skulderen

Herefter gik retten over til henholdsvis anklagerens og forsvarerens procedurer om strafudmålingen, og heller ikke her var der nogen form for reaktion at spore hos de to brødre. De sad fortsat med foldede hænder og kikkede ned i bordet uden at fortrække en mine.

Først da de juridiske dommere og de seks nævninge havde trukket sig tilbage for at afgøre strafudmålingen, rejste den ældste bror sig fra sin plads og gik hen og klappede sin lillebror på ryggen og holdt ham om skulderen. Begge brødre så lettede ud, talte smilende sammen og kiggede ud gennem domhusets vinduer mod Store Torv for at se presseopbuddet, og om deltagerne i den demonstration, som Black Lives Matter afholder, var ankommet til domhuset.

Imens stod de fire politibetjente, som bevogter de to brødre i retten, og ventede tålmodigt.

Også på tilhørerrækkere bredte der sig en lettet stemning.

Phillip Mbuji Johansens mor forlod retslokalet umiddelbart efter dommerne og nævningene havde trukket sig tilbage, men de øvrige tilhørere blev siddende og talte højlydt sammen. Også her virkede det som om de var lettede over rettens foreløbige afgørelse.